Gadepræst for unge i Århus

Jeg har gennem mit liv kendt til en del unge, der har valgt at ende deres liv selv. Da jeg begyndte på gymnasiet var der bl.a. en pige fra en klasse over mig, der havde begået selvmord. Jeg kendte hende ikke, men det blev sagt til en morgensamling, og vi skulle alle være stille i to minutter for at mindes hende. Jeg kan den dag i dag ikke huske om, der faktisk var stille, for inde i mit hoved vrimlede det med tanker om hende: hvem var hun, hvad tænkte hun på, hvorfor valgte hun at ende sit liv, var hun aldrig glad osv osv. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der havde drevet hende dertil.

Det er heller ikke noget man kan sætte sig ind i. Det er så svært at forstå - få en forklaring på - hvorfor et ungt menneske vælger at ende livet. Livet er jo netop foran med muligheder og valg. Livet ligger der klar til at man tager fat på det. Det er fuldstændig meningsløst, når man står som pårørende. Hvorfor! Det er det store spørgsmål, der melder sig - hvorfor!

Jeg tror mange mennesker tænker på døden fra tid til anden - også på vores egen død. Det ligger hele tiden et sted i vores indre, at døden er der. Døden er en del af livet. Vi har nok også alle en tanke om den "den gode død" - den gode måde at dø på. Liggende i sengen, mæt af dage, med venner og familie omkring en, man har sagt det man skulle og så lukker man fredfyldt sine øjne. Det er vist de flestes tanke om den gode måde at dø på.

Og alligevel er der unge, der vælger livet fra - vælger at ende livet der. Der er ingen tvivl om, at jeg synes, det er noget af det mest sørgelig og hjerteskærende at opleve. Det er følels så forkert at vide, at et menneske er død i en ung alder, når man nu synes, at det burde være den føromtalte gode død, der skulle overgå os alle. Menigsløsheden begynder at fylde i en.

Men det sker. Og hvor er Gud henne i alt det her? Det spørgsmål blev jeg stillet for nyligt. Og jeg kunne kun svare, at jeg troede, at Gud græd sammen med den, der havde begået selvmord. Gud holdt den person i hånden hele vejen, og fulgte med den person ind i Himlen. Den person var i al sin ensomhed ikke alene. Gud er altid med os. Også når det meningsløse tager førstepladsen i vores liv over håbet. Her bliver kun troen tilbage.

Troen på at midt i alt det meningsløse og sorgen, da er der et håb om at livet går videre på trods. Livet bliver aldrig det samme, for ikke en af os lever uden at sætte os spor i andre mennesker. Livet er forandret. Som der står i en salme (552), så river sorgen i os med kærlighedens kræfter. Det gør ondt fordi vi elskede. Men vi må tro på, at Gud ikke efterlader en eneste af os alene. Gud er os nær og lider med os. "Griber os i sorgen" som der står i salmen.

Vi må alle bede for dem, der tænker på at begå selvmord. Give dem modet og styrken til at ville fortsætte livet. Lad dem mærke at de heller ikke er alene.

Vi må bede for dem, der har begået selvmord, at Gud er med, hvor de er.

Vi må bede for dem, der står tilbage med sorgen, savnet og hjertet fyldt af spørgsmål. Grib dem i deres sorg, lad dem mærke at meningsløsheden og døden ikke får det sidste ord i livet, men at kærligheden er større og stærkere.

Må Gud se i nåde til os alle.

Kommentarer (9)

ja Luther tog fejl
skrevet af RM, juli 17, 2008

Gud forhindrer ikke selvmord, pest, sygdom, krig, jordskælv osv., ergo griber Gud ikke ind i nøden, hvis denne kun kan gribe ind i nøden med sine hjælpere (mennesker), ja, så er livet stadig meningsløst hvis man ønsker gudsbeviser, dette beviser jo kun, at de eksisterer med et meget overdrevet åndsbudskab.

:-)

Døden og livet
skrevet af Helle, juli 29, 2008

Jeg kender godt tanken om, at alt er så forfærdeligt, så jeg tænker at tage mig af dage, men konkurrencemenneske, som jeg er, gør jeg det ikke. Så har jeg jo tabt et eller andet sted!

