Gadepræst for unge i Århus

Tekst: 1. Mosebog kap. 4 vers 3-16

Kain og Abel. En fortælling om det første mord i Bibelen. Og tilmed en fortælling, der ligger allerede i begyndelsen af Bibelen. Der er ikke, fordi vi mangler action, for allerede inden vi bladrer tredje gang i bogen, er hele verden blevet skabt, kvinden og manden er blevet skabt og har fået deres navne, nemlig Adam og Eva. Og de er blevet fristet af slangen, har spist af kundskabens træ, er blevet opdaget af Gud, og smidt ud af Edens Have for derefter at leve et liv i møje og besvær. Og nu støder vi allerede på det første mord. Kain slår Abel ihjel. Og det er ikke blot en hvilken som helst mand, Kain slår ihjel. Det er hans egen bror. Det er Adam og Evas to sønner, de første mennesker der er født ud af en kvindes liv, der bliver en del af det første mord i Bibelen. En bror, der myrder sin bror på grund af søskende jalousi. Så er stilen lagt, kunne man fristet til at sige. For er det ikke sådan, vi mennesker er? Er dette første mord i Bibelen ikke blot en beskrivelse af den verden, vi læser om i avisen og ser på tv? Det kræver blot et lille kig på menneskets historie, så ser man mord i snesevis. Vi behøver skam ikke gå langt tilbage i tiden før vi oplever bedrag, og knive godt og solidt plantet i ryggen på et andet menneske. Er der ikke et bevis på, at det onde i mennesket og det onde i verden trives i bedste velgående? Er mennesker ikke netop plaget af misundelse, kræver opmærksomhed, kan ikke unde andre succes, kan ikke klare fiasko uden at lade det gå ud over andre, kan ikke styre vores temperament. Er det ikke sådan vi i virkeligheden er, kunne man fristes til at spørge?

Og – jo – en del af vores verden ér sådan. Der er ondskab i verden, og også ondskab i mennesker. Vi er ikke altid de bedste mennesker vi kan være, og – ja – blot et kig i en avis og vi ser, at verden ikke er idyl, men måske ligefrem det modsatte.

Men så er spørgsmålet, om det også er alt verden er? Er verden ikke andet end ondskab, og var Kain ikke andet end en morderisk, jaloux og hævngerrig bror?

Til tider kan man føle, at verden er mere ond end god. Vi hører om had, slagsmål, overfald og hævn overalt. Og nogle gange kan man måske føle, at ondskaben tager til. At kampen mellem det gode og onde langsomt bliver vundet af det onde, og lige pludselig kan det være svært at få øje på godheden i mennesker.

Få øje på, hvorfor vi er skabt i Guds billede. Når det bliver svært at se det gode, forsøger vi at gøre verden nemmere at forstå. Nemlig ved at dele verden op i kategorier – dele verden op i ”dem” og ”os”. ”Dem”: de andre, de ukendte, dem vi er bange for – de onde. Og så er der ”os”: de kendte, dem vi er trygge ved, de gode.

Det er en måde at se verden på, som har eksisteret så længe, der har været mennesker til. Den tanke var også til på Jesu tid – dem og os. Os, farisæerne og dem, der tror på Jesus. Os, de skriftkloge og dem, hedningerne. Os, de gode, og dem de onde. Os og dem.

Faren ved ondskab er, at selve frygten for ondskab, skaber skel mellem mennesker. Vi er bange for ondskaben og bange for at den får overtaget, og i forsøget på at standse den gør vi ondskabens gerning. Vi deler verden op i dem og os, og glemmer at vi alle er skabt i Guds billede, og at vi alle rummer godhed.

Jesus kom ikke til verden for at dele verden op, men for at samle den. Jesus kom for at fjerne det skel, der er mellem mennesker, og lade os se, at godheden har en chance, fordi vi rummer godhed. Vi er ikke ”dem” og ”os”, nej vi er i en helt anden kategori, nemlig kategorien med-mennesker. Og det er en gruppe der rummer alle mennesker. Vi er nemlig ikke kun forpligtede på at være med-mennesker, for dem vi selv vælger at være det for. Vi er forpligtede på at være med-mennesker for alle vi møder. Jesus kom ikke for at dele os op i grupper, men for at samle os som mennesker.

Det kræver tillid til mennesker – en tillid til at vi vil hinandens bedste. En tillid til, at engang imellem så rækker vi hånden ud mod et menneske, der er ved at falde og hjælper det op at stå, ikke fordi vi vil have hæder og ære, ikke fordi vi sover bedre om natten, men fordi vi ikke kan lade være. Fordi den godhed, der ligger i os, ikke er forsvundet, men kræver os. Kræver vore hjerter og kræver vore handlinger. Fordi vi alle er med-mennesker.

I fortællingen om Kain og Abel, viser Gud den tillid til Kain. I fortællingen hører vi, at Kain er bange for at gå ud i verden, bange for sit eget liv efter han tog sin brors. Og Gud straffer ham ikke. Gud tror på ham og tror på godheden i ham, på trods. Og derfor sætter han et tegn i panden på ham. Et tegn, der skal vise at Gud er med ham – at Gud tror på ham. Et tegn, vi den dag i dag stadigvæk giver små børn ved dåben – korses tegn over ansigtet og brystet som et vidnesbyrd om at de tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Et tegn, der viser at Gud er med dem, og Gud tror på godheden i dem, ligesom han tror på den i dig. Det der er tilbage for os at gøre er, at tro på den Gud, der så stædigt tror på os.

-          Amen