Gadepræst for unge i Århus

 Det kender vi alle godt - at komme til at dumme sig.

Der er faktisk utrolig mange måder at dumme sig på

Måske man afslører en hemmelighed

Måske man siger, noget man ikke skulle have sagt

Måske man kysser med den forkerte

Måske det man gør ikke hænger sammen med den, man tror, man er

Jeg tror alle har prøvet at dumme sig, og fortryde noget rigtig meget. Og man kan føle sig så uendeligt alene med det, man har gjort. Skylden fylder hele ens krop, og det kan være svært at holde sig selv ud. Og man har slet ikke lyst til at møde nogen som helst, mens man står og har dårligt. Man har måske mest lyst til bare at forsvinde ned i et hul.

Men Gud kan noget med skyld! Det lyder underligt, men Gud er faktisk ret god til at få en til at føle sig godt tilpas igen. Han kan ikke fjerne det, man har gjort, men han kan hjælpe en så man bedre kan leve med det. Man kan gøre det på mange forskellige måder, og der er ikke en af dem, der er bedre eller mere rigtig end den anden. Man kan:

gå til Nadver. Det er der i gudstjenesten, hvor man får et lille stykke brød og lidt vin. Det ser ikke ud af meget, men når man går op til alteret, og knæler så kan godt få den fornemmelse, at man gør sig lille foran Gud. Man gør sig selv ret sårbar, når man knæler ned, og det kan hjælpe en til at lægge skylden fra sig. For mens man er helt såbar, så giver Gud dig en gave - brødet og vinene er et symbol på at Gud giver sig selv til os. Det er underlig og stor gave, men forestil dig, at verdens skaber han siger til dig: DU er så vigtig for mig, at jeg vil forære dig det største jeg har, nemlig min opmærksomhed og kærlighed.

gå til skriftemål. Det er minder lidt om det, man ser i film, hvor en person går ind i boks, men her går man bare op til alteret. Så lægger præsten sin hånd på dit hovedet, og giver dig "syndsforladelse", hvor man altså forlader det man har gjort forkert, og går videre i livet.

bede en bøn. Det lyder ikke af meget, men det at folde sine hænder, er det samme som at ringe Gud op. Så lytter han til det, du siger, og du kan sige alt, du har lyst til. Det kan lette rigtigt meget at vide, at der en i den anden ende af "røret", der hører på dig, og ikke løber skrigende bort, men faktisk bliver ved at med lytte - og stadigvæk godt kan lide dig.

Der er mange måder at kommer over det "at man har dummet sig" på. Der er kun at prøve det af, og så lære af sine fejl.

Det er ikke sikkert, at der er mange, der ved det, men faktisk er 2010 EU's fattigdomsår. Det er et år, hvor vi sætter fokus på at bekæmpe fattigdom.

Og det gælder ikke kun den fattigdom vi møder i andre lande, men også den fattigdom, man kan møde i Danmark bare ved at bevæge sig ned i byen, eller den fattigdom der bliver skjult bag skammen.

Det kunne lyde som en reklame for særlig gode vandresko eller en speciel form for meditation, men i virkeligheden gemmer der sig bag denne overskrift en tanke om, at vi MENNESKER skal overgive os selv til naturen.

For kort tid siden gik verden i stå. Et vulkanudbrud og en mængde aske fik en hel verden til at stå stille, en masse mennesker kunne ikke komme hjem og der blev talt om en verden i forandring. Det kom som et chok for mange, at en vulkan så langt væk som på Island, kunne påvirke hele verden og transporten.

Af alle dage i løbet af året, er det netop denne dag, Store Bede dag, der giver anledning til at overveje, hvad man skal bede for eller måske bede om. For det netop i dag, vi har fået fri en hel dag med den eneste opgave, at vi skal bede. Sikke en gave at få!

At miste:

De fleste mennesker prøver i løbet af deres liv at miste et menneske, de holder af. Det kan være at personen forsvinder ud af ens liv, at personen vælger at gå sin egen vej, eller det kan være at personen bliver skilt fra en af døden. Der er mange måder at miste et menneste på, og det er i sandhed noget af det mest smertefulde, man kan opleve.

Kan man virkelig det?

Hvad har det med Gud at gøre?

Og hvordan gik det?

Sneen falder stille og stødt her i Århus. Den dækker hele byen med sin tunge, hvide dyne, og gør alt ensartet. Biler bliver store, bløde bolde af sne, vejene ligner varme, vattede tæpper man kan lægge sig på, og selv affaldsspanene, snavset, skidtet og alt det grimme ved byen bliver gjort hvidt og pænt. Hele verden er hvid, hvid, hvid og ren.

Byen er ikke længere en kakafoni af synsindtryk, men efterlades uden kanter og skarphed. og midt i al sneens romantiske indvirken på verden forsvinder også det der giver os dårlig samvittighed, det der får os til at vende blikket den anden vej og det der gør os lede ved livet. 

Det er synd og skam at sneen fejer byen ren for en stund, for vi må ikke glemme kanten og skarpheden - for det er i mødet med det, at vi bliver tvunget til at tænke over vores ansvar og roller som mennesker overfor verden og hinanden.