Ja, overskriften giver sig selv. Når man har snavsede fødder og vasker dem bliver vandet snavset. Og fødderne bliver rene.
Da jeg her i weekenden var på Roskilde festivalen skulle jeg vaske tæer på festival gæster. Til de af jer, der har set Pulp Fiction vil I vide, at det er intimt at skulle vaske et andet menneskes tæer, og det giver en umiddelbar forbindelse mellem gæst og "afvasker". En fed forbindelse, der gør det let at tale om alt muligt.
Vi havde fire baljer med vand, så vi kunne vaske tæer på fire personer ad gangen. Så vi sad fire frivillige på rad og række, vaskede tæer og gav massage. Og det var tiltrængt. Der var snavsede, trætte tæer, der trængte til at blive rene for en stund.
Det er en lille ting at vaske fødderne på en person. Det tager mellem fem og ti minutter at vaske tæer. Det er ikke længe. Men for den der får rene fødder er det en kæmpe oplevelse. Vi lever i et samfund, hvor det ikke er normalt at vi bader hinanden, medmindre man virkelig ikke selv kan. Det er på en måde et tegn på, at man stadigvæk er selvstændig og rørig, at vi selv kan vaske os. Og de mennesker, der kom på festivalen kunne nemt selv vaske deres tæer. Men de kom alligevel og fik det gjort. Og til tider sad folk i kø i 45 minutter for at få vasket tæer. For det gør en forskel at få vasket sine tæer af et andet menneske.
Det er faktisk en gave man får, når et andet menneske, sætter sig ned og vasker ens tæer. Giver sig tid til at få dem rene, masserer dem og tørrer dem igen. Som jeg skrev er det en beskeden handling at være den, der vasker, men for den, der får sine tæer vasket, er det et intenst øjeblik, hvor man faktisk gør sig lidt sårbar. Viser sine tæer med knyster, knuder, vabler, vorter og hård hud - lægger dem i hænderne på et andet menneske, der ikke rynker på næsten, men vasker dem rene. Og fordi det gør en forskel at få rene fødder, føles det som en stor gave. Det er en stor oplevelse, som jeg som vasker også fik foræret ved hver gæst.
Tæer blev rene og vandet blev snavset, så vi løb frem og tilbage med spande for at udskifte vandet og sikre os at alle fik lige en oplevelse, de trængte til.
Så er jeg kommet hjem fra Roskilde. Ideen var at jeg ville skrive fra Roskilde festivalen, men ak køen til computeren var lang, og temperaturen over 30 grader i solen, så jeg måtte kapitulere. Men I skal ikke snydes for en fortælling fra Roskilde festivalen.
Ideen er jo, at man, for at komme ind i Stilhedens Katedral, skal have vasket sine tæer. Selve katedralen er faktisk et telt, som du kan se på billedet. Et kæmpe telt. Indenfor er teltet inddelt i små "rum" ved hjælp af planter. Der er nærmest en slags labyrint. I de forskellige rum kan man lave forskellige aktiviteter. Der er et sted, hvor man kan få lidt vand og et stykke brød, et sted, hvor man kan skrive en bøn, et sted, hvor man kan tænke over sig selv som menneske, man kan læse i bøger og læse Peter Madsens tegneserier (Menneskesønnen). Der er altså mulighed for at lave mange ting. Men der er også mulighed for at lægge sig i en sækkestol og slappe af, være til, få sig en lur, nyde freden osv.
Nu ligger teltet jo midt på pladsen tæt ved Orange scene, så derfor vil der aldrig være helt stille inde i teltet, man vil altid kunne høre verden udenfor, men der er alligevel en form for stilhed, der er helt speciel. Stilheden er ikke stille, men verden omkring en bliver rolig, når man er inde i teltet. Det er underligt, for det larmer meget fra festivalen, men teltet forandrer lyden. Gør den stille på sin egen måde.
Det er en gave midt på en festival, hvor der er larm, støv, snavs, øl, bræk, mennesker, sjov og ballade osv. osv. over det hele, at kunne gå ind et sted på bare tæer, uden at være bange for at træde noget op i foden, og sætte sig ned og slappe af i tankerne. Det er en tiltrængt afslapning.
