Gadepræst for unge i Århus

Kan man virkelig det?

Hvad har det med Gud at gøre?

Og hvordan gik det?

Før jul tog vi skøjterne på og tog gudstjenesten ud af kirken og placerde den på skøjebanen ved Ridehuset. Temaet var Gud på Glat is, og ideen var, at vi skulle holde gudstjeneste mens vi stod på skøjter.

Nu vil jeg gerne afsløre, at jeg aldrig har stået på skøjter før, så det var lidt af en udfordring at få dem på, og indrømmet var jeg lidt betænkelig ved hele ideen, da jeg opdagede hvor glatte sådanne er! For det er ikke lige til. Heldigvis fik jeg hjælp af en fra menigheden, der tog fat i mig, og med tålmodighed lærte mig at stå på skøjterne uden at falde hele tiden

Og netop det at falde var temaet. For jeg tror vi alle har prøvet at falde. Ikke sådan fysisk, men vi har alle prøvet at føle at vi faldt i livet. At det vi forsøger ikke giver mening, eller at der sker ting omkring os som vi ikke selv har styr på. Her er det, vi føler, at Gud er kommet på glat is og måske ikke selv kan holde balancen. Hvad vi fandt frem til, kan du læse i prædikenen, men jeg vil afsløre, at vi fandt frem til, at det hele ikke var slemt endda.

Der var også besøg af journalist, du kan læse artiklen:

Se artikel her

Og se billeder her taget af Line Harriet:

Bjørn laver ild kunst på isen

Og musikken gør også klar til, at vi kan synge Julens salmer - og ja, de var også på skøjter!!!

Og billeder taget af journalist Martin Hansen:

Sneen falder stille og stødt her i Århus. Den dækker hele byen med sin tunge, hvide dyne, og gør alt ensartet. Biler bliver store, bløde bolde af sne, vejene ligner varme, vattede tæpper man kan lægge sig på, og selv affaldsspanene, snavset, skidtet og alt det grimme ved byen bliver gjort hvidt og pænt. Hele verden er hvid, hvid, hvid og ren.

Byen er ikke længere en kakafoni af synsindtryk, men efterlades uden kanter og skarphed. og midt i al sneens romantiske indvirken på verden forsvinder også det der giver os dårlig samvittighed, det der får os til at vende blikket den anden vej og det der gør os lede ved livet. 

Det er synd og skam at sneen fejer byen ren for en stund, for vi må ikke glemme kanten og skarpheden - for det er i mødet med det, at vi bliver tvunget til at tænke over vores ansvar og roller som mennesker overfor verden og hinanden.

Blogindlægget er oprindeligt skrevet til www.jp.dk/blogs

For nogle få år siden udgav Henrik Jensen en bog ved navnet “Det faderløse samfund”. Bogen fortæller, at vi i vesten er gået fra et pligtsamfund til en rettighedskultur, affødt af en faderautoritet, der forsvandt og efterlod en generation af sønner uden forbillede. Dette tab af autoritet, som faderfiguren var bærer af, affødte også et tab af ansvarlighed, disciplin og ikke mindst pligt.

I den vakuum der opstod efter autoriteternes fald blev, der plads til noget andet. Hvor pligten faldt, stod rettigheden klar til at tage over, og sammen med det, selvrealisering og frigørelse. Og dette mener Henrik Jensen ikke nødvendigvis fører til et ansvarligt individ, hvis netop dette individ aldrig bliver forpligtet eller bliver stillet til ansvar.

 Henrik Jensen har skrevet en bemærkelsesværdig bog, men dette indlæg er ikke en boganmeldelse, hvorfor jeg blot vil opfordre til, at man læser den. Men den skulle nævnes, da det var nærværende bog, der fik sat tanker i gang om, hvad pligt og ret gør ved vores syn på hinanden.

 Tanken om kærlighed/omsorg til næsten ligger implicit i vores danske samfund. Vi bliver opdraget til at være “gode ved hinanden”, og om end denne tanke nemt kan banaliseres, så er den så omsiggribende, at man ikke kan tænke et samfund med respekt for borgerne uden denne klangbund. Men er kærlighed til næsten, eller det at vi skal være “gode ved hinanden”, et valg eller en pligt?

 I en rettighedskultur, hvor vi selv vælger, hvad der er bedst for os, kan man nemt tænke sig et scenarie, hvor den enkelte vælger eller fravælger at udvise næstekærlighed. Og dermed ender vi en menneskelig blindgyde, hvor den enkelte er overladt til andres forgodtbefindende, der ikke har grobund i tryghed, men i usikkerheden. Hvordan skulle man kunne stole på godheden i andre mennesker, hvis den er et valg?

 I pligtsamfundet derimod bliver kærligheden til næsten en pligt. Man er ansvarlig for næsten, fordi man skal - man forpligter sig som menneske for mennesker.  Dermed bliver kærlighedsbegrebet ikke det romantiske begreb, hvor vi inderligt skal føle for næsten; men en handlingens kærlighed, hvor vi udviser kærlighed, fordi vi møder et menneske ligesom en selv.

