Gadepræst for unge i Århus

Tanker om døden og livet og salmen

Døden.

Hun.

Hun ligger på sit dødsleje. Døden puster hende koldt på kinden, og livets hånd slipper langsomt taget i hende. Ved grænselandet mellem liv og død står hun og svajer. Svajer mellem ønske om at dø, og angsten for at slippe.

Han.

Han så på sin bøddel og forsøgte at se øjnene bag masken. Da skuddet lød undrede han sig over at intet skete – så kom stilheden. Livet opdagede slet ikke at det var slut, før døden havde taget, hvad den kom efter. Døden. Den kutteklædte mand med le, englen i sort, der måler tiden, kvinden med saksen der skærer livstråden over. Et liv, der bliver stjålet. Et liv, der blev for kort. En forbandelse, en straf, et chok, en befrielse. Mørket, der omslutter. Lyset der fører. Døden.

Martin Luther sagde, at man skulle tale om døden, når den var langt væk, og tale om livet, når døden var tæt på. Tale om livet i lyset af døden, og om døden i lyset af livet. Døden er livets ophør og livets forfald. Uden livet til at banke blodet gennem os, forfalder vi. Vi nedbrydes til atomer. Uden livet er kun døden tilbage.

Livet.

Vi lever det alle sammen. Vi har det alle sammen. Livet. Vores åndedrag er livets bevis. Men kun livet er livet i lyset af døden. På knivsæggen mellem liv og død balancerer vi, og kun der, hvor døden bliver en grænse for livet, får livet det indhold, det fortjener. Da opdager vi, at livet er livet værd – da mærker vi sårbarheden. Da står vi magtesløse og kigger ind i kaos. Da mærker vi angsten, panikken, skylden – da mærker vi, at livet har en slutning. En slutning som vi ikke så komme, og ikke regnede med opfattede os. Døden var da ikke for os, døden kan da ikke ramme mig – jeg lever jo. Døden kom så uventet.

Døden og Livet.

I det kølvand af kaos som døden trækker med sig, bliver livet forandret. Livet er ikke det samme efter et favntag med døden. Livet ændrer farve, og vi lammes. Lammes af det tomrum der er efter dødens besøg, det vakuum der er, hvor der før var en krop. Lammes af angsten for livet, lammes af angsten for døden. Vi er magtesløse og ensomme. Ikke et ord, ej heller en handling kan vise os vej gennem mørket. Og vi tumler gennem følelserne og falder, huden skrabes af og efterlader et åbent sår, der smerter. Ethvert forsøg på at tale, låser mig fast i sorgen, og tomheden kommer. Jeg er tom, tom for ord og fyldt med smerte.

Salmen.

Livet er ubarmhjertigt og fortsætter på trods. Fortsætter stædigt selvom hele verden burde være forandret, nu mit liv er forandret. Jeg nynner en salme. Musikken lægger sig om mig som et silkesjal. Jeg nynner salmen og synger: ”Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet. Nu favner døden den, der for os var selvet livet. Og intet bliver mere helt som det var herefter, for sorgen river os med kærlighedens kræfter”.

Musikken og ordene møder mig, der hvor jeg er. Den forsøger ikke at trøste eller opmuntre. Den kommer mig i møde, tager mig ved hånden og holder fast. Jeg føler mig forstået i ordene. Musikken er lige, hvor jeg er, og ikke hvor andre ønsker, jeg skal være. Jeg nynner igen salmen og lader ordene være mine følelsers stemme. ”Du griber os i mørket og blidt mod lyset vender. For selvom vi er adskilt er vi i dine hænder. