Gadepræst for unge i Århus

Da jeg voksede op, kunne jeg ikke forestille mig, hvordan fattigdom så ud. Jeg voksede godtnok op i en familie med få penge, men jeg manglede aldrig noget - set i bakspejlet. Dengang manglede jeg med sikkehed alt muligt. Men jeg troede, da jeg var barn, at det kun var i andre lande, der var virkelig fattige mennesker.

Derfor var det et chok for mig at se, at der for nogle år tilbage, begyndte at komme tiggere til Danmark. Du kan finde dem i Århus'  gader, siddende på deres knæ med en hat i hånden. Engang imellem har de et tæppe, som de knæler på, men jeg er ikke sikker på, at det hjælper ret meget.

Jeg stødte på sådan en mand i dag. Jeg har hørt en masse historier om, at der er bagmænd og at man ikke skal give dem penge, og derved støtte disse bagmænd. Iøvrigt er det forbudt at tigge i Danmark.

Men i dag valgte jeg altså at give til manden, der sad på knæ. Jeg gav ham to kroner, da jeg gik forbi. Jeg fik øjenkontakt med ham, og han kiggede på mig. Han kiggede på mig, og takkede for to kroner. Det er ikke meget, man kan få for to kroner, men han takkede mig alligevel.

Det var en oplevelse, der rørte mig dybt. Hvis man ser bort fra, at der måske er bagmænd, så mødte jeg en mand. Et voksent menneske - han var nok en 40-50 år - der på en regnfuld tirsdag satte sig på sine knæ. Det er en hård stilling at være i længere tid ad gangen, og det gør med sikkerhed ondt i hele kroppen. Men her knælede han med en hat i hånden og håbede på at få lidt penge ud af det.

Det med at knæle er noget, vi også gør i kirken. Det gør vi ved nadveren. Der gør vi det sammen, og idet vi knæler bliver alle forskelle udvisket. Vi er alle ens, vi er alle ligeværdige. Det er forunderligt. I nadverene er vi alle mennesker for Gud - alle lige elsket.

Men når en mand knæler på gågaden i Århus, så er han ikke ligeværdig med os. Så knæler han for dem, der går forbi,og gør sig mindre end andre. Han er fysisk mindre og man kigger automatisk ned på ham. Men han får også en mindre værdi som menneske. Og det gør han, ved de hundrede af mennesker, der går forbi ham uden at ænse han eksistens. De kigger forlegent eller ligeglad væk. De vil ikke se sådan en mand, vil ikke forholde sig til ham. Han holder op med at være et menneske - man går bare forbi ham. Han mister sin værdi som menneske.

Det er uværdigt for et menneske at skulle sætte sig selv i sådan et situation. Det ødelægger et menneske, giver det ar og ændrer den måde man ser på sig selv på. Man er ikke den samme efter. Man bliver ødelagt i hjertet og sjælen. Man mister værdi i sine egne øjne.

Det var sådanne mennesker Jesus kom til, da han levede. Det er sådanne mennesker Gud sender sin kærlighed til. For ikke et eneste menneske på denne jord, skal føle at det mister værdi som menneske. Vi er værdifulde - det kan der ikke laves om på, men vi kan føle, at værdien mindskes. Vi kan blive ødelagte.

Det er også vores ansvar at vise mennesker, at de er mennesker - ligeværdige med en selv. Vise dem, at de bliver set. Vise dem, at de betyder noget. Vise dem, at de ikke er usynlige. Vise dem, at de er mennesker. Det er vores ansvar.

Vi skal møde alle, tiggere, hjemløse, bander, snobber, gamle, unge, høje, lave, dumme, søde som mennesker. Som mennesker, der alle er værdifulde og elsket af Gud.

Det begyder NU!

Hvad er nu det for noget? Piloter i kirken?

Men der er lige hvad der er næste weekend i København (d. 31. okt - 2 nov.). SUK der er et forum, hvor unge og kirken kan mødes, arrangerer i den weekend et kursus i København. Her kan unge mellem 17 og 25 år mødes og tale sammen. Møde andre unge, der også tror på det med Gud.

På kurset vil deltagerne lærer og opleve en masse forskellige måder at være kirke på. De vil bla.a være med til RockGudstjenester, Bøn & Brunch, Natkirke, lære om projektledelse, inderlighed og hvad gør man når det ikke lykkes. Der vil være mange forskellige vinkler og tid til snak og debat.

Man vil lære og blive inspireret til, hvordan vi sammen kan gøre kirken til et levende sted at være.

Der er endnu få pladser ledige, så har DU lyst til at være, så tjek SUK hjemmeside www.ungeogkirke.dk og se om det er noget for dig.

Det har måske ikke umiddelbart ret meget med hinanden at gøre, pånær dengang John Lennon udtalte, at Beatles var større end Jesus, eller synger "..and no religion too" i Imagine.

Men jeg tog udfordringen op sammen med præst Jørgen Lasgaard fra Kirkens Korshær og vi lavede sammen en Rock Gudstjeneste med udgangspunkt i John Lennons musik. Gudstjenesten foregik under kulturnatten i Århus, d. 10. oktober 2008.

Der var en del kendte numre, som Help!, All you need is love og Imagine, men også nogle måske knap så kendte numre, såsom Love, Mother og Give me some truth.

Vi havde sat en storskærm op, hvor teksterne kom op, så alle i kirken kunne synge med på sangene.

Jørgen og jeg forsøgte at se de forskellige tekster fra en kristen vinkel. Det har nemlig senere vist sig, at John Lennon anså sig selv som kristen. John Lennon var en kontroversiel person, og han forsøgte at gøre fred gældende i verden gennem forskellige aktioner og events. Han ville give freden en chance i verden.

Han var også en person, der gav en skarp kirtik af kirken. En kritik der gik på, at verden ville være et bedre sted uden religion, at kristendommen, som han så den i 70'erne, var på retur og at kirken var hyklerisk. Det er en kritik, som kirken altid skal tage til sig, forstået på den måde, at en kirken uden refleksion ikke er en kirke.

En kirke består altid af mennesker - en kirken er aldrig blot en bygning, men er sammenhold mellem mennesker. Et sammenhold, der er båret af frihed, kærlighed og fordomsfrihed. Hvis kirken som institution begynder at tvinge mennesker, har kirken mistet sit formål. Kirken er frihed - ikke tvang. Det var en kirke, der stjæler friheden, som John Lennon var i mod.

Der skal være fokus på Jesu handlinger og budskab - det er kirkens formål. At forkynde evangeliet om frihed for mennesker.

Det var bl.a. et af de budskaber vi forsøgte at formidle den aften. Det var en fantastisk aften i selskab med god musik og glade mennesker. Der blev skrevet bønner af folk i kirken og frivillige i Kirken på Gaden læste et udvalg af bønner højt. Det var en stærk og smuk oplevelse.

En stor tak skal lyde til de frivillige, der kom og hjalp til den aften - tak. Uden jer gik det slet ikke:-)

Her den anden dag blev der vist en udsendelse, der blev optaget i slutningen af junimåned..

Udsendelsen handlede om den allerførste gadegudstjeneste, jeg havde. Den blev holdt sidste skoledag kl. 19,00 om aftenen. En fotograf fulgte mig hele dagen.  Det er sjovt at se her i bakspejlet nogle måneder senere.

Se her, hvad der kom ud af det:

Udsendelse

Fair? Hvad er i virkeligheden fair? Vi kender sikkert alle udtrykket fair. Det er tit et ord, man bruger når noget ikke er fair. Når det ikke gå som man gerne vil have det, og man føler sig uretfærdigt behandlet. Så siger vi, at det ikke er fair eller at det er unfair.

Jeg tænker nu også på sådan noget som fair trade - varer hvor man ved, at den bonde der dyrker og skal leverer fx bønner til kaffe eller chokolade får de penge han skal. Så alle får et fair udbytte af arbejdet.

Men her i dag fik jeg en ny vinkel på fair, for jeg har besøgt et info-møde om Fair bar. Der er ikke tale om en ny chokolade bar, som man godt kunne tro, men en bar, hvor man kan købe sodavand, kaffe osv. Det er en bar som KFUM og KFUK står for. Ideen er at det skal være en non profit cafe. Det vil sige at overskuddet går til humanitært arbejde. Når man køber en cola i den cafe (økologisk cola selvfølgelig), så gå overskuddet til andre mennesker, der har brug for en hjælpende hånd. Der bliver ikke brugt penge på lønninger, da alle der serverer i baren er frivillige.

Det er en ny og anderledes måde at være fair på - hvis man er frivllig så bruger man sig selv og sin tid til at give lidt tilbage til verden - gøre verden til et lidt mere fair sted at leve.

At gøre verden til et mere fair sted at leve. For vi vil alle gerne have en fair chance i livet. Men det er ikke alle, der har den chance - nogle kæmper mere end andre. Vi tror tit, at det kun er i andre lande med mange fattige, at der er brug for en fair chance, MEN der er også brug for det her i Danmark.

En fair chance er mange ting. Det kan være at vi alle har mulighed for uddannelse, mad, tag over hovedet osv. Men det handler også om, at vi bliver behandlet godt af de mennesker vi møder på vores vej gennem livet. At vi giver alle en fair chance - behandler alle som med-mennesker, der har værdi. Vi skal give alle en fair chance, og ikke bedømme og fordømme folk vi ikke kender.

Vi har alle fået en værdi af Gud - vi er skabt lige - og Gud elsker os alle lige højt. Det er værd at huske, når man møder mennesker på vores vej - de er lige så elsket af Gud som mig - gør verden til et fair sted at leve. Det begynder lige her og nu.

Bladene falder af træerne. Efteråret er så småt begyndt.

Der er mange mennesker, der bliver vemodige på denne tid af året; men det er på denne tid, at naturens farver er allermest klare. Græsset nærmest lyser grønt og bladene er knald røde. Det kan være svært at se i byen, hvor fortorv, gavle og tage bliver grå af regnen, men hvis man kigger, så er der tegn på de farver naturen byder på i denne tid.

Byen kan virke imun for årets gang, og man skal nogle gange koncentrere sig, så man kan se at tiderne skifter. Det kræver, at man for en tid vender blikket væk fra fødderne, der går, og prøver at se op - se på træerne og himlen. Og gevinsten ved at se efter årets gang i byen er stor - for vi er afhængige af, at nyde hver evig eneste årstid. Nyde hver årstid, for hvad den kan give os mennesker. Lige nu er det efterår, klar himmel og stærk sol, kold luft og røde kinder, varm cacao og tykke trøjer.

"Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne;

og efter vinter kommer vår

med sommer, sol og kerne."

- Nu falmer skoven, vers 6

Her d. 13. september lavede jeg sammen med en masse frivillige en gudstjeneste på Store Torv om tilgivelsen. Det er et emne, der aldrig bliver kedeligt at tale om, for fra tid til anden, kommer vi alle i en situation, hvor det er svært at tilgive.

TIl gudstjeneste opførte vi et skuespil om Den fortabte Søn. Det handler om en søn, der tager sin arv fra faren og derefter bruger alle sine penge. Da pengene er brugt, lever han vildt dårligt og savner livet hos son far. Han vender hjem og faren tager imod ham med åbne arme. MEN hans storebror bliver rigtig sur over, at den dumme bror bare får det hele. Hvem er nu den fortabte søn? Lillebroren, der bruger alt, vender hjem og bliver tilgivet på trods - eller storebroren, der hele tiden har være hjemme, men som ikke kan tilgive sin bror?

Jeg synes selv, at det er den ældste bror. Han kan nemlig ikke tilgive, men lader misundelsen fylde mest i sit liv. Der er situationer, hvor vi som mennesker ikke kan tilgive et andet menneske - fordi de faktisk kke fortjener tilgivelsen. Men sådan er det med tilgivelse - den kommer jo altid, når man ikke fortjener den. Den kommer uventet og overraskende. Derfor er det så stærkt, når vi tilgiver et andet menneske.

Det er tilgivelsens vilkår.