Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Markusevangeliet kapitel 10, vers 13-16

Vi har nok alle gjort det på et tidspunkt – eller er kommet til at gøre det uden måske at tænke over det. Vi er optaget af dagens gøremål, optaget af en ukendt fremtid, vi forsøger at kategorisere, optaget af det vi ikke nåede – ja, optaget af livet.

Det er helt naturligt, for det er vi tit – optaget af livet. Og til tider kan vi være så viklet ind i vores eget hjernespind og ideer om, hvordan verden er, at vi støder et menneske bort, der kommer til os med et ønske. Vi vender os bort uden at opdage, at vores ryg sårer ligeså meget som ordene.

Uha det er ikke nemt at stå på skøjter, hvis man ikke har prøvet det før. Man falder og glider hele tiden, og det ser heller ikke specielt kønt ud, når man glider af sted. Man har det måske lidt som Bambi havde det, da den skulle forsøge at stå på isen for første gang. Fuld af tillid til isen og egne evner, så kastede den sig ud på isen, og ikke mange nanosekunder efter, lå den flad på maven. Og trods indtil flere forsøg, så fandt den aldrig rigtig ud af det der med at stå på skøjter.  Den mistede simpelthen balancen igen og igen.

Tekst: Johannesevangeliet kapitel 8, vers 12-20

Det er helligtrekongers søndag. På denne søndag i kirkeåret tænker vi på de vise mænd fra Østerland, der drog ud i verden for at finde det lille Jesus barn. De havde læst i stjernerne, at der ville blive født et barn, der skulle være Jødernes konge, og en klar stjerne, der lyste stærkere og klarere end alle andre stjerner tilsammen, ledte dem til Betlehem. Her gik de først til kongen over landet for at høre ham, om han vidste, hvor det lille barn var blevet født; men kongen havde slet ikke hørt om det, og besøget af de vise mænd og deres spådom en konge, der ville tage den plads, han selv havde, skabte en frygt i ham så stor, at han siden gav ordre til at alle små drengebørn skulle slås ihjel.

Tekst: Matthæusevangeliet kap. 25, vers 31-46

Det er sidste søndag i kirkeåret. Den sidste søndag inden julen begynder. På næste søndag er det 1. Søndag i Advent, og julen er i gang. Vi synger ”Vær velkommen Herrens år”.

Men inden skal vi altså have slutningen overstået. Den sidste søndag i kirkeåret i slutningen af november. En måned, hvor det har regnet hver dag på nær to dage. En sidste søndag inden festen, og som slutninger kan være, så kan denne søndag nemt forekomme lidt flosset i kanten. Dagene for året er næsten brugt, og luften er langsomt gået ud af ballonen. Mange holder regnskab over året, der er gået – hvad gik godt, hvad gik mindre godt? – hvad har vi mistet og hvad har vi vundet? Og man ser frem mod tiden der kommer. Og netop på denne dag ligger teksten om verdensdommen. En fortælling om Gud, der gør regnskab over os mennesker. Hvem er mistet og hvem er vundet? Hvem skal gå bort til evig straf og hvem skal have evigt liv?

Dette er fortælling, der kan få de små hår til rejse på mange. Enten fordi man i fryd regner sig selv for de frelste, eller i frygt for at man må regnes blandt de fortabte.