Så sker der. "Anni" kan tage til andre steder, end man lige skulle tro. Jeg tager i morgen (tidligt!!! Alt for tidligt hvis man skal spørge mig, der er grund til, at jeg arbejder om aftenen) til Roskilde festivalen for at være en del af stilhedens katedral.
Det er et telt, der virker som en art katedral. Meningen er så, at man kan komme og få vasket sine tæer af frivillige. Det er noget man trænger til på en festival, hvilket jeg svagt husker (mest fordi jeg lykkeligt har fortrængt det).
Sidste gang jeg var med (og vi skriver faktisk 1997 - det er ufattelig mange år siden) regnede det var første til sidste dag. Vi var gennemblødte, og der købte jeg de gummistøvler, som jeg stadigvæk ejer. Men vi var våde og ikke specielt hygieniske og trængte i den grad til at få vasket tæer, snakket og bare været et sted, hvor man ikke hele tiden skal se sig for så man ikke støder ind i folk - et sted hvor man bare kan være.
Lige så fedt det er at være på festival, ligeså meget kan man trænge til ti minutters ro. Her kan stilhedens katedral være et godt tilbud. Her får man rene tæer. Grunden til vi vasker tæer på folk er, at Jesus i Bibelen vasker sine disciples tæer den sidste aften inden han blev korsfæstet. Jesus bøjer sig ned, tager et fad med vand og vasker alles tæer. Det var egentlig en slaves arbejde dengang, så at Guds egen søn gør det, viser os at Gud elsker os så meget, at han vil tjene os.
Derfor vasker vi på Roskilde festivalen tæer. DU er meget velkomme til at kigge forbi og få dine tæer vasket, få en snak og være.
Så kom dagen for den allerførste gadegudstjeneste ved mig. Den blev afholdt i fredags d. 27. juni - på skolernes sidste skoledag. Jeg havde måske regnet med at studenter iført huer ville komme til gudstjenesten, men selvfølgelig har de andet at give sig til en fredag aften omkring kl. 19,00 - men det betyder ikke, at det ikke blev en fantastisk oplevelse for både de frivillige og menigheden.
Vi bar begyndt ret tidligt, da vi regnede med at det ville tag en 3 timer af få pavillionerne op, men da de var sat op på 10 minutter havde vi pludselig en hel eftermiddag at få til at gå. Så der blev hentet kaffe og mælk, to af de frivillige havde bagt muffins - og så sad vi midt på Lilletorv og passede på pavillionerne mens der blev hygget, snakket og spillet mikado.
Selve gudstjeneste tog "kun" 20 minutter, men sikke 20 minutter. Der var band der spillede, der var skuespil, refleksion og bøn. Og det bedste af det hele - under gudstjenesten delte vi filthjerter ud med en lille sikkerhedsnål på. En frivlllig, der desværre ikke kunne være med den dag, havde sidder hjemme og klippet 200 hjerter ud og sat nål på. Det var så smukt at se alle de mennesker stå og kigge på med et rødt hjerte udenpå tøjet. En gave - kærlighed er altid en gave - den kan ikke købes, og kun når man får kærligheden foræret er man i sandhed rig.
Der går stadigvæk folk rundt med hjerter på tøjet - så ser du en, ved du, at vedkommende har været til gadegudstjeneste i fredags....
Jeg kan faktisk godt lide dele af denne video; men især pga. begyndelsen, der viser fortællingen om kvinden grebet i ægteskabsbrud. En vigtig fortælling (Johannesevangeliet 8), der viser os, at Gud er med selv det menneske, som vi ikke kan tilgive. OG når vi ikke kan tilgive, fordi det er for svært, så er det godt at vide, at der findes en Gud, der kan tilgive og elske.
Her til aften, inden jeg skal gå på gaden, sidder jeg og tænker over dagen i dag. Det har været en god dag med mange & gode møder med mennesker, der alle havde noget på hjertet. De var alle omgivet af en varme, der ikke kunne andet end at give mig en fornemmelse af, at Gud er med os alle steder. Når vi går, står, sover - vi er ikke alene i verden. Vi kan føle os ensomme, men det betyder ikke, at Gud ikke er med os.
Og netop i mødet med et andet menneske, kan man for alvor mærke, at her er Gud - her gør kærligheden sig gældende. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer, at det er, når vi møder hinanden, at livet leves. Her kan vi mærke, at man som menneske vokser, reflekterer, gror....eller sagt sådan lidt filosofisk: det er i mødet med det andet menneske, at man bliver sig selv.
