"Jeg har ikke behov for flere venner - jeg har dem, jeg har brug for. "
Ordene står stærkt. Det er ord, jeg tit møder. Jeg kigger. Jeg tænker. Hvad er grunden til, at man ikke ønsker sig flere venner? Ofte er det et udtryk for at man har de mennesker omkring sig som man ønsker og har brug for. Det er priviligeret og dejligt, at man har det på den måde, men alligevel bliver jeg forundret over den udtalelse. Jeg ved ikke om der faktisk ligger den afstand i ordene som jeg føler, men der er ingen tvivl om, at man, når man siger det, lukker en dør. Den dør der åbner et rum til et andet menneske.
Når man åbner en dør og møder et andet menneske, åbner man også for muligheden for at lære noget nyt om verden, et menneske - og om sig selv. Når man taler med et andet menneske - går i dialog - så bliver man nødt til at lytte til det menneske. Lytte til det menneskes erfaringer, liv, sorger, glæder, oplevelser osv. Men man lytter som den person man er - som det menneske man, og derfor lytter man med ens eget liv og erfaringer, ens egen sorger, ens egen glæder og ens egne oplevelser. Det er ikke kun ens øre, der lytter, men man lytter med sig selv.
Man kan, når man møder et nyt menneske, lære meget om mig selv.
Jeg tror, at det er vigtigt at vi åbner døre til andre mennesker. Det kan være, at det menneske kan lære en noget.
Så sig at du har brug for flere venner. Det har vi alle.
Som gadepræst kommer jeg på mange væresteder, men der er især et - eller dvs. rettere tre - der går ind under huden på en. Det er tre væresteder, men de bliver alle drevet af Sindslidendes Vilkår.
Der ligger to af dem i Lystrup nord for Århus (bus 9 går næsten lige til døren). Det ene sted hedder Solsikken og henvender sig primært til voksne, men det andet sted Bazen, der ligger lidt længere nede af vejen, henvender sig til unge mellem 15 og 35 år. Man kan komme som man er - der er ingen krav, og det bliver ikke skrevet op, når man har besøgt stedet. Det er 100% anonymt, og man kan bare få lov til at være. Det eneste faste i bazen er aftensmaden. I fællesskab finder man ud af hvad maden skal være, så handler nogle ind og andre laver maden.
Det sidst sted hedder Ungezonen og ligger i midtbyen. Dette sted henvender sig til unge mellem 18 og 30 år. Også her finder man i fællesskab ud af hvad, der skal spises, der handles ind og i maden bliver lavet.
Det er nogle utroligt dejlige steder, hvor man umiddelbart finder sig til rette. Der er mulighed for at læse, slappe af, snakke sammen, spille spil, se fjernsyn, tie stille, lave krea....med andre ord, så laver man det, man gerne vil.
Jeg skriver om disse steder, fordi de gør en forskel i bylivet i Århus. Det er ikke kun for unge indenfor behandlersystemet, men også for unge, der er ensomme eller har brug for lidt selskab. Der er frivilige tilknyttet, og stederne bærer præg af, at her er mennesker der har tid til andre. De engagerer sig, og man mærker knap hvem der er frivillig og hvem der er "bruger". Mennesker sammen med mennesker.
Selvom værestederne ikke er bygget ud fra en kristent grundlag, er de et eksempel på, hvordan vi som mennesker skal være overfor hinanden og dermed viser de hvad kristendommen handler om - nemlig at være der for andre mennesker og holde af dem, når de ikke selv kan holde ud.
Jeg er glad for at komme disse steder som gadepræst i byen, og samtalerne handler om alt mellem himmel og jord - og om hvad der er mellem himmel og jord.
Det er et spørgsmål som jeg tit får, og lige så svært det er at forklare, hvordan en vindeltrappe ser ud (uden at bruge hænderne!!), kan det være svært at forklare, hvordan skjorten ser ud.
Men nu har jeg fundet et fint billede af skjorten - sådan ser den ud, og den kan du kende mig på:
Her den anden aften var jeg på vej gennem byen med en frivillig i gadepræstprojektet. Vi går og taler om alt og intet. Hygger os med aftenluften, forårets komme, fuglene synger....det er bare hyggeligt.
Lidt foran os ser vi en gruppe unge drenge, der er på vej i byen. De er larmende, men virker glade. Der er dog en dreng fra gruppen, der har en anden udstråling. Han virker aggresiv og råber en masse. Da han går forbi os vender han sig om og råber "ludere" efter os.
Inden han råber, kunne jeg ligefrem mærke, hvordan han vender sig om, og lægger an til at skulle råbe. Og så kommer det ud - råbet efter to fremmede på en gågade i en by i Jylland. Det kan virke uskyldig - han mente sikkert ikke noget med. Og det gjorde han sikkert ikke - han havde en dårlig dag, hans kæreste havde slået op, hans forældre skældt ud, hans grænser var måske blevet overtrådt; der er sikkert en masse forklaringer, der kan gøre det forståeligt, at han råbte. Det kan virke så uskyldigt - man kan prøve at ryste det af sig. Men det er ikke altid så let......
