Gadepræst for unge i Århus

Når jeg hører denne linie kan jeg ikke lade være med at tænke på skønne Laura fra X-faktor, der står og synger den her. Jeg kan ikke hele teksten og kan kun huske "Du er" og "du tog mit hjerte med, pas godt på det, for det har ingen våben med"

Jeg ved godt, at det er en kærlighedssang, men for mig siger den så meget andet. Den siger noget om at være menneske. Det vigtigste er nemlig at være. Du er.

Jeg vil fortælle om en meget stor oplevelse, jeg havde for et par år siden. Jeg stod nede ved banegården og ventede. Jeg stod og tænke på Gud og meningen med livet. Hvad er det vi skal osv? Så kiggede jeg op og så en Tryg reklame. Et af de der lysskilte. Der skulle stå "Det handler om at være Tryg", men nogle af lysene var gået ud, så der stod kun "handler om at være". Det blinkede og blinkede. Jeg fik kuldegysninger for det er lige hvad det gør. Det handler om at være. Ikke  ret meget andet. Vær den du er. Vær som du er. Du er skabt af Gud og han har skabt dig i sit billede og i kærlighed. Så hvis vi kan lytte til vores inderste, kan vi være. Handler om at være. Måske det var tilfældigt at lysene var gået ud, men det er ligegyldigt, for jeg indså at det handlede om at være.

Du er.

Ja, det er altså ikke et børnerim, der skal få folk til at grine; men derimod Paulus' to navne. Det, han havde, før han blev kristen og det efter.

Han hed først Saulus og forfulgte de kristne. Han var en barsk og grusom forfølger, men en dag møder han den opstandne Kristus og bliver kristen, og tager navnet Paulus. Han er omvendt og forsøger nu med al kraft at udbrede kendskabet til kristendommen. Han danner menigheder rundt omkring, og rejser rundt og besøger dem.

Han er den forfatter, der har skrevet mest til Ny Testamente, og den eneste forfatter vi kender det rigtige navn på. Han skrev til forskellige menigheder rundt omkring. Det var små menigheder samlet omkring folks hjem. Tænk at man dengang samledes i folks hjem for at dyrke sin tro. Det har været intimt, men også med livet som indsats visse steder. 

Den intime steming er nu også at finde i Studsgade 46 st th, hvor jeg holder til. Det er et lille rum, men der er mulighed for at holde små gudstjenester. Der er et lille keramiksæt, som man kan give nadver af, der er knæfald (det man knæler ved oppe ved altret) og en helt ny altertavle med et ny udgave af fadervor. Så den steming er der mulighed for selv at skabe.

Men Paulus skrev altså til de her meningheder, der ikke alle havde det let. Det var svært at følge kristendommen, når alle andre omkring en troede noget andet, eller når der var nogle i meningheden, der ikke opførte sig som de skulle. Alt det skriver Paulus om. Vi har kun hans svar til menighederne, så vi kan kun gætte, hvilke problemer, der har været; men efter alt at dømme har det været i bedste "Days of our Lives/Paradise Hotel/Beverly Hills"-stil. Der har været kæmpe problemer. Men det er fedt at læse, at man dengang havde præcis de samme problemer som vi har i dag.

Jeg er ved at skrive en prædiken til en gudstjeneste, jeg skal holde på onsdag, hvor temaet er Paulus, så derfor syntes jeg, at I lige skulle have denne lille intro og tanke omkring Saulus, der rimer på Paulus.

men kan man tro indirekt på Gud?

Selvfølgelig taler jeg meget om tro, mår jeg nu er præst. Det giver sig selv, at talen ofte falder på Gud, meningen med livet osv. Det er jo skønt, og jeg har altid tid til sådan en snak.

Jeg hører tit mennesker, der siger, at de ikke tror direkte på Gud. De tror  på noget, men har ikke helt lyst til at kalde det for Gud. Så derfor er der mange der indirekte tror på Gud. Sådan bagom ryggen på mig, andre og måske bagom ryggen på Gud. Jeg tror nu, at Gud faktisk har fanget den. Gud ved godt, at der er mange, der tror indirekte på ham. Men det er et stort skridt, at kalde ham for Gud. Så Gud bliver nærmet snigende.

Og faktisk bliver han også bare kaldt Gud, fordi de lyder sært at kalde ham altmuligt andet. Det er et ord - en lyd - der bliver brugt om ham, så vi ved hvad vi taler om. Han er en skabende kraft, kærlighed, barmhjertighed, tålmodighed, tilgivelse, en klippe, pottemager.....der er mange billeder, der fortæller om Gud, men ikke et af dem er fotæller alt. De fortæller bare lidt om ham. Vi kalder ham for Gud, for det fortæller os, at han er mere end vi kan forstå og forklare. Han er det hele. Vi kalder ham for "ham", fordi det giver os en forståelse af, hvem Gud er, men det betyder ikke, at Gud er en mand. Gud er hævet over kønnene.

Der er ingen af os, der kan fortælle 100% hvem Gud er. Han er Gud. Så det gør ikke så meget, at man tror indirekte på ham, for det fortæller lige så meget om Gud, som når vi kalder ham Gud.

I disse dage er byen affolket. De er taget på stranden, griller eller i sommerhus. Der er øde. Varmen lægger sig som en pude over byen og tillader hverken briser eller frisk luft at komme i nærheden af gader og stræder. Jeg går rundt i byen afventende. Venter på at byen bliver afkølet, så livet igen kan dukke frem. Venter og venter.

