Gadepræst for unge i Århus

Tirsdag den 31. august

Cafe Festkirke

• Tid: 11.00-18.00
• Sted Teltet ved Vor Frue kirke
• Arrangører: KFUK's sociale arbejde, Studentermenigheden og studenterlisten i Skt. Johannes kirke.

Festkirken sælger kaffe og kage i teltet ved Vor Fru Kirke. Her kan man sidde og nyde festugen og se noget af det store frivilligt arbejde som kirkelige organisationer laver i Århus.

Ungdomsgudstjenesten : "Hvem er din næste nabo?"

• Tid: 20.00 - 21-30 (dørene åbnes kl. 19.00 med mulighed for at se videoinstallationer)
• Sted: Vor Frue kirke
• Arrangører: Studentermenigheden, KFUM og KFUK, Økumenisk Ungdom, Skt. Johanneskirken og Gadepræsten

Der var engang en ung mand, der flyttede til Århus for at læse på sit drømmestudie. Han flyttede ind i en lejlighed i et boligkompleks, og da han flyttede derfra 5 år senere, havde han ikke talt med nogen fra opgangen.
 
 - Han vidste ikke, at fru Jensen blev bedstemor mens han boede der
 - Han vidste ikke, at Orla Hansen fra 3. Sal døde af for mange øl, mens han boede der

- Han vidste ikke, at kvinden i hans liv boede under ham 

Han opdagede det bare aldrig. 
 

En gudstjeneste om naboskab, fordomme, kærlighed, næsten & "Mogens & Karen". Det handler om dig og mig.

Vil du tilbage til festugeprogrammet, så tryk HER

Onsdag den 1. september

Tilbage til festugeprogrammet - tryk HER

 Her er nogle billeder fra Kirketeltet sidste år. Her er det FDF, der har lavet en gøglergudstjeneste.

Tilbage til programmet - tryk her

Her er et link til en gammel sag:

http://www.dr.dk/P1/Troogeksistens/Udsendelser/2008/05/20160122.htm

Jeg var i foråret 08 medvirkende i en radioudsendelse om tro og eksistens, hvor vi talte om, hvad det ville sige at tro - og at turde tro.

Jeg stødte den anden dag på linket og tænkte at jeg ville dele det med jer Så her er det!

Det moderne menneske er en fascinerende størrelse - et produkt af en udvikling, hvor individet skulle tænke og handle frit. Et menneske, der ikke er slave af noget, og kan tænke for sig selv uden frygt.  Det moderne menneske er med andre ord det bedste af det bedste indtil videre, og også noget man kan være stolt af. For det er en måde at leve på, hvor enhvert menneske har krav på frihed.

Men medaljen har en bagside, som en medalje altid har.  Vi lever i en verden, hvor vores muligheder er uanede. Og vi har alle ret til at gribe de chancer livet byder os, men mere end det, har vi ret til at skabe chancer, der ikke før var til i vores liv. Det kan synes som et slaraffenland af livschancer. Johannes Møllehave siger i sin seneste bog “Det ender godt”, at vi mennesker har en tendes til at fylde vores liv med muligheder, vi slet ikke har tid til at tage. Deri tager Johannes Møllehave fat i et væsentligt problem, for ganske rigtigt så fylder vi livet med muligheder. Vi jager efter et liv, der kan give os den mening og det indhold, vi selv har sat os for, at et liv skal have. Det bliver en endeløs række af mål, der skal nåes, og gerne til tiden. Som et slaraffenland fra Pinocchio, bliver nydelsen til en straf.

Mål. det skal man have. “Hvilke mål har du for dit liv?”  ”Hvad vil du gerne opnå?”  Spørgsmålene regner ned, og det gælder om at have et svar klar. Det er som om vi lever i en tid, hvor det menneske, der ikke har et mål, ej heller har så meget værdi som de målbevidste. Et liv uden mål er ikke et liv, kan man næsten høre der bliver sagt. Men det at være mål-”løs” betyder ikke, at livet er uden indhold. Et liv kan være fyldt med drømme, der ikke nødvendigvis skal gøres til et mål. Et liv, der bliver levet, kan være mål nok i sig selv, uden man skal lægge en jagt efter livet ned over det.

En anden bagsiden af medaljen er det liv, hvor man ikke når målet. Og spørgsmålet må derfor lyde: hvem er ansvarlig, når man ikke når sit mål? Når livet ikke blev, som man gerne ville have det? Svaret ligger lige for, hvis man tager hele den moderne tanke til indtægt - det er nemlig individet selv. Bliver dit liv ikke, som du gerne vil have det, er der kun dig selv at stille til regnskab for det. Livsansvaret ligger på den enkelte. Nu er det jo rigtigt, at vi mennesker kan gøre uhyre meget  i forhold til at skabe det liv, vi gerne vil have. Og selvfølgelig har vi et ansvar overfor livet og den måde vi vælger at leve det på. Det er selvindlysende, men problemet opstår i det øjeblik, vi kommer i situationer, hvor vi ikke har magt over livet. Hvor der sker hændelser, som vi ikke kunne forudse, ikke kunne undgå og ikke kunne komme væk fra. Hændelser, der trods alle vores anstrengelser, rører ved vores liv, og måske ændrer det. Hvem skal så stå til ansvar? Faren er at man giver sig selv den skyld, og dermed bebrejder sig selv for noget, man ikke havde magt over. Man tager med andre ord et ansvar, der ikke tilhørte en.

Der opstår situationer i liver, hvor vi står magtesløse tilbage, og hvor vi føler, at vi ikke gjorde livet godt nok, eller hvor vi føler at vi ikke forsøgte nok. Og i de situationer, må vi smide tankerne om det moderne menneske ud for et øjeblik, og indse, at vi ikke kan alting. Livet vil ske for os, og livet er ikke synderligt retfærdigt. Ulykker, sorg osv. sker for de fleste, hvor mange mål de så end har opnået. Livet kan ikke være en jagt i alle henseender, og til tider må vi lægge den tanke til side, og stå midt i livet, som det er.

I en kristen sammenhæng ville jeg sige, at midt i den meningløshed, der kan opstå, når vi indser, at vi ikke har magt over alt, der kan vi stole på, at der er en Gud, der er med os. At vi ikke er alene i magtesløsheden, og for det menneske, der har stået der, kan det være en stor lettelse at vide sig husket. I kraft af mit embede møder jeg mange mennsker hvor hvem denne vished, gør en forskel, om de så er kristne eller ej. For lige i den situation, kan det være nok  at man ved, at man ikke er helt alene, om det er så er det andet menneskes tilstedeværelse eller Guds, der gør en forskel, så gør det en forskel.

Så gik startsskuddet til min tid som lejr-præst på Teen Sommerlejr nær Aulum (TSL). Det begyndte med høj solskin og godt humør, men forvandlede sig til masser af regn og godt humør.

Omkring 150 deltagere og 40 ledere er samlet til en uge fyldt med biblerace, kristen cranium, leg, megadart, fodbold, crossere, sang, løb, ring-ridning på cykler med spyd på hovederne......osv.....osv. Dagene er spækket med tilbud, og det er op til deltagerne, om de har lyst til at deltage. De skal melde sig til, men har de mere lyst til at sidde i cafeen og synge fra PULS- sangbogen, så må de gøre det. Men fælles for alt, der foregår, er, at der er gang i den!!

Jeg er med som lejrpræst, og har fået en fin campingvogn, hvor unge kan komme forbi til en snak. Måske de har noget tungt på hjertet, eller måske det blot handler om, at de trænger til at sidde ned et stille sted. Behovede er mange, og alle har lov til at være, som de er. Der er stearinlys i campingvognen og slik på bordet, og en stemning af hygge og ro. En lille oase midt i tilbuddene. 

KFUM og KFUK er en kristen ungdomsorganisation, og det betyder, at alle, der deltager, tror på Gud, eller reflekterer over hvem/hvad Gud er. Det giver mange samtaler om meningen med livet, eksistensen, og bag det er en klangfarve af næstekærlighed.

Og det er jo i virkeligheden, hvad kristendommen handler om. Har man ikke næstekærlighed som sin klangfarve, som baggrunden for sine handlinger, som trædestenen for sit liv, så giver det slet ikke mening at være kristen. Man skal være kristen på en måde, hvor det menneske, man møder på sin vej, bliver vigtig i det øjeblik. Hvis man kun søger sig selv og sit eget, så ender man i ensomhedens magt. For det er hult ikke at se andre end sig selv. Vi mennesker er gode til at holde øje med os selv, og enten elske os selv for meget eller dømme os selv for hårdt. Men hele tiden kredser tankerne om os selv, vore egne mål, vores eget liv, vi søger os selv hele tiden.

Det forsøger kristendommen at vende om på ved at sætte med-mennesket i centrum. Vi er til for hinanden - vi er til for fællesskabet, og i midten af fællesskabet finder vi også os selv.

Det fællesskab er der masse af på TSL. Alle er med, ingen er glemt.

At være let om hjertet er at have et hjerte, der ikke er tynget af sorger elller bekymringer. At være let om hjertet betyder, at man kan bære sig hjerte uden besvær, at det ikke vejer til. Det betyder, at hjertet har luft om sig.

Og at være tung om hjertet er det modsatte. Hjertet er så tungt, at man ikke selv kan bære det, men må have hjælp til at løfte det. Det smerter i brystet og man kan næsten ikke gå pga. vægten.

Vi oplever dage med lette hjerter og dage med tunge hjerter. Vi oplever, at vi knap kan gå eller trække vejret over den tyngde, hjertet rummer. Og vi oplever dage, hvor vores fødder knap rører jorden, for hjertet er så let, at det kunne flyve.

Men vi har begge dele - det er hjertets vilkår, prisen for hjertet - prisen for kærligheden.