Vi kan alle gøre ting, der virker uskyldige. Det kan være handlinger, der ikke helt er ok, men som vi alligevel gør - "det betyder ikke så meget". Men her overskrider vi en grænse, et lille skridt ind over vores grænse for, hvordan man er som menneske. Det er ikke til at mærke de små grænseroverskridelser, men de sker. Som vi vænner os til dem, bliver det umærkeligt. Så er det nemt at gøre hele tiden - man kan ikke længere mærke, hvor grænsen går.
I Bibelens første kapitel fortælles der om, hvordan Gud skabte verden ved ordet. Gud talte og verden blev til. Ordet skabte. Det var Guds ord, der skabte den verden, som vi går rundt i.
Det at "skabe med ord", har Gud givet til os.Vi kan godtnok ikke lige skabe en ny ipod ved at sige det højt, men vi skaber mellem hinanden. Når jeg kalder et menneske for "en god ven", er det dels fordi det er en god ven, men den person bliver en god ven. Vi tager nemlig ord til os - vi bærer dem os. Hvis folk synes du er sød, så bærer du det med dig i dit hjerte, og her skaber ordet dig som person. Ord skaber.
Når man går gennem gaden - eller gennem livet - vil man møde folk, der råber efter en. Kalder en navne, som man ikke bryder sig om. Det er svært ikke at tage de navne med sig i hjertet, og det er svært ikke at blive ked af det. Ens grænser bliver overskredet. Og så er det ikke længere en uskyldig spøg, for en grænse er en grænse - de skal ikke overskrides, når hjertet tager skade.
Vi skal forsøge at værne om hinandens og egne grænser, så de ikke bliver usynlige - og livet ligegyldigt. For det betyder noget, hvad vi kalder hinanden. Så næste gang du er nede i byen, og har lyst til at kalde en for noget grimt - tænk på, at det du kalder en person vil blive båret med i hjertet.
Elsk din næste, for de elsker dig. Normalt hører vi, at vi "Elsk din næste som dig selv". Ligesom vi bekymrer os for os selv, sætter os selv først og holder af os selv, skal vi sætte næsten først. Med dette bud bliver der sagt, at ligesom du elsker dig selv, skal du elske dem, du møder på din vej.
Men med denne nye formulering "Elsk din næste, for de elsker dig" bliver der vendt op og ned på alting. Du tager nu udgangspunkt i dem du møder på din vej, og ikke dig selv.
Jeg tror at dette omvendte bud er meget sigende for vores tid. For at kunne elske et andet menneske, skal vi vide at de elsker os. Fordi næsten allerede giver dig noget, skylder du at give noget igen. Noget for noget.
Men det er nu kun en sandhed med modifikationer, for uden det første af dem "Du skal elske din næste som dig selv", giver det slet ikke mening at tale om det omvendte bud. Det er kun fordi vi har vished om, at næsten følger et første bud, og virkelig elsker dig som sig selv, at vi tør kaste os ud i visheden om, at næsten elsker en. I tillid til næsten og dennes ansvar overfor en.
Og det er ikke helt dumt - at turde kaste sig i sin næstes favn. Så længe vi husker på, at vi faktisk skal elske vores næste ligesom os selv.
Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, eller om det kun er mig, men jeg har været en del i diverse medier her på det sidste - både med udtalelser om diverse, men også med fortællinger om, hvad det vil sige at være gadepræst. Og da jeg har været præst i 8 uger, har jeg jo oceaner af erfaring - nej måske ikke oceaner, men et bæger med erfaringer har jeg da. Og erfaringer er gode at gøre sig - og svære at give videre, så derfor skal vi alle gøre vore egne erfaringer.
En af erfaringer er medier. Jeg er blevet interviewet en del gange, været i tv og radio. Det er skønt og giver Kirken på Gaden en masse medie-dækning, hvilket er Top Nice! Men det betyder også, at mennesker jeg ikke kender er begyndt at hilse på mig på gaden. De tror, at de kender mig et sted fra - og det gør de også, selvom det er fra avisen. Men på en måde er det bare så hyggeligt at hilse på byens borgere - en masse smil på min vej.
Jeg ville dog ønske, at vi alle blev bedre til at smile til hinanden. Det viser omsorg og interesse for hinanden, når vi smiler. Vi er ikke ligeglade eller ligegyldige for hinanden, men mennesker vi møder betyder noget, også dem vi ikke kender. For smil har det med at smitte noget så grueligt, så smil til et menneske, og det smil vil blive båret med rundt resten af dagen. Lad glæden og varmen brede sig - vi betyder noget for hinanden.
Derfor udfordrer jeg jeg hermed bloggens læsere:
Gør maj måned til smilets måned- SMIL TIL MAJ.
Smil til alle - også dem du ikke kender.
Lad glæden være fortegnet i hverdagen og i livet i byen.