Det er varmt.

Når det er så varmt begynder alting at gå langsommere. Tiden går lansommere, vi går langsommere, tankerne går langsomme - vi smelter lige så stille.

Og der er støvet. Vi sveder og der er støvet. Jeg har nogle gange overvejet om det der med fodvaskning burde være en fast del af begivenhederne på Lilletorv. Kom og få en fodvask. Køb en is, en sodanvand og få en fodvask imens du køler dig. Jeg kan godt savne den lidt, når jeg går nede i byen. Lige få tæer der er rene og friske inden man går videre.

Fodvaskning er en fast del af evangelierne. Jesus vasker fødder, og faktisk er det sådan at teksten til på søndag også handler om fodvaskning. Det handler om en kvinde, der vasker Jesu fødder med sine tårer og tørrer dem sit hår - hvorefter hun smører dem ind i olie.

Det lyder lidt sært at vaske fødder i tårer, mest fordi man dels skal græde meget og fordi tårer er salte. Jeg ville ikke bryde mig om at blive grædt på, men det er jo slet ikke det, teksten siger. Den lægger vægt på kærlighedsgerningen i at bruge sig selv som redskab til at vise kærlighed. Hun bruger sin egen krop til at vise en kærlighed til Guds søn. Det er smukt, men sært i vore øjne. Det er også bare en symolsk handling, og det er slet ikke meningen at vi skal samle tårer i en balje.

Så jeg nøjes med at ønske at fodvaskningen bliver i fersk vand og sæbe på Lilletorv.

I aften kan man ikke mig finde på gaderne i Århus, men derimod i Vor Frue kirke, hvor der er natkirke. Hele aftenen igennem vil der være mulighed for at tale med mig, hvis man har lyst - eller bare sidde et sted i stilhed og nyde at være alene i fællesskab med andre.

Du er meget velkommen, og jeg håber at du kigger forbi for en stund.

Det er fra 20.00 - 24.00.

Ja, der er altså nu i aften;-)

Jeg har gennem mit liv kendt til en del unge, der har valgt at ende deres liv selv. Da jeg begyndte på gymnasiet var der bl.a. en pige fra en klasse over mig, der havde begået selvmord. Jeg kendte hende ikke, men det blev sagt til en morgensamling, og vi skulle alle være stille i to minutter for at mindes hende. Jeg kan den dag i dag ikke huske om, der faktisk var stille, for inde i mit hoved vrimlede det med tanker om hende: hvem var hun, hvad tænkte hun på, hvorfor valgte hun at ende sit liv, var hun aldrig glad osv osv. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der havde drevet hende dertil.

Det er heller ikke noget man kan sætte sig ind i. Det er så svært at forstå - få en forklaring på - hvorfor et ungt menneske vælger at ende livet. Livet er jo netop foran med muligheder og valg. Livet ligger der klar til at man tager fat på det. Det er fuldstændig meningsløst, når man står som pårørende. Hvorfor! Det er det store spørgsmål, der melder sig - hvorfor!

Jeg tror mange mennesker tænker på døden fra tid til anden - også på vores egen død. Det ligger hele tiden et sted i vores indre, at døden er der. Døden er en del af livet. Vi har nok også alle en tanke om den "den gode død" - den gode måde at dø på. Liggende i sengen, mæt af dage, med venner og familie omkring en, man har sagt det man skulle og så lukker man fredfyldt sine øjne. Det er vist de flestes tanke om den gode måde at dø på.

Og alligevel er der unge, der vælger livet fra - vælger at ende livet der. Der er ingen tvivl om, at jeg synes, det er noget af det mest sørgelig og hjerteskærende at opleve. Det er følels så forkert at vide, at et menneske er død i en ung alder, når man nu synes, at det burde være den føromtalte gode død, der skulle overgå os alle. Menigsløsheden begynder at fylde i en.

Men det sker. Og hvor er Gud henne i alt det her? Det spørgsmål blev jeg stillet for nyligt. Og jeg kunne kun svare, at jeg troede, at Gud græd sammen med den, der havde begået selvmord. Gud holdt den person i hånden hele vejen, og fulgte med den person ind i Himlen. Den person var i al sin ensomhed ikke alene. Gud er altid med os. Også når det meningsløse tager førstepladsen i vores liv over håbet. Her bliver kun troen tilbage.

Troen på at midt i alt det meningsløse og sorgen, da er der et håb om at livet går videre på trods. Livet bliver aldrig det samme, for ikke en af os lever uden at sætte os spor i andre mennesker. Livet er forandret. Som der står i en salme (552), så river sorgen i os med kærlighedens kræfter. Det gør ondt fordi vi elskede. Men vi må tro på, at Gud ikke efterlader en eneste af os alene. Gud er os nær og lider med os. "Griber os i sorgen" som der står i salmen.

Vi må alle bede for dem, der tænker på at begå selvmord. Give dem modet og styrken til at ville fortsætte livet. Lad dem mærke at de heller ikke er alene.

Vi må bede for dem, der har begået selvmord, at Gud er med, hvor de er.

Vi må bede for dem, der står tilbage med sorgen, savnet og hjertet fyldt af spørgsmål. Grib dem i deres sorg, lad dem mærke at meningsløsheden og døden ikke får det sidste ord i livet, men at kærligheden er større og stærkere.

Må Gud se i nåde til os alle.