Gadepræst for unge i Århus

Dette handler om et tilfældigt møde.

Sagen er den, at jeg er den stolte ejer af en flot cykelhjelm – blå med pink blomster. En cykelhjelm, der ikke er mange af i byen, og som jeg selv mener, må vække en del opsigt. Man bliver simpelthen glad, når man ser på den.

En dag er jeg på vej på mit kontor, da jeg må holde for rødt i et kryds. Jeg kigger mig rundt og opdager da, at der på den anden side af vejen, står en pige med den præcis samme cykelhjelm som mig. Vi opdager hinanden, og er med det samme klar over, at vi har noget tilfælles. Vi står med den afstand til hinanden, hvor man ikke kan hilse og hvor det virker kunstigt at se væk. Og der står vi, og venter på at lyset skal skifte til grønt, så vi kan forkorte afstanden og hilse.

Endelig skifter lyset, og da vi passerer hinanden, hilser vi, som om vi har kendt hinanden i lange tider. Et tilfældigt møde med en fremmed. Et menneske, jeg ikke kender og aldrig har mødt før – men pludselig har vi noget tilfælles, om end kun valget af farve på en cykelhjelm. Men det var nok til at bryde afstanden mellem os – nok til at vi fik øje på hinanden og måtte sende et smil.

Vi har ikke en lang tradition i Danmark for at smile til mennesker, vi ikke kender. Vores tradition går nærmere på, at vi skal lærer hinanden at kende før vi tør/vil smile. Afstanden til fremmede er ofte stor og til tider uoverkommelig. Men denne dag blev afstanden fjernet. Fjernet fordi vi så, at vi havde noget synligt tilfælles.

Hvor meget mere u-synligt har vi da ikke tilfælles med dem vi møder??

Har vi som mennesker krav på at være lykkelige? Kan vi forvente et liv i lykke, og er vi mislykkedes, hvis vi ikke får det? Vi lever i dag i en kultur, hvor man på det nærmeste forventer at være lykkelig. Lykken er vores, og vi vil have den.

Der er ingen tvivl om, at man som menneske kan gøre meget for at få et godt liv. Vi har mulighed for at handle, så basis for vores liv bliver bedre. Vi kan fx ændre de fysiske rammer, såsom bolig, møbler, arbejde osv. Eller vi kan tilbringe mere (eller mindre) tid sammen med familien og venner. VI kan med andre ord handle så udgangspunktet for et godt liv bliver optimeret.

Men gør det os lykkelige? Vi lever i et samfund med stor vægt på individets handlemuligheder, og vi er givet en masse forskellige muligheder. Men medaljen har altid en bagside. Faren er, at vi lægger alle livets facetter i vores muligheds magt. Vi tror, at vi kan alt i livet, det handler blot om at handle rigtigt. Og arter livet sig ikke som vi ønsker, er ansvaret dermed også nemt at placere – nemlig på individet. Hvis du ikke er lykkelig, har du ikke gjort det godt nok. Lykken bliver et mål man ved egen hjælp og indsats kan nå. Vi er ansvarlige for lykken.

Det er en hård dom og et tungt åg at lægge på et menneskes skuldre. For livet er ikke altid lykkeligt. Vi kan ikke forvente at lykken kommer, bare vi bestiller den. Det ligger ikke livet, at vi bare kan beslutte os for at vi skal være lykkelige, eller vi kan tænke os til lykken. Vi kan have et lyst sind, der gør livet nemmere, men vi kan ikke tænke os til lykken. Og det kan vi ikke, fordi livet ikke giver garantier. Selv om vi forsøger med alle vore kræfter at tænke lykken frem, så sker der jo stadigvæk meningsløse ting i vores liv. Vi oplever stadigvæk sorg, svigt, sygdom og lidelse. Det er nu engang en del af livet! Det kan vi ikke tænke os fra. Vi kan ikke beskytte os fra livet, men vi bliver nødt til at leve det, som det nu engang er. Og med indbefatter også alt det, der ikke er lyst og positivt. Vi skal ikke forsage det der gør ondt , men tage det som en del af livet.

Når man netop forsøger at forsage det smertefulde i livet, bliver det et endnu større chok, når vi så møder det. Det bliver nærmest naturstidigt, og vores mening med livet forsvinder. Vi forventer at lykken er en fast del af livet, og bliver vippet af pinden, når det ikke forholder sig sådan. Lykken kan der ikke gøres krav på – den bliver givet os, hvis den kommer forbi.

Livet sker for os alle, og vi kan ikke sikre os mod lidelse.  Vi kan kun håbe på lykken og være taknemmelige, når den kommer forbi.

Jeg sidder alene på mit kontor en lørdag eftermiddag. Om kort tid vil det myldre ind med mennesker, der skal gøre klar til Natkirken i aften. Det er en blandet flok. Nogle sidder i menighedsrådet ved Vor Frue, andre er frivillige ved mig, og andre igen kommer fordi det giver mening at mødes med andre. Det giver især mening at mødes omkring natkirken.

Jeg har skrevet en del om natkirken på min blog på det seneste, mest fordi Kirken på Gaden, dvs. mig som gadepræst og de frivillige, havde ansvaret for an natkirke i februar. Det var en rigtig god oplevelse, og der er noget forunderligt ved at være i en kirke ved nattetide.

De fleste kommer i kirken til højtider. Når det er jul eller påske. Andre bruger den til markeringer i deres familie, såsom bryllupper eller begravelser. Der er mange anledninger til at komme i kirke, men tit sker det, at man kun kommer, når der en bestemt grund til det. Og så går man glip af kirken på en helt anden måde. Nemlig som når man f.eks. laver en natkirke.

Det er altså en fantastisk måde at være i kirke på. Der er ingen, der fortæller en, at man skal rejse sig eller sidde ned - man kan gøre som man vil. Der er mulighed for at sidde i ro med sine tanker. Det er næsten en ukendt situation i dag, for for alle steder, hvor vi kommer, er der mennesker, man skal tale med, give beskeder - og er der ikke mennesker er der emails, der skal svares på og der er sms der venter. Der er nok af "andet", man kan tage sig til.

Ind i sådan en hverdag kan det være rart at vide, at der faktisk er et sted, hvor man kan få ro. Og rummet i kirken giver en ramme, hvor der er plads til tanker og følelser. Der er plads til en, som man er - uden at man skal præstere. Og kan man ikke holde roen ud, kan man gå rundt.

Der var engang en kvinde, der fortalte mig, at Gud altid ville give en det, man har brug for. Det mærker man i natkirken.

 Lige lidt flere fra Lounge.

Disse er taget af Line Harriet og er ophavsretslig beskyttet; men du må meget gerne kigge på dem, og nyde dem

I Påsken skal jeg undervise en gruppe unge voksne i “Tro i praksis”. Det handler om, hvordan man som menneske kan omsætte det man hører og læser til handlinger i livet. Jeg har haft mange tanker om, hvordan jeg skulle gøre det, for hvordan taler man lige om tro i praksis?

Umiddelbart kan det give mange danskere gåsehud. Bare tanken - ikke blot det, at nogle vil leve deres tro ud, men også det, at nogle mennesker vil tale om deres tro. De fleste får tanker til Hans Kirks Fiskerne eller får tanker til ekstreme grupper, der vil tvinge frie mennesker. Der er mange reaktioner på det at tro i praksis.

Men sådan er det ikke alle steder i verden. Jeg har rejst i Indien med Vestens Unge (Ikon & Danmission projekt), og derude ser man religion på en helt anden måde. Religion fylder i det offentlige, og i folks bevidsthed. Når man møder en fremmed, begynder man med at fortælle om sit trosliv. Det fortæller nemlig noget om, hvem man er; hvor vi her i landet fortæller, hvad vi laver - fortæller om vores job. Men derude er det troen, den personlige udvikling, meditationen der er afgørende. Og det gælder alle fra taxachauffør til butiksejer. Alle som en fortæller fremmede om deres tro, og hvordan de realisere den.

Det er meget fremmed for os her i landet. Faktisk så fremmed at vi nogle gange bliver lidt utrygge ved folk, der viser deres tro. Vi er vant til, at det er noget privat, noget vi slet ikke taler og noget som kun de specielt frelste praler med. Tro er privat, kunne man fristes til at sige.

Men tro må være alt andet end privat, for et liv der ikke bliver levet i den tro, man har, er slet ikke en tro. Da er det blot som en god bog, man underholder sig med. Tro må altid være en del af livet. Og det er slet ikke så dumt. Der er mange, der måske frygter, at blive tvunget til at tro. Men det ligger i  troens natur, at den ikke kan tvinge mennesker, men må altid være fri. Det er vores valg som mennesker, at vi kan vælge at tro eller ej (den frie vilje), og derfor kan et menneske ikke tvinge et andet til at tro.

Det at leve sin tro ud, handler heller om at vise sig som et “bedre” menneske, være mere “frelst” end andre, eller være så sikker på sin sandhed, at man bliver overlegen. Tro handler om alt andet end det. Tro handler om at møde den fremmede som et med-menneske og ikke som en fremmed. Tro handler om at være menneske for det menneske, man møder. Tro handler om, at vi vil hinanden noget som mennesker. Tro handler om, at man ikke lader sin fordomme eller frygt tale først, men lader det menneske man møder få taletid.

Tro i praksis er ikke skræmmende. Det har det aldrig været, hvis det har rødder i den kærlighed, der burde lede alle mennesker - troende, som ikke troende. Tro er skræmmende, når det har rødder i had, men så er det ikke længere tro, men blot en undskyldning for en uhyrlig opførsel. 

Hmm - jeg tror det nok skal gå, når jeg skal tale om tro i praksis.

En præst i praksis

Vidste du, at du faktisk kan få en sms fra mig, hver gang der begivenheder i Kirken på Gaden. Det kan du ved (gratis) at tilmelde dig min sms-service. Det sker uden på forsiden i højre siden. Her kan du tilmelde dig.

Så gå ikke glip af noget! Meld dig til.

Her er der gang i madlavningen inden Natkirken:-)

Der var hygge og god stemningen inden vi gik i gang. Vi samlede ikke mindre end 20 mennesker til natkirkeforberedelser - jo flere man er, des sjovere bliver det.

Bandet STOEW gør klar til aftenen.

Vi havde et bønnetræ, hvor der var hængt bønner og citater på. Meningen var at man kunne tage den bøn med hjem, der sagde en mest. Det var en sjov måde at få en bøn på, og der var mange, der kiggede på træet i løbet af aftenen.

Her er et billede fra Krypten. Dette billede blev taget til Ikon's natkirke i august 08 af Lars B. Viftrup, og er bare så flot at det måtte med igen. Jeg har ikke andre billeder fra krypten end dette, men det kan give dig en fornemmelse af, hvordan det ser ud nede under alteret til en natkirke - flot ikke?