Gadepræst for unge i Århus

Det kunne lyde som en reklame for særlig gode vandresko eller en speciel form for meditation, men i virkeligheden gemmer der sig bag denne overskrift en tanke om, at vi MENNESKER skal overgive os selv til naturen.

For kort tid siden gik verden i stå. Et vulkanudbrud og en mængde aske fik en hel verden til at stå stille, en masse mennesker kunne ikke komme hjem og der blev talt om en verden i forandring. Det kom som et chok for mange, at en vulkan så langt væk som på Island, kunne påvirke hele verden og transporten.

Vi mennesker er kommet langt, siden vi rejste os op på savannen og kun havde en træstav i hånden, indtil i dag hvor vi står midt i et stormagasin iklædt tøj fabrikeret på den anden side af jorden transporteret til Danmark i jernkolosser, der på forunderlig vis kan svæve i luften, med en lille plasticdims i hånden, hvorigennem vi kan komme i kontakt med mennesker over hele verden.  Men denne fantastiske highspeed udvikling, vi mennesker har gennemlevet, har også givet os et selvværd som art, hvor magt er kodeordet. Vi mennesker har en evne til at tro, at vi har magt over alt i livet, og derfor kommer livet til tider som et chok for os. Det kan være alt fra chokket over, at mennesker kan dø på et operationsbord, når der nu er læger tilstede, over i, som vi for nylig har set, chokket over at der faktisk kan være vulkanudbrud i vores del af verden, og at denne faktisk kan påvirke os direkte.

Vi er blevet rystet i vores grundvold over hvor såbar verden er, og hvor såbare vi er! Vi opdager det ikke til dagligt, men i sådanne tilfælde bliver vi ramt af en jord og en natur, der er så meget stærkere end os. Det gør os sårbare, og efterlader os som kastebolde for tilfældighederne.

Og verden er et farligt sted at leve. Vulkanernes, tyfonernes, jordskælvenes, jordskredenes og orkanernes tid er ikke forbi. Det forsvand ikke, som mennesket kom til. Verden er, som den altid har været, i forandring. Istider kommer og går, global opvarmning kommer og går, årstider kommer og går, sole fødes og slukkes. Livet går sin gang! Også selvom vi mennesker glemmer det.

Nogle kommer med forklaringer på hvorfor det sker, og nogle forsøger endog at drage Gud, helvede og Satan ind i dette hverdagsdrama. Det sidste nye er en præst i Amerika, der forklarer, at Island er nedgangen til Helvede, hvorfor der kommer vulkanudbrud.

MEN måske vi mennesker slet ikke hverken skal eller kan komme med forklaringer på, at den verden, vi lever i, er foranderlig. Der findes ingen metafysiske forklaringer på, hvorfor jorden rumler. Og vi skal da slet ikke begynde, at fælde dom over de verdensdele, der bliver ramt af naturens kræfter, som det kan ske i visse religiøse grupper. Hvis Gud virkelig var så "retfærdig" at lade de "onde" dø først, bør man i sandhed frygte sin egen død, og begræde sine forældres. Lad os i stedet bruger kræfterne på at lære at leve i den verden, vi har fået givet. Og her må vi overgive os til det faktum, at naturen vil forandre sig. Og vi må lære at forandre os med den.

Vi skal bruge vores kræfter på at se vores såbarhed i øjnene. Vi er bittesmå mennesker på en stor jord, og vi er blevet givet denne blå kæmpe at leve på. Gud har givet os jorden og givet os ansvaret (- ikke magten) over jorden. Vi skal leve på den, så godt vi kan. Det giver en ydmyghed i forhold til livet og i forhold til Gud. Tænk dig, at Gud gav os livet og en jord at leve det på. Vi skal se livet, som den gave det er, og ikke tage det for givet, og ikke først, når vi er truet på livet, opdage, at værdien var til stede. Den sårbarhed, vi oplever i disse dage, skal være en reminder om, at livet er skrøbeligt, men at der i denne skrøbelighed ligger en ægthed i forhold til livets værdi. Det er i mødet med det magtesløse menneske i os selv, at vi virkelig opdager vores afhængighed af andre - og af Gud. Det er ikke forkert eller farligt at føle sig uden magt, da det giver os en forbundet med det, der er større end os selv.

Det handler om at leve ægte lige nu, og som man siger i vielsesritualet så er det i medgang og modgang. Men livet er værd at leve - det har Gud allerede vist os, da han sendte sig søn til os, for at fortælle os det.

Kommentarer (3)

Hmm
skrevet af Helle Christensson, maj 08, 2010

Altså, Island er ikke nedgangen til helvede. Enhver ved da, det er ind/nedgangen til jordens indre!!

Helles kommentar
skrevet af Anni Louise Albæk, maj 11, 2010

Hej Helle, Jeg var heller lige klar over at proppen til jordens indre lå på Island Sådan kan man blive klogere hele tiden.

...
skrevet af Helle Christensson, maj 11, 2010

Jævnfør Jules Verne: Rejsen til jordens indre. Enhver har vel også set fire-forestillingen i gamle dage, hvor der kun var en tv-kanal af den gamle klassiker. Forresten lander man i skødet på en skøn ungmø i Italien, når man bliver skyllet ud igen af jordens indre af en kæmpe vandmasse!

Navn

Email

Overskrift

Kommentar

smaller | bigger

Indtast de viste karakterer

Tilføj Kommentar