Gadepræst for unge i Århus

Dagens evangelietekst: Matthæus, kapitel 25, vers 31-46

Kirkeåret har nået sin afslutning – det er sidste søndag i kirkeåret. Nytåret er lige om hjørnet, både kirkens, men også kalenderårets nytår, venter på at komme i gang.

Men før vi kan komme i gang med alt det nye, må vi sige farvel til alt det, der var. Et år er gået. Der er ikke mere tilbage af det – vi har slidt dagene op, fyldt dem med indhold og brugt af dem. Eller som nu afdøde Poul Bundgaard sagde om sit eget liv, så havde han levet årene op. Og vi har også nu levet endnu et år op.

Og som altid, når man står ved en skillelinje, vil man evaluere på det, der skete. Hvad gik godt, hvad har vi oplevet? Hvilke ar fik vi gennem året? Hvem har vi sagt farvel til – og hvem har vi hilst velkommen til livet? Fik vi et år med medgang, eller var det modgange, der fyldte os? 

Alle som en, der sidder her, vil vi huske tilbage på lige præcis det, der fyldte for os.

Men en evaluering er også alt en vægtning af, hvordan vi syntes, det gik – en slags privat domsfældelse. Gjorde vi det nu godt nok? Og især hvis man ikke ligefrem fyldes af stolthed over dele af ens handlen, eller hvis man fortryder noget, man fik gjort, kan dagens evangelium gøre folk meget små. For hvad nu, hvis det, jeg gjorde, gør, at jeg får evig straf? Så kan man nok krympe sig i sædet, og ønske, at Gud ikke må se en, som man er.

Salme: Skyerne gråner, sl. 733 i DDS (Den Danske Salmebog)

Jeg blev af en ung mand spurgt om, hvor jeg tror ondskab kommer fra. Er det noget, der ligger i os mennesker, og dermed noget vi skaber, eller er det noget udenfor os – altså noget andet end mennesker? Det er jo ikke et let spørgsmål, for i det ligger også et spørgsmål om lidelsen.

Hvorfor er der lidelse, og hvorfor skal livet gøre så ondt til tider?

Tekst: Matthæusevangeliet, kapitel 22, vers 34-46

Der var på et tidspunkt et program i fjernsynet, der hed: ”Menneskedyret”. I programmet udførte en forsker forsøg med mennesker, for at finde frem til, i hvor høj grad vores adfærd er styret af kropssprog og instinkter. I et af forsøgene sidder der en person i et rum. Forsøgspersonen står udenfor og får, inden de kommer ind i rummet med personen, at vide, at vedkommende ikke kan lide dem, og har talt dårligt om dem. Det spændende er hvordan vi reagerer. Mændene der kom ind i rummet, reagerede ved at være fjendtlige og havde overhovedet ikke lyst til at høre, hvad personen havde at fortælle. Kvinderne, der kom ind i rummer, var derimod ekstra søde og venlige overfor personen i et forsøg på at overbevise personen om, at der bestemt var god grund til at kunne lide dem. Men uagtet de forskelle der er på mænd og kvinder, så reagerede begge køn på, at de havde fået at vide, at personen ikke kunne lide dem. Ingen af dem kunne ignorere det faktum, at et menneske, ikke brød sig om dem. Det skal for en god orden skyld nævnes, at personen i rummet ikke anede noget om forsøget, og aldrig havde udtalt sig om nogen som helst.

Tekst: Lukasevangeliet, kapitel 16, vers 1-9

Når man lever et liv med kristendommen, så hører man også en del fortællinger om, hvem Jesus omgikkes med. Vi hører om Zakæus, der snød og bedrog, men som straks holdt op, da han mødte Jesus. Vi hører kvinder grebet i utroskab og kvinder med for mange som mænd, som Jesus forsvarer. Og vi hører lignelser om, at hjælpen i nøden kan komme fra uventede vinkler. Alt dette hører vi, og vi får en ide om, hvilket slags menneske Gud gerne vil have vi skal være.

Og alligevel så er denne lignelse anderledes. For i alt andet, vi hører om, er der en retfærdighed vi forstå. Den retfærdighed, at Jesus siger: Synd ikke mere. Når jeg nu tager dig til mig, så hold med at synde.

Det forstår vi, for så har man lært sin lektie. Og derfor er dagens evangelium – lignelsen om den utro godsforvalter også en irriterende tekst. For hvad betyder det lige, at han snyder og bedrager sin arbejdsgiver, og derefter får at vide, at han har handlet godt, fordi han har snydt! Ikke et sted, får han at vide, at han skal holde med at synde. Og sidst men bestemt ikke mindst, får at vide, at for at komme ind i Himlen, skal han skaffe sig venner ved denne metode. Pludselig kan vi altså arbejde os vej ind i himlen – det er nye boller på suppen, og må & skal vække anstød hos os. For er det nu vores ansvar at komme i Himlen? Og hvem kommer så ind?