Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Lukas evangeliet kapitel 7, vers. 36-50

Den nåde, som vor Gud har gjort os at retfærdiggøre,

den bør vi agte højt og stort

 og så i gerning føre,

at troens frugter kendes må,

at vi kan frem i dyder gå;

hvortil Guds ånd os røre.

- Amen

En mand inviterer Jesus indenfor. Han er farisæer. Han ved, at han overholder loven til punkt og prikke – gør det rigtige, og det, der bliver forventet af ham. Det har han det rigtig godt med. Det giver ham en fornemmelse af tryghed i maven. Men Jesus rykker ved den tryghed. Hvem er han? Han vil finde ud af, hvem han er, så han derfor har han inviteret ham hjem til sig. "Gud må elske mig højt", tænker han tit ved sig selv.

En kvinden står udenfor og venter. Hun havde hørt, at Jesus er her i huset til aften. Hun lever i synd. Hun har for mange mænd. Derfor er der ikke mange, der taler med hende. De fleste undgår hende faktisk, når de ser hende. Hun kender farisæeren, der ejer huset, og ved at han vil smide hende ud af huset, hvis hun ikke når til Jesus først. Hun har taget en krukke olie med. Den bedste hun har, for hun vil så gerne indenfor og vaske Jesu fødder, og smøre dem ind i olien. Det er det eneste hun drømmer om. Så gør det ikke så meget, at alle andre undgår hende, hvis bare hun kunne komme indenfor. "Jeg håber, at Gud kan elske mig", tænker hun tit ved sig selv.

To mennesker. En farisæer og en synder. Hver med deres tanker om livet, om Jesus og om Gud. Hver med deres drømme og forestillinger. Den ene lever et liv i overholdelse af lovene og den anden lever et liv i lyset af synden. To forskellige tilgange til livet.

Det er disse mennesker Jesus gang på gang møder i evangelierne. Det er disse tilgange til livet, der i deres modsætningsforhold, viser os, hvordan vi er som mennesker.

Farisæeren, der har inviteret Jesus, byder ham godt nok ind i sit hjem, men handler ikke efter almindelig høflighed, som den var på Jesu tid. Dengang var det kutyme, at gæsterne fik vasket deres fødder og smurt dem ind i olie. Det vælger farisæeren ikke at gøre. Han byder Jesus indenfor. Vil finde ud af, hvem han er. Han er nysgerrig, men skeptisk overfor Jesus. Ser ham an. Jesus skal ikke tro, at han er noget, så derfor får ikke den almindelige velkomsthilsen, da han kommer til huset. Farisæeren har hørt at Jesus er en slags profet, men er ikke sikker på om det passer.

Kvinden, der vasker Jesu fødder, lever i synd. Hun kommer ikke for at se Jesus an eller være skeptisk. Hun kommer for at kaste sig for hans fødder – for at vaske dem, tørre dem og smøre dem ind i olie. Hun gør det, som farisæeren burde have gjort, da han inviterede Jesus hjem til sig. Det gør hun, en synder – og tilmed en kvinde. Det gør hun.

Hun tænker ikke på, hvad de andre vil synes om hende. Hvad de tænker om hende, når hun kaster sig for en fremmed mands fødder. Det er slet ikke vigtigt for hende, men det er vigtigt at vise Jesus, at hun bøjer sig for ham. Hun vasker hans fødder med det eneste hun, har at give ham, nemlig sine tårer. Og tørrer dem rene med sit hår. Til sidst tager hun olien og salver hans fødder. Hun kommer ikke med meget, men bruger det hun har, og måske det som gør hende til en synder; nemlig hendes egen krop. Med den som redskab, gør hun farisæerens opgave. Bruger sin krop til at vise respekt for gæsten.

Men hun gør mere end det. Hun gør en kærlighedsgerning. Hun bruger sig selv for at vise sin kærlighed til Jesus. Det er ydmygt at komme med så lidt som sine tårer og sit hår, men det er også det størst, man kan komme med. For kvinden kommer med hvad hun har, med sin synd, og giver alt, nemlig sig selv.

Den ene, vi møder, mener, at han har alt, og skal give lidt, mens den anden føler hun intet har, og skal give alt. De er så forskellige de to, og støder mod hinanden. Ham og hende.

Farisæeren forstår ikke at Jesus vil tillade hende at røre ved sig. ”Hvis Jesu virkelig var profet, ville han vide, hvilken kvinde hun var”, tænker farisæeren ved sig selv. Der er jo beviset for, at Jesus blot er en uvidende, almindelig mand. Det ville jo have selvindlysende, at en virkelig profet, en virkelig hellig mand, ville have målt og vejet kvinden og fundet hende for let og hendes synder for tunge. Der er beviset. Men Jesus gør altid det, vi ikke forventer. Han svarer farisæeren på hans tanker ved at fortælle om to mænd, der hver skylder et beløb. To mænd, den ene skylder lidt og den anden meget. Den af de to mænd, der får tilgivet lidt, elsker kun lidt, hvorimod den, der får tilgivet meget, elsker meget.

