Gadepræst for unge i Århus

At miste:

De fleste mennesker prøver i løbet af deres liv at miste et menneske, de holder af. Det kan være at personen forsvinder ud af ens liv, at personen vælger at gå sin egen vej, eller det kan være at personen bliver skilt fra en af døden. Der er mange måder at miste et menneste på, og det er i sandhed noget af det mest smertefulde, man kan opleve.

Der findes ikke det menneske, der ikke er afhængig af andre mennesker. Vi har alle behov for, at der er folk omkring os. Der var engang en, der sagde, at man først fandt ud af, hvem man var i mødet med det andet menneske. Man bliver med andre ord til et jeg i mødet med et du.

Vi har altså brug for hinanden, og netop derfor kan et brud forekomme så ualmindeligt hårdt. Det er for mange det hårdeste, de kommer ud for. Og lige der, hvor livet virkeligt gør ondt og det smerte ind i sjælen - lige der stiller man sig selv spørgsmålet, om livet overhovedet giver mening mere.

Håbløsheden:

Lige når man står i stormen, og alt raser omrking en, kan det være svært at få øje på. Så svært at det hele forekommer meningsløst. Og når noget er meningsløst har det heller intet håb. Men håb er livsvigtigt.

I forbindelse med den forfærdeligt katastrofe på Haiti, var der hjælpearbejdere, der sagde, at det vigtigste for haitianerne var, at de bevar håbet, for så har man noget at leve for. Paulus, der skriver i Det Nye Testamente, siger at Tro, Håb og Kærlighed er de tre vigtiste elementer, man kan have med sig. Og hvis det ene ben i denne treklang bliver fjernet, da vælter man. Så det er, når håbet for fremtiden er væk, at man mister mening med sit liv.

En meningsfylde i meningsløsheden:

Man kan ikke finde mening i det meningsløse. Det lader sig ikke gøre, og det ville være at lyve, hvis man forsøgte at give lange, filosofiske forklaringer på, hvorfor vi mennesker mister hinanden. Faktum er, at det sker. Vi mister hinanden, når vi vender ryggen til hinanden, og vi mister i kraft af døden. Vi lever for at skilles, kunne man fristes til at sige. Eller som Bent Falk, der skriver om sjælesorg, et sted fortæller, at kærligheden har en pris, for vi er bundet til at miste den.

I det lys kunne man fristes til blot at give op. Når man alligevel mister, så er det vel ikke det hele værd, Men man skal huske, at man mister, fordi der var noget AT miste. Det betyder, at det ikke var ligegyldigt for en, at man mistede det menneske. Og det er, midt i sorgen, en gave, man bliver givet. Fordi der var noget at miste, gjorde det ondt at miste - og derfor må vi ikke holde op med at vove at miste.

Når det hele ramler, så ramler alt ikke på en gang. Når et menneske forsvinder, betyder det ikke at resten forsvinder. Vi er sjældent overladt til ensomheden unden andre mennesker til at holde af og om os. Nuvel mister vi, men vi mister ikke alt.

Tro, håb og kærlighed:

Vi kan ikke gå og fortælle hinanden hvad meningen med livet er. Faktisk så ved ingen, hvad den store, forkromede mening med hele eksistens er. Men vi kan give vore liv en mening ved at gøre vore dage meningsfyldte. Ofte er det også det, der smerter, der giver livet mening; nemlig andre mennesker - altså relationen.

Det er andre mennesker, der ofte giver os meningsfyldte dage. I mødet med andre og i fællesskabet kan vi hvile. I fællesskaber om de så rummer to eller tohundrede, der mærker man ofte kærligheden mellem mennesker. Ikke sådan at man elsker alle, man møder, men en kærlighed, fordi vi er fælles om at være sammen. Det kan give håb!

Det er også derfor kirken lægger vægt på at være et fællesskab af troende - for heri finder vi de tre ben samlet i en enhed, nemlig tro, håb og kærlighed.

Kommentarer (1)

Grundig overvejelse
skrevet af Helle, marts 04, 2010

Ja, og selvom man oplever sorg, så skinner solen igen en eller anden dag i ens hjerte...

Navn

Email

Overskrift

Kommentar

smaller | bigger

Indtast de viste karakterer

Tilføj Kommentar