Når det endelig gælder, kæmper jeg også for livet i sidste ende. Forleden var jeg ved at dø. Jeg er nyretransplanteret og havde fået en infektion. Når det sker, skal jeg på hospitalet, fordi jeg får så høj feber, så jeg kan dø af det. Og aldrig i mit liv har jeg været så bange for at dø. Så bange, så jeg havde en præst i min mobil til at give mig syndsforladelse. Jeg lå i isolation, så hun kunne ikke komme. ( En lidt barnlig tro, men det er fordi jeg er bange for ikke at blive lukket ind af Sankt Peter, hvis jeg ikke får syndsforladelse inden jeg dør!).

Heldigvis døde jeg så ikke af det!

Og livet går videre...

...
skrevet af Anni Louise Albæk, juli 30, 2008

RM: tak for din kommentar. Altid rart med lidt feedback Men jeg tror faktisk ikke, at jeg helt forstår, hvad du mener. Jeg har læst det et par gange nu, og kan ikke helt se, om du ønsker en Gud, der griber ind eller om det hele er meningsløst? Varmen er nok gået mig til hovedet. Jeg vil gerne høre, hvad du mener med det? Det lyder som en spændende tanke.
Jeg har alligevel en kommentar: nej, Gud griber ikke ind i alle katastrofer. Det er en del af livet, at der er nød, sorg, krig og selvmord. Det kan vi ikke undgå. Jeg tror, det til dels ligger i vores frie vilje. Det ville være en bundet verden uden valg, hvis vi ikke havde muligheden for at fravælge og vælge til. Hvis Gud tvinger sin kærlighed og godhed ned over os, er det jo selvmodsigende i forhold til Guds væsen. Selvmodsigende i forhold til kærligheden og friheden. Så der sker ting, der ikke burde ske. Vi handler som vi ikke "burde", men det er en del af aftalen - muligheden og friheden i livet. Men Gud er med os hele vejen.

Helle: Det lyder voldsomt og hårdt. Jeg er glad for at du overlevede!!
Døden sætter mange tanker igang i os. Får os til at tænke over livet, meningen, skylden, kærligeheden osv. At få syndsforladelse er et ritaul med megen mening. Det virker stærkt på os. Det er lidt glemt i vores tradition i folkekirken, at man kan modtage syndsforladelse. Man knæler, får lagt hånden på hovedet og ens synder bliver forlandt (du fik det naturligvis pr. mobil, men det virker lige godt af den grund - det med at knæle er for at vi som mennesker bedre kan begribe, hvad der sker). Det er en måde hvorpå vi lægger alt i Guds hånd. Vi siger til ham, at nu er det hans tur til at bære os, være der for os, elske os og tage vores skyld fra vores skuldre.

...
skrevet af RM, juli 31, 2008

Jeg synes ikke der er nogen forbindelse mellem en evt. Gud og verden, man kan ikke se nogen Gud, derfor er det ulogisk at bruge det som grundlag for alt muligt andet, altså det er det samme som at fæste sin tillid til julemanden.

Som du siger, så kan vi alle sige om Julemanden, at denne har kærlighed til alle, holder af, elsker, er perfekt, ved det hele, men jeg kan ikke forstå pointen med det, det er tydeligvis en projektion af det som vi opfatter som det perfekte menneske, vismanden. Filosofferne diskuterede også det ideelle menneske (vismanden), Sokrates var sikkert en, Zenon måske en anden (stoikerne) og Epicur en tredje vismand (epicuræerne), hos de kristne var Jesus sikkert en (Josfus kalder Jesus en vismand), afrikanerne Ghandi og Mandela to andre, for sorte i amerika Martin Luther KIng og Malcoms X to andre. Det er ulogisk at bruge Julemanden til sådan noget når man ved at det er menneskelige rollemodeller som projiceres ud i luften.

Jeg synes, at det er vigtigere at hjælpe mennesker end at forkynde dem et budskab om Julemanden.