Men hermed så at påstå, at vi skal tilbage til “de gode gamle dage”, hvor pligten var gældende for at kunne fastholde en omsorg for næsten, er ikke blot naivt, men også en afvisning af menneskets udviklingspotentiale. Derfor er det ikke målet. Målet er at få pligten til at spille en positiv rolle i en rettighedskultur.

Her må udgangspunktet være et menneske med rettigheder. Disse rettigheder skal sikre vores frihed og integritet! Værdier, jeg antager, de fleste kan bifalde. Men for at nå dette mål, må man fastholde en respekt for den enkelte, og netop denne respekt kan ikke tænkes uden omsorg. En respekt uden omsorg er en autortær respekt, hvilket ikke ligefrem fordrer frihedstanken. Derfor må omsorgen og respekten tænkes sammen. Vis respekt og omsorg for de mennesker, du møder, for kun heri fastholder vi både friheden og værdigheden i menneskelivet.

Derved opnår vi et paradoks, for en rettighedskultur uden respekt for næsten, har risiko for at ende i et samfund, hvor det er alles kamp mod alle. Det er med andre ord et samfund, hvor ikke alles rettigheder bliver tilgodeset, men ender med at være et samfund, hvor kun de stærkes rettigheder bliver taget til indtægt, og dermed går vi i mod selve grund ideen med frihed for alle.

Derfor må der i rettighedskulturen være 1 pligt, nemlig den pligt at man skal udvise næstekærlighed. Det er en pligt at tænke på hinanden, så vi kan udvise den fundamentale respekt ethvert menneske skal mødes med. Det er et paradoks at skulle medtage en bunden pligt, hvor rettigheden hersker; men når den pligt er kærlighed til næsten, er vi i virkeligheden mere frie i pligtens navn, end vi ville være det, hvis kærligheden var et frit valg.

Jeg fik for nyligt et spørgsmål, der lød, hvorfor vi føler os ensomme.

Det er et godt spørgsmål, og måske netop derfor er det svært at give et svar på. For hvorfor er det lige, at vi mennesker alle føler os ensomme? Det kan være svært at begribe, at alle har prøvet at være ensomme, for netop når man føler sig alene, har man sværest ved at se, at andre også har det sådan. Vi ser kun de andres facader, der kan være blanke som stål og uigennembrydelige. De er perfekte og klarer livet perfekt, hvor man selv føler, at man står som modsætning til det liv. Derfor kan det være uhyre svært at tro på, at disse også mærke ensomheden gribe om sjælen.

Men sådan er det. Man kan ikke undgå at leve uden at mærke ensomheden på et tidspunkt. Det er et grundvilkår for os alle, at ensom er en del af livet. Og værst er det, når ensomheden tager over og får magten.

Får når ensomhed tager magten, efterlader den ikke noget tilbage til os - vi bliver magtesløse, og ved ikke længere hvad vi skal. Da kan det mærkes som står man på bunden af livet og råber af sine lungers fulde kraft, men ingen ser en eller høre en.

Men man bliver set og man bliver hørt.

Midt i mørket er man ikke alene og midt i ensomheden er man ikke overladt til sig selv. Vi har Gud. Ja, tak kunne man tænke - hvad skal han nu blandes ind i det for? Men det skal han, fordi Gud, der skabte hele verden, universet, planter, planeter og dig & mig, han valgte at prøve, hvordan det er at være ligesom os. For virkelig at kunne forstå os, så valgte han at lade leve et liv som et menneske. Og der oplevede han ensomhed. Som menneske blev Gud svigtet, hånet og overladt til sig selv. Han var i ensomhed flere gange, og en enkelt gang følte han tilmed at Gud havde forladt ham - så meget menneske blev han nemlig. At han mærkede, hvordan det føles,  at Gud er væk.

Det kan vi bruge til noget! For den erfaring tog han med sig, og den erfaring deler han med os hver gang vi føler os ensomme. Så sidder han med os i mørket, råber med os fra bunden og går med os ind i livet med nervøsitet og ængstelse, fordi vi betyder noget for ham. Fordi du betyder noget for ham.

Ensomheden fjerner Gud ikke, men han svigter dig ikke i den.

Vi kender dem. De små skilte i vinduerne på cafeer og restauranter med smileys. Smiler den nu, eller er den sur - og alt efter resultatet sætter vi os ind og nyder maden.

Og nu er det kirken tur til at få en smiley

I fredag var der Natkirke i Vor Frue kirke. Jeg havde i samarbejde med IKON lavet et event, hvor menigheden, der kom denne aften, skulle male deres forestilling af tiden. Sidst på aftenen afholdt vi en andagt, hvor dette billede dannede baggrund for prædikenen. Vi havde taget billedet med op til alteren, og ladet maling og pensler ligger.

Midt under andagten træder tre festligt overrislede mennesker ind i kirken, og opdager pensler og maling. De griber en pensel, og begynder uden anledning at tegne en stor smiley på kirkens fine hvide mur.

Jeg løber hen til dem, og beder dem holde op med at male på kirken. Et budskab der ikke i første omgang bliver forstået, men til sidst forstår de dog, at man ikke laver moderne kalkmalerier på kirken uden forudgående aftale med menighedsrådet.

