Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Matthæus evangeliet kap. 14, vers 22-33

Som mennesker vil vi gerne have, at vores liv er meningsfyldt. Vi skal gerne lave noget, gøre noget med livet, der giver det en mening. Det giver et greb om livet.

Men vi søger også selve meningen med livet, for et liv uden mening er ikke et liv. Vi søger Gud i vores liv. Gud giver mening. Det giver mening at vide, at Gud er med os, med mig. Og at Gud vil noget med os. Vil os noget. Det giver mening i livet.

Men derfor er der stadigvæk tidspunkter i vore liv, hvor hverdagen ikke længere giver mening. Der er tider, hvor livet mister sin betydning for os. Der er situationer, hvor vi mister alt, der betyder noget for os, og hvor vi mister troen på, at Gud er med os. Til tider kan verden være så grum og ond, at vi ikke længere kan se, at der stadigvæk er noget godt og lyst ved verden. Da synes alt at være meningsløst, og vi kan gribes af en tomhed. Vi er magtesløse og råber til Gud om hjælp – vi råber til Gud og gribes måske samtidig af tvivlen om Guds eksistens.

Og Peter går ud på vandet. Han går på vandet. Men da det går op for Peter, at stormen er stærk og han er lille, da bliver han bange. Han bliver bange for en storm. Han bliver ikke bange for det Jesus siger, eller fordi han går på vandet, men han bliver bange for vejret. Det er dér han begynder at tvivle. Peter har umiddelbart ingen grund til at tvivle på Jesus. Jesus går på vandet, han er Guds søn, han siger til Peter, at han skal komme ud på vandet til ham og han går på vandet. Det u-trolige i situationen, erfaringen af noget der er større en end selv – erfaringen af at Jesus har magt til at lade et menneske gå på vandet, gør ham ikke bange. Nej, det er noget så menneskeligt som et stormvejr, der gør, at Peter tvivler, bliver bange og synker.

Er Peter en kujon? Nej, det er han ikke. Han er menneske og mennesker er ikke kujoner, fordi de lader sig påvirke af livet. Peter er som dig og mig – et menneske. Vi går ikke igennem livet uden at blive berørt og rørt af det, vi oplever. Og som Peter, ved vi ikke på forhånd, hvilke situationer, der gør os bange og hvad der pludselig får os til at synke. Synke, hvor vi før sagtes kunne gå. Tvivle, hvor vi før havde tro.

I fortællingen råber Peter: Herre, frels mig. Peter råber i afmagt. Han har ikke længere greb om det, der sker.

Straks bliver Peter grebet af Jesus. Straks. Peter bliver grebet med det samme. Uden spørgsmålstegn eller anklager, uden vrede eller råb – der bliver Peter grebet. Peter tvivlede på Guds egen søn. Peter, der levede sammen med Jesus, havde set ham gøre undere, havde hørt hans tale – de øjne, der havde set Jesus, og de øre, der havde hørt ham – han tvivlede den nat under en storm på en sø. 

Men Peter bliver uden tøven grebet af Jesus. Og først efter, at Peter er i sikkerhed, siger Jesus: du lidettroende, hvorfor tvivlede du? Hvorfor tvivlede han, der levede med det menneske, der var Guds egen søn?

Fordi Peter var menneske. Fordi vi mennesker tvivler. Fordi vi mennesker ikke altid kan finde en mening med vores liv. Fordi vi er bange for, at Gud forlader os. Fordi livet sker for os. Fordi livet ikke er retfærdigt. Fordi vi har brug for Gud.

Vi har brug for Gud. Vi har brug for at vide, at Guds hænder holder om os i nænsomt favntag.  Vi har brug for at tro. Vi har brug for at vide, at når alt er meningsløst, og vi ikke længere har greb om situationen, så har Gud fat i os. Så griber han os, når vi synker, når vi råber i afmagt. Og vi bliver grebet straks, med det samme. Vi skal ikke først undskylde og beklage vore handlinger. Vi bliver grebet som de mennesker vi er – som Peter den nat blev grebet – ligeledes bliver vi grebet, når vi råber: ”find os, red os, lad sin nærhed blive lys i tvivlens mørke.”

-         Amen