Gadepræst for unge i Århus

For nogle få år siden udgav Henrik Jensen en bog ved navnet “Det faderløse samfund”. Bogen fortæller, at vi i vesten er gået fra et pligtsamfund til en rettighedskultur, affødt af en faderautoritet, der forsvandt og efterlod en generation af sønner uden forbillede. Dette tab af autoritet, som faderfiguren var bærer af, affødte også et tab af ansvarlighed, disciplin og ikke mindst pligt.

I den vakuum der opstod efter autoriteternes fald blev, der plads til noget andet. Hvor pligten faldt, stod rettigheden klar til at tage over, og sammen med det, selvrealisering og frigørelse. Og dette mener Henrik Jensen ikke nødvendigvis fører til et ansvarligt individ, hvis netop dette individ aldrig bliver forpligtet eller bliver stillet til ansvar.

 Tanken om kærlighed/omsorg til næsten ligger implicit i vores danske samfund. Vi bliver opdraget til at være “gode ved hinanden”, og om end denne tanke nemt kan banaliseres, så er den så omsiggribende, at man ikke kan tænke et samfund med respekt for borgerne uden denne klangbund. Men er kærlighed til næsten, eller det at vi skal være “gode ved hinanden”, et valg eller en pligt?

 I en rettighedskultur, hvor vi selv vælger, hvad der er bedst for os, kan man nemt tænke sig et scenarie, hvor den enkelte vælger eller fravælger at udvise næstekærlighed. Og dermed ender vi en menneskelig blindgyde, hvor den enkelte er overladt til andres forgodtbefindende, der ikke har grobund i tryghed, men i usikkerheden. Hvordan skulle man kunne stole på godheden i andre mennesker, hvis den er et valg?

 I pligtsamfundet derimod bliver kærligheden til næsten en pligt. Man er ansvarlig for næsten, fordi man skal - man forpligter sig som menneske for mennesker.  Dermed bliver kærlighedsbegrebet ikke det romantiske begreb, hvor vi inderligt skal føle for næsten; men en handlingens kærlighed, hvor vi udviser kærlighed, fordi vi møder et menneske ligesom en selv.

Men hermed så at påstå, at vi skal tilbage til “de gode gamle dage”, hvor pligten var gældende for at kunne fastholde en omsorg for næsten, er ikke blot naivt, men også en afvisning af menneskets udviklingspotentiale. Derfor er det ikke målet. Målet er at få pligten til at spille en positiv rolle i en rettighedskultur.

Her må udgangspunktet være et menneske med rettigheder. Disse rettigheder skal sikre vores frihed og integritet! Værdier, jeg antager, de fleste kan bifalde. Men for at nå dette mål, må man fastholde en respekt for den enkelte, og netop denne respekt kan ikke tænkes uden omsorg. En respekt uden omsorg er en autortær respekt, hvilket ikke ligefrem fordrer frihedstanken. Derfor må omsorgen og respekten tænkes sammen. Vis respekt og omsorg for de mennesker, du møder, for kun heri fastholder vi både friheden og værdigheden i menneskelivet.

Derved opnår vi et paradoks, for en rettighedskultur uden respekt for næsten, har risiko for at ende i et samfund, hvor det er alles kamp mod alle. Det er med andre ord et samfund, hvor ikke alles rettigheder bliver tilgodeset, men ender med at være et samfund, hvor kun de stærkes rettigheder bliver taget til indtægt, og dermed går vi i mod selve grund ideen med frihed for alle.

Derfor må der i rettighedskulturen være 1 pligt, nemlig den pligt at man skal udvise næstekærlighed. Det er en pligt at tænke på hinanden, så vi kan udvise den fundamentale respekt ethvert menneske skal mødes med. Det er et paradoks at skulle medtage en bunden pligt, hvor rettigheden hersker; men når den pligt er kærlighed til næsten, er vi i virkeligheden mere frie i pligtens navn, end vi ville være det, hvis kærligheden var et frit valg.

Kommentarer (1)

Navn

Email

Overskrift

Kommentar

smaller | bigger

Indtast de viste karakterer

Tilføj Kommentar