RM

...
skrevet af Anni Louise Albæk, august 01, 2008

RM:
Tak for din kommentar, det var godt, at du ville uddybe den. Jeg har lyst til at knytte min kommentar til det, du skriver.
Jeg kan høre, at vi to har forskellige tilgange til livet, og er derfor glad for, at du alligevel vil gæste min hjemmeside.

Jamen, du har helt ret i, at vi som sådan ikke kan se Gud, og derfor er troen ulogisk. Det er jo også en kendt tanke, når der bliver sagt, at vi som mennesker projicere os selv op som guder (jf. Feuerbach). Der er i tidens løb kommet mange forklaringer og afvisninger af troen, og især kristendommen. Den dag i dag er der mennesker, der forsøger at finde nye afvisninger af troen. Man kunne i spøg kalde det endnu et grundvilkår for mennesker

Ja, tro er ulogisk. Det er ingen beviser for, at Gud er til. Jeg har aldrig set ham med mine egne øjne. Gud kan ikke måles og vejes. Det er troens vilkår. Jeg tror på en Gud, der har skabt verden; og jeg kan ikke se ham, men mærker Gud. Det er ulogisk - lige så ulogisk som kærlighed. Men jeg kan ikke andet end at tro. Det giver mening i mit liv at tro på Gud. Og sådan er vi forskellige - det er ikke det samme, der giver mening for os alle. Med andre ord det som tydeligvis for dig er en projection er lige så tydeligt for mig Gud.

Jeg er enig med dig, at det er vigtigt at hjælpe mennesker. Meget vigtigt endda! Det er jo faktisk essensen ved kristendommen. Du skal hjælpe alle du møder på din vej, uanset hvem de er, hvordan de ser ud osv. Du skal elske din næste. At hjælpe er ikke kun at forkynde et budskab, men derimod handler det om direkte hjælp. Hjælp med at bære indkøbsposer, hjælp økonomisk, hjælp vha opbyggelig samtale. Hjælp kommer i mange former, og vi skal stræbe efter at være de bedste mennesker vi kan være. Det funderer jeg i kristendommen. Så hjælpen kommer før forkyndelsen.

RE: Selvmordstanker
skrevet af RM, august 05, 2008

Praktisk forebyggelse

Jeg er ikke sikker på om du mener, (i) at det er dig som præst, der skal forsøge at fjerne selvmordstankerne hos andre mennesker, (ii) eller om du snakker mere generelt om mennesker med selvmordstanker. (i) Hvis du mener at en præst kan hjælpe mennesker med selvmordstanker og at det ikke først og fremmest er budskabet i bibelen som skal hjælpe dem, så ville jeg ikke helt forstå hvordan du skulle kunne det fordi præsteuddannelsen er ikke nogen psykologisk uddannelse eller lægeuddannelse som giver kompetance til at diagnosticere de forskellige "ustabile" eller "fysisk belastede (alkahol, stoffer, skade) mennesker, altså det er det samme som hvis en advokat stillede sig ind i fødselsafdelingen og begyndte at sige hvad assistenterne skulle gøre selvom denne ikke havde den fjerneste ide om hvad det gikr ud på. (ii) Det er noget andet hvis du taler generelt om selvmord som sådan, det ved jeg som sagt ikke om du gør.

Teoretisk forebyggelse

Et andet element i evt. forebyggelse af selvmordstanker kunne så tænkes at være "tro" som sådan, tro på en som kan hjælpe når andre ikke kan det osv... Men for mig personligt ville sådan en tro skape mere forvirring idet tro er en bortforklaring dvs. ingen forklaring overhovedet på problemerne, tro er jo ikke at forklare tingene som de er, det er at knytte problemerne på et mytologisk univers som udspillede sig for 2-4 tusind år siden. Jeg ville foretrække sikkerhed, viden om hvordan man skulle komme af med disse tanker. Typisk har sådan noget så med økonomiske problemer at gøre, manglende sociale egenskaber, en indbygget neurologisk abnormalitet (depression) som må forebygges med antidepri eller andre midler (dynamisk psykiatri), ofte er det stress over det at man ikke opnår sine mål (uddannelse, karriere, ægteskab, fyring) som kan føre til selvmordstanker. Men i alle disse tilfælde hjælper man bedst ved at henvise til en professionel på området (eller læse om det på internettet), tro ville i min verden på længere sigt kun føre til endnu større forvirring, religiøse budskaber fortæller om hvad en enkelt person sagde for 2-4 tusind år siden.

