Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Matthæusevangeliet, kapitel 25, vers 31-40

Hvorfor denne tekst nu? Hvorfor lige den tekst, verdensdomme? Det er egentlig den tekst, der bliver læst højt den sidste søndag i kirkeåret, første tekstrække. Det er den tekst, der afslutter året, og dermed den tekst, der opsummerer hele kirkeåret. Den tekst der rummer essensen af året, der gik. Det er samtidig den tekst, man går ind i det nye kirkeår med – ordene fra teksten klinger stadigvæk i rummet, når vi går ind i adventstiden. Så hvorfor lige den tekst nu?

Lad mig begynde et helt andet sted. Har I nogensinde overvejet, hvordan det vil være at møde Jesus i dag ansigt til ansigt. Der er mange, der har lavet det tankeeksperiment i tidernes løb. Hvor ville man finde ham, hvem ville han tale med? Ville vi tro ham – at det var Guds egen søn, der kom ned til jorden.

Dengang Jesus faktisk vandrede på jord, gjorde han mange undere, talte som en lærd – men samtidig frasagde han sig andet, som man måske ville forvente var passende for Guds egen søn. Jesus sad ikke på en trone, klædte sig ikke i silke og smukke stoffer eller væltede sig i luksus. Ej heller døde han som man kunne have forventet af Guds søn. Han døde på et kors under hån og ikke i en blød seng under hyldest. Det frasagde han sig. Han valgte et andet liv end de vi som mennesker ville have udstukket for Guds søn. Han handlede ikke, som vi regnede med.

Der er lavet en lille spillefilm, der hedder ”Ernst og lyset”, der ofte bruges til konfirmander. Den handler om, hvad der ville ske, hvis Jesus kom tilbage til jorden. Søren Østergaard spiller Jesus, der ender i en bil ved en succesfuld sælger af rengøringsprodukter, nemlig Ernst – eller Ernie som han gerne vil kaldes. Ernie er en smart mand, med fart over feltet, mobiltelefon, fed bil – alt kører for ham. Og nu møder han Jesus. Jesus er det modsatte af sælgeren. Han er i en strikket rullekrave, har ikke en mobiltelefon og bliver nødt til at få et lift af Ernie, da han ikke kom tilbage til jorden med en bil. De er modsætninger. Og Jesus formår i filmen ikke at gøre Ernst opmærksom på, hvor vigtigt et budskab, det er, han komme med. De argumenterer med hinanden, og sælgeren mener ikke, at den forretning som Gud har foranstaltet er god nok – ”come on – 2000 år før der bliver fulgt op på begivenheden, han følger op på en ordre dagen efter.” Jesus ender med at spørge om der da slet ikke er nogen, der vil frelses, eller har bevaret troen? Ernie får hurtigt forklaret Jesus, at Guds søn ikke har noget at komme efter her på jorden.

De går fejl af hinanden, og Jesus drager slukøret hjem til himlen.

Det er en morsom lille film, der leger med tanken om, hvordan det vil være hvis Jesus kom tilbage til jorden. Og filmen er tankevækkende; MEN den rummer en fejlslutning, som mange på Jesu tid også gjorde omkring Jesus. Dengang troede man, at Guds søn ville komme som den sejrrige konge, der ville frelse alle ved et trylleslag. Men han kom ridende på et æsel. Filmen mener, at tro ikke kan hamle op med verden i dag. Den fremstiller Jesus som en mand, der ikke ved hvad der foregår i samfundet, ikke ved om folk længere tror og ikke kender vores håb og drømme. Som en mand, der giver op. Men Jesus strakte dengang sine arme ud på korset for at vise os, hvor meget han holder os. Det kostede ham livet.

Jesus var ikke den mand, de forventede dengang. Ej heller er Jesus den mand, som vi ser i filmen. Jesus blev ikke sendt til verden, så Gud derefter kunne vende os ryggen i 2000 år og glemme os – holder op med at kende os.

Jesu liv skulle vise noget helt andet. Jesu liv viste os, hvordan vi som mennesker skal forsøge at være overfor hinanden. Men Jesu liv viste os også, at der en Gud, der aldrig lader os i stikken, ikke glemmer os. Han er en Gud, der holder fast i os og holder af os, og ikke mindst en Gud, der kender os. En Gud, der ikke giver op, når vi yder modstand mod ham, som Ernie gjorde mod filmens Jesus. Gennem hele Jesu liv viser Gud os, at vi ikke er ligegyldige for ham. Gud valgte at leve et liv på jorden, hvor han kunne have ladet være. Men kærligheden til os gjorde, at Jesus levede sit liv som menneske. Og det som et menneske, der kunne synes magtesløs i forhold til samfundets syn på magt. Jesus gjorde ikke krav på jordisk magt og vælde. Han levede som menneske blandt mennesker og gjorde krav på vore hjerter – gjorde kærligheden gældende. Deri lå hans sande magt.

I dag når vi som kristne lever vores liv, skal vi leve det i lyset af den kærlighed. Vi skal møde vore medmennesker som mennesker. Vi skal altså møde dem i kærlighed fordi Gud gør det samme med dig og mig.

Den tekst der afslutter kirkeåret er derfor valgt med omtanke som den sidste tekst, for denne tekst skal vi have med os hele tiden. For i den får vi svar på vores tankeeksperiment om, hvordan det vil være at møde Jesus. Og overraskende nok viser teksten os, at det slet ikke er som vi regner med. Vi skal ikke bruge kræfter på, at forestille os, hvordan Guds søn vil komme til jorden. For i teksten står der, at vi skal møde vores medmennesker som var det Jesus vi faktisk mødte.

Vi skal altså ikke rulle den røde løber ud og gøre maden klar, hvis vi i døren afviser den hjemløse eller den sultne. For alt hvad vi gør mod disse de mindste brødre, gør vi mod ham.

-          Amen