Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Johannesevangeliet kap. 14, vers 8-14

Så gik den første uge af det nye år. Nytåret sætter ofte tanker i gang omkring fremtiden. Hvad er det vi vil, hvad har vi af tanker, drømme – hvad har vi af bekymringer? Hvad vil det ske med verden, klimaet, de fattige, krigene? Hvad vil der ske med min familie, mine kære – hvad vil der ske med mig? Hvad skal der blive af mig?

Et nyt år kan sætte mange tanker i gang, og man kan som menneske komme til at føle sig magtesløs i forhold til fremtiden. Ængstelse over fremtiden. Hvad skal der blive af mig? Det hører med til livet, at de bange følelser og håbet til tider kæmper om 1. pladsens i vores liv. Og nogle gange er det frygten, der helt får overtaget. Fremtiden synes uoverskuelig, fremmed og frygtelig.

Selv i dag kan man næsten mærke gyset gå gennem disciplene over Jesu ord, da han lader dem vide, at fremtiden ikke bliver som de forventer. Ensomheden, rådvildheden, frygten. Hvad skal der blive af os – hvad skal der blive af mig?

Filip, vi hører om, er en af de disciple, der ikke ved, hvad han skal gøre. Han spørger Jesus om hjælp. Og han spørger Jesus: Vis os Faderen, og det er nok for os. Du behøver ikke gøre mere end blot at vise os Faderen, så skal vi nok klare fremtiden.

Jesus svarer, som vi hører, at du, der har været så langt tid sammen med mig, du kender mig ikke. Og Jesus må forklare Filip nok engang, at det er gennem Jesus, man kender Faderen. Når man har mødt Jesus har man mødt Faderen. Det er der Faderen er, og det er nok.

Lige inden Filip stiller dette spørgsmål fortælles der i evangeliet om Thomas. Han er ligesom Filip bange for fremtiden, og da Jesus fortæller dem, at han nu skal gå en vej, hvor de ikke kan følge, misforstår Thomas. Han tror, at hvis Jesus da blot fortæller dem, hvilken vej han vil tage – giver dem en art kørselsvejledning – så kan de da nemt følge med. Jesus forklarer, at det ikke handler om sådan en vej, men om noget mere og noget andet. Den vej, han taler om, er nemlig ham selv. Jesus er vejen, der vil lede dem til sandhed og liv. Det står Filip og hører på inden han stiller sit eget spørgsmål. Jesus har lige fortalt dem, at han er vejen. De har med deres egne øre selv lige hørt, at Jesus er vejen. Og alligevel stiller Filip sig op, og spørge: kan du så ikke i det mindste vise os Faderen, og vi vil ikke bede dig om mere.

Filip ser og ser ikke. Thomas hører og hører ikke. De kender Jesus, har mødt ham i person, og selv ikke der, forstår de omfanget af hans liv. Selv der, leder de efter noget mere, noget der kan give dem sikkerhed i livet, så de ikke skal føler sig så alene og forladte.

Vi står foran et nyt år, en fremtid, der kan virke truende. Og fremtiden er lige truende om man hedder Filip og levede for 2000 år siden eller om man er os lige her. Fremtiden kan få os til at miste grebet om livet, og give magtesløsheden magten. Livet kan sætte os i situationer, hvor vi ikke ved hvilken vej, vi skal gå. Hvor vi råber på hjælp. Hvor vi føler os ensomme, og hvor vi føler at selv Gud er blevet væk for os. Vis os i det mindste, hvor du er Gud. Filips ord kan nemt være vores egne den dag i dag.

Livet er en usikker affære. Intet er givet på forhånd, og livet har det ikke med at udvise synderlig retfærdighed. Livet er livet. Lige så berusende det kan være at leve, lige så tomt kan det føles. Og i tomhedens mørke, kan vi, som disciplene den dag, føle os forladte og bange. Vi ønsker da til fulde af se Jesus – se Gud. Se Gud så han kan gøre en ende på vor ængstelse.

Man kan i sit stille sind tænke, at kunne man dog bare selv møde Jesus ansigt til ansigt, så ville det være nemt. Så ville livet ikke vise fra sin usikre side. Men det er lige hvad præcis, hvad der ikke sker. For selv de mennesker, der levede med ham, og havde alt mulig grund til at forstå – de forstår ikke omfanget, de forstår ikke hvad de er vidner til.

For når man står i mørket, er det mørket man ser. Når man er i frygten, er det frygten man mærker. Og der spørger vi. Der beder vi. Vi beder om, at Gud må blive en realitet i livet. Vis os vejen og vis dig for os. Lad os se og høre.

Men vi stirrer os ofte blinde på vores egne spørgsmål. Jesus siger, at vi blot skal bede ham, så vil han gøre det. Alt I beder om i mit navn, det vil jeg gøre. Vi spørger og spørger. Som Thomas og Filip. Vi ser ikke, at det ikke handler om spørgsmålet vi stiller, men om det svar vi allerede har fået.

Faderen er den far, vi spørger efter. I kærlighed kom Gud til os. Han kom som et menneske, vi kunne se med vore egne øjne. Han satte sig ned med os og talte til os, så vi kunne høre. Han gik med os, så vi ikke skulle gå alene. Han gjorde alt andet end at forlade os, som disciplene følte den dag. Han forlod os ikke, men kom til os for at blive hos os for altid. Han har aldrig forladt os.

Gud er hos os. Hver dag, altid. Han er ikke altid det svar vi ønsker. Han gør ikke livet til en leg, for livet er som det er. Men han er med os. Og han glemmer os ikke.  Jesus lovede sine disciple, og han lover os, at blot vi beder i hans navn, da skal han gøre det. Da er han med os. Da er vi ikke alene.

Fremtiden er, som fremtiden er. Den kommer lige meget hvad. Året går. Og selvom vi med vores fornuft kan læse, at Gud er med os, så har vore hjerter igen og igen behov for at høre ordet, for at mærke kærligheden. Igen og igen.

Så foran ukendt fremtid skal vi igen høre, at Gud er med os i alt, der måtte komme. Selv i vores ensomhed er vi ikke alene. Alt hvad I beder om i mit navn, skal jeg gøre. Lyt efter svaret.

-          Amen