Gadepræst for unge i Århus

Dette handler om et tilfældigt møde.

Sagen er den, at jeg er den stolte ejer af en flot cykelhjelm – blå med pink blomster. En cykelhjelm, der ikke er mange af i byen, og som jeg selv mener, må vække en del opsigt. Man bliver simpelthen glad, når man ser på den.

En dag er jeg på vej på mit kontor, da jeg må holde for rødt i et kryds. Jeg kigger mig rundt og opdager da, at der på den anden side af vejen, står en pige med den præcis samme cykelhjelm som mig. Vi opdager hinanden, og er med det samme klar over, at vi har noget tilfælles. Vi står med den afstand til hinanden, hvor man ikke kan hilse og hvor det virker kunstigt at se væk. Og der står vi, og venter på at lyset skal skifte til grønt, så vi kan forkorte afstanden og hilse.

Endelig skifter lyset, og da vi passerer hinanden, hilser vi, som om vi har kendt hinanden i lange tider. Et tilfældigt møde med en fremmed. Et menneske, jeg ikke kender og aldrig har mødt før – men pludselig har vi noget tilfælles, om end kun valget af farve på en cykelhjelm. Men det var nok til at bryde afstanden mellem os – nok til at vi fik øje på hinanden og måtte sende et smil.

Vi har ikke en lang tradition i Danmark for at smile til mennesker, vi ikke kender. Vores tradition går nærmere på, at vi skal lærer hinanden at kende før vi tør/vil smile. Afstanden til fremmede er ofte stor og til tider uoverkommelig. Men denne dag blev afstanden fjernet. Fjernet fordi vi så, at vi havde noget synligt tilfælles.

Hvor meget mere u-synligt har vi da ikke tilfælles med dem vi møder??

Kommentarer (0)

Navn

Email

Overskrift

Kommentar

smaller | bigger

Indtast de viste karakterer

Tilføj Kommentar