Så resten af andagten lød der er "ritsj, ritsj, ritsj", for Natkirkens frivillige var gået i gang med at rengøre muren, og til alt held kunne smileyen sagtens gå af. Men det fjerne den ikke i ånden - nu er kirken med, og vi fik en elite-smiley. Så kom glad og gerne i kirke - vi har styr på sagerne.  

 Det er noget man ofte hører - at man skal tage sig tid til det ene og det andet.

I festugen 09 skal jeg i et samarbejde med IKON afholde en natkirke i Vor Frue Kirke. Temaet for den bliver "Din tid - Guds tid". Det fik mig tænke på tiden, for tid er noget, vi bruger meget energi på.

Vi bruger tid på at planlægge vores tid, på at tale om tiden, tage sig tid og ønske sig mere tid. Tid fylder - og tid tager tid. Vi lever i et samfund, hvor tid er penge. Man skal udnytte sin tid. Og når man har fri-tid, skal det være fritid med værdi.

Men spørgsmålene må lyde - kan man tage tiden? Kan man holde tiden? Er tiden noget, vi ejer?

I vores liv kan tiden synes kort. Vi skal nå en masse i løbet af en dag. Vi farer afsted til det ene og det andet, og bruger af tiden. De fleste af os har en fornemmelse af, at tid er kostbart - vi har kun dette ene liv, så vi må hellere lade det tælle.

Guds tid

Men i Guds øjne er tid noget andet. Gud har været til altid. I hans optik, kan man kun forestille sig, at tiden må synes uendelig. Og alligevel valgte Han at lade tiden tælle. Det skete, da Han sendte sin søn ned på jorden for at leve et helt almindeligt liv som menneske. Pludselig var Gud en del af vores verden og underlagt den - Jesus fik børnesygdomme, var glad og ked af det og endte sin tid på jorden med at dø, som alle vi andre også skal en dag. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Gud må have følt, da Han underlagde sig selv tiden med en begyndelse og ende. Gud, der ikke selv har en begyndelse og slutning, fik en.

Din tid

Tid er, sagt med en klichee, til låns. Vi ejer ikke tiden, vi kan ikke tage den og holde den i hænderne. Vi kan ikke gøre tiden længere eller kortere. Tiden er der bare. Og vi kan ikke undgå den. Den giver os en begyndelse og en slutning her på jorden. Og når vores tid er slut, begynder Guds tid. Hvad der sker i Guds tid kan vi kun gisne om - vi ved det ikke. Men vi ved, at Guds tid er langt mere kostbar end vi kan forestille os.

Og hvad gør man så med tiden her, vi låner nu? Vi forsøger at lade være med at eje den, og fjerner blikket fra uret og flytter det hen mod det menneske, vi møder på vores vej gennem livet. Vejen gennem livet går af sig selv, men mødet med næsten er vores.  

I Århus er der i disse dage nogle bænke opstillet, som er ganske umulige at sidde på. Der er bl.a. denne her bænk, der kræver at man er et godt stykke over gennemsnitshøjden. Men disse bænke satte mine tanker i gang, for hvem er bænkene til?

Der har i Århus længe været en debat om de hjemløse, drankerne og nakomanerne, der "overtog" bænkene, og gjorde at "andre" ikke kunne sidde på dem. Derfor fjernede man mange bænke, så man kunne undgå dette problem.

Bænken

Der findes et udtryk om "manden på bænken". Bænken er udtrykket for det menneske, der ikke har arbejde, det menneske der ikke har andet at lave end at sidde på en bænk, det menneske der ikke har styr på livet - det menneske hvor livet ikke gik som det skulle.

Og mange bryder sig ikke om være vidne til sådanne liv. Det gør ondt i sjælen at se på dem, der fik et liv, så langt fra ens eget. Det konfronterer os med vores egen drømme, vores egen håb for fremtiden, og måske også frygten for at ende der - på bænken. Vi vender os om og kigger den anden vej. "Uf, dur ikke - væk. Fjern bænken, fjern problemet".

Men alt dette handler ikke om en bænk på en vej. Eller om hvem, der kan tillade sig at sidde på en offentlig bænk, for det kan vi vel alle. Nej, det handler om, at andres liv påvirker os. For i mødet med manden på bænken møder vi også vores egne fordomme om andre. Vi opdager, at vi ikke selv er de "fine" mennesker, vi ønsker at være, men at vi måske ligefrem væmmes ved lugten af snavs. Vi opdager, at vi bare selv er mennesker.

Selvfølgelig er verden ikke sort/hvid som jeg beskriver den, men det er dog et stykke af virkeligheden. At mange mener bænkene ikke er for alle mennesker, men kun de mennesker, der ligner en selv - for da skal vi ikke forholde os til noget. Så lav endelig bænkene høje, så manden på bænken må gå et andet sted hen for at sidde. Men hvem sidder da på bænken??!!!

En bænk for alle

Og her kunne jeg tale om med-menneskelig ansvar, næstekærlighed og mødet med den fremmede, men lader være for nu. For ordene kan blive for mange og store, og første skridt er en verden, hvor man deler bænken med hinanden. Det er første skridt.