mvh
RM

...
skrevet af Anni Louise Albæk, august 07, 2008

RM:
Det er godt, at du spøger til hvilken rolle en præst har i forhold til samtalen. En præst er hvad man kalder en sjælesørger. Altså en der sørger for sjælen i åndelig forstand. Som præst skal man lytte og være til stede i en samtale. Derudover kan præster skabe et rum for tanker om meningen med livet, Gud, døden/livet.
Du spørger om jeg mener en præst er (i) psykolog - en der skal fjerne selvmordstanker eller (ii) en der taler generelt om selvmordstanker. Og en præst er ikke psykolog eller lignende. Det er jeg slet ikke uddannet til, og kan derfor ikke hjælpe med problemer, der kræver en psykolog. Ej heller kan jeg hjælpe som en socialrådgiver, lærer eller læge. Så jeg er der som præst og lytter. Jeg har tavshedspligt og kan derfor heller ikke gå videre med det jeg hører. Jeg kan formidle kontakt til andre instanser, hvis det et ønsket af den, jeg taler med.

Hvis tro ikke siger dig noget i dit liv, skal du holde fast i det. Og hvis du mener, at tro er en bortforklaring så vig ikke fra det. Som jeg skrev er vi forskellige - følg dit hjerte. Jeg følger mit.

Det har været spændende at "tale" med dig. Hvis du har mere på hjertet vedr. dette emne, synes jeg vi skal gøre det over mailen.
- min mail står under kontakt.

Det der med selvmord
skrevet af Randi, august 09, 2008

Hej Anni og co.
sikke en diskution emnet selvmord har skabt her hva?
selvmord er afmagt, afmagt der kommer til udtryk i en uigenkaldelig handling! Gad vide hvor mange af de som har begået selvmord, virkelig og inderligt ønskede at dø, og hvor mange der bare var ulykkelige, og ikke havde redskaberne til at bede om hjælp.
og når det kommer til selvmord, ja så er jeg da fløjtende ligeglad med om folk har en kristen tilgang til sine medmennesker som jeg, eller de tror på sig selv, buddah eller guldbajere, bare de HANDLER når de ser et medmenneske i nød. At de gør sig nogle medmenneskelige tanker om, hvordan vi mon kan undgå, at mennesker skal ud i så dyb fortvivlelse, at de ikke ser mening med livet, eller tror de selv har værdi, og derfor vælger at afslutte livet.
for vi kan vel blive ENIGE om, at når døden først er indtruffet, så kan vi ikke længere hjælpe vedkommende.
Jeg har så VALGT i mit liv, at jeg tror på at der er en Gud, en Gud som vil være med mig og mine medmennesker, også i den yderste ensomhed. Derfor tror jeg på, som skrives meget smukt, at Gud græder med de som tæbker på, overvejer, eller udfører et selvmord!

RE: Livet og døden
skrevet af Helle, september 01, 2008

Hej Anni og Co.
Jeg prøver hermed at forklare mig en gang til. Mange gange har jeg ønsket at tage livet af mig. Har prøvet det få gange, men det er aldrig lykkedes. Når jeg så endelig ligger for døden på hospitalet, vil jeg ikke dø og kæmper for livet. At prøve at tage livet af sig er et råb om hjælp. Jeg tror ikke, der er nogle der ønsker det i virkeligheden. Men jeg mener også Gud griber ind, hvis man lytter i sit inderste. Først og fremmest har Gud ført mig til dig, og du lytter. Det kan vel ikke være så dårligt. Jeg håber dette var forklarende nok.
Helle

Navn

Email

Overskrift

Kommentar

smaller | bigger

Indtast de viste karakterer

Tilføj Kommentar