Jesus sagde noget om mødet mellem mennesker. Han sagde, at det vi gør mod dem, vi møder, det gør vi faktisk mod ham (Matthæusevangeliet kap. 25 vers 40). Så når vi møder et andet menneske, skal vi tage i mod det som om det var Jesus selv vi tog i mod. Det er altså ikke kun VIP' er der har krav på en god behandling - alle har krav på en god behandling.
Mødet mellem mennesker er selve livs-nerven. Gå ud og mød din næste!
Ordene er skrevet med i hast på væggen men en sort spraydåse. Det er skrevet med de der kunstneriske bogstaver, som kreative menneske har. Gud er Død.
Jeg bliver ofte spurgt, når jeg går på gaden, om jeg virkelig tror på Gud - eller om det bare er noget jeg skal, fordi jeg er præst. Jeg svarer dem, at jeg faktisk tror på Gud, og ikke kun fordi jeg er præst, eller jeg skal. Jeg tror på Gud, fordi jeg ikke lade være. Jeg forsøgte, da jeg var yngre, at lade være med at tro på Gud. Jeg tænkte, at det måske ville være nemmere at leve sit liv så. Så ville jeg kun holde mig til fakta, og til det jeg kunne se med mine egne øjne. Så skulle jeg kun tage stilling til alt det målbare.......det holdt ikke længe, mit forsøg på at sige, at Gud er død. Livet blev ikke nemmere af det. Jeg opgav mit forsøg og måtte erkende, at det ikke er alt, der behøver at blive målt og vejet for at holde stik. Nogle gange ved man bare dybt i sit hjerte, at noget er til. Man kan jo heller ikke måle kærligheden - man kan kun føle den. På samme måde er det med Gud - man kan føle det.
Alle de tanker går igennem hovedet på mig, da jeg ser graffittien, der erklærer at Gud er død. Der kan være mange grunde til, at man føler at Gud er død. Måske fordi der er ondskab i verden og nogle gange synes det somom at mennesker kun er ude på at slå hinanden ihjel eller overbevise dem om, at der kun findes en måde at leve sit liv på: nemlig deres egen. Derfor slår mennesker hinanden oveni hovedet, alt imens de råber af deres lungers fulde kraft: "Jeg har ret, jeg har ret, jeg har ret" og samtidig siger de; "Du tager fejl, du tager fejl, du tager fejl". Nogle gange kan man græmmes over onskaben og føle at Gud er død. Men det nu os mennesker, der skaber ondskaben. For Gud er kærlighed, men man kan nemlig ikke tvinge kærlighed igennem - kærlighed er altid frivilligt, og derfor kan Gud ikke tvinge os til at elske. Det må vi selv mærke, at vi skal - men Gud elsker os hele vejen gennem ondskaben. Alle - selv de allermest onde mennesker, dem elsker Gud.
Eller måske har forfatteren til "Gud er Død"-graffittien følt, at Gud ikke er til. Kan ikke længere føle Gud. Når man ikke kan føle Gud, kan det være svært at vide han er til. Gud synes ikke længere nærværende. Det er svært. Der er mange store kristne mennesker, der har følt det; men når det rammer en selv, er det ligegyldigt at andre har følt det samme. Det er som at strande på en øde ø helt alene - en ø, der kun er en plet af sand og en enkelt palme midt i ingeting. Så er Gud langt væk. Så kan man kun råbe at Gud er Død. Og nogle gange er det lige præcis, hvad man har brug for. Nemlig at råbe til Gud, at nu stopper festen. Nu tror jeg ikke mere på dig, du er dum, du må være Død. Du er i al fald død for mig. Nogle gange er råbet den eneste måde, man kan tale til Gud på. Men modsat ens forældre, der nok ville blive ret sure, så vender han ikke sit øre væk; men lytter. Hører det. Lytter. Hører det. Forstår det - og elsker dig.
Nå ja, og så passer det - det der med at Gud er død. Han er død. Han døde på korset. Helt og aldeles død. Men han blev levende igen efter han havde været død i tre dage. Jesus. Han døde på korset, og lå tre dage i en grav. Så stod han op - genopstod - og viste os, at døden ikke har det sidste ord i verden. Det har Gud - det har kærligheden, den kærlighed, der ikke kan måles.
Ord fra præsten 