Her fortæller Jesus også farisæeren, hvorfor kvinden kaster sig ned. Hun får tilgivet meget. Hun har fået alle sine synder tilgivet. Hende de andre i samfundet undgå og ikke ville røre ved, møder nu tilgivelsen. Hende som intet var, bliver taget imod af Gud, der har skabt alt. Den Gud, der har skabt verden, tager imod en tilfældig kvinde fra en lille landsby for 2000 år siden. Landsbyen var ligeglad med hende, ville ikke have noget med hende at gøre. Hun kunne have levet sit liv og været død i glemslen, hvis ikke det var fordi, hun bliver tilgivet for alt det forkerte, hun har gjort. Det ved hun, det føler hun dybt i sit hjerte, derfor kaster hun sig den dag ned for Jesu fødder, ligeglad med hvad konsekvensen af den handling er, uden at være skeptisk eller se Jesus an, hun kaster sig foran ham og imod ham med alt hvad hun er og har. Og bruger det hun har og det hun kan, nemlig sin krop til at vise sin tro. Det er et menneske, der er fyldt at kærlighed, der gør en sådan handling. En kærlighed, der kommer af at være mødt at kærligheden. Trods egne tanker om, at man ikke er den kærlighed værd. Trods andres tanker om, at man ikke er den kærlighed værd.

Hun får tilgivet meget og elsker meget. Det kan komme bag på os. Hende der ifølge samfundets norm ikke fortjener noget, får det største, nemlig tilgivelsen – får nåden skænket. Der bliver vendt op og ned på alting.

Skal man nu være synder for at få lov til at komme i kirken? Skal man være en, som andre foragter for at få lov? Nej, selvfølgelig skal man ikke det. Det er ikke en konkurrence om, hvem der synder mest og dunker sig mest oveni hovedet med sin synd. Hvis fokus ligger der, bliver vi som farisæeren, der er gennem sine handlinger og lov-overholdelse, ved at Gud er med ham. Så ender vi med at elske os selv på grund af synden.

Vi skal heller ikke afvise synden som ikke eksisterende, fordi det er et gammelt og umoderne udtryk. Vi gør alle forkerte handlinger: sætter os selv før andre, sårer folk, taler om dem bag om ryggen, gør grin med folk, glemmer at være der for andre. Det gør vi alle sammen, men vi er tilbageholdende med at kalde det for en synd. Derfor kan salmen, vi sang før prædikenen (salme 501) – ”Herre, jeg har handlet ilde”, være en torn i øjet på det moderne menneske. Vi kalder det ikke for en synd; men det er noget, som vi trods alt alle lever med og i. Det er en del af menneskelivet, at vi i vores relationer med andre mennesker ikke altid handler som vi bør. Og vi ved det godt.

Eller vi kan blive en person, som netop farisæeren også var, nemlig den selvfede. Ham der er optaget af sit eget og ved bedst. De andre skal ikke komme og fortælle ham noget, for han ved det hele. En person, der lukker af for alt andet, end sig selv. Synden har mange ansigter og former, også selvom vi ikke kalder det for synd i dag.

Vi skal ikke bilde os ind, at vi ikke synder. For det gør vi. Men omvendt skal vi heller ikke leve livet duknakket og i mismodighed pga. synden. Vi skal leve livet, som det er givet af Gud. Han så, at det var godt, da han skabte det hele. Livet er ikke en jammerdal, men det sted, hvor vi skal leve vores liv på godt og ondt.

Når vi lever vores liv, skal vi have synden for øje. Vi skal vide, at der er fælder i livet vi kan gå i, hvor vi glemmer andre, handler ondt, både bevidst og ubevidst. Vi skal vide, at vi til tider er som farisæeren, men også at vi er som kvinden. Vi rummer begge i os fra tid til anden.

Fortællingen handler om en kvinde og en mand. En mand, der ikke ved, at han har brug for tilgivelse og en kvinde, der allerede har fået den. Hun kastede sig ud i troens ulogiske vilkår. Hun havde modet til at tro på Jesus. Hun gav det eneste hun havde, sin tårer. Hun forsøgte ikke med pomp og pragt at takke Gud, men kom i al sin enkelhed med en oprigtig gestus til Jesus. Den tro er den modige tro. Det er ikke nemt i vore dage at tro, for der kræves beviser, som farisæeren krævede beviser.

Jeg hører nogle gange som præst, at folk undskylde overfor mig, fordi de ikke tror nok eller rigtigt. Men troen kræver ikke, at vi altid gør det rigtige, for det gør vi ikke. Vi er som kvinden, der bevidst synder og som farisæeren, der er blind for sin synd. Det eneste troen kræver, er os. Som vi er. Vi er mennesker. Der er ikke brug for kompetencer for at vinde Guds kærlighed. Vi behøver ikke bevise noget overfor Gud, men vi skal være dem vi er. Vi er dem, vi er.

Det afgørende er, at vi tør kaste os ud i troen. Der findes ikke et videnskabeligt sikkerhedsnet her. Troen er, fordi den er. I troens lys bliver synden gjort magtesløs. Troen er det, der giver os mod og styrke, og giver os fred. Troen er det, der står tilbage når alt andet fjernes. Troen ændrer ikke ved, at kvinden bliver set på som en synder af landsbyen. Troen garanterer ikke mirakler. Men troen garanterer et under, nemlig det at vi i troen gribes af Gud, der til gengæld vil elske os hele livet igennem som de mennesker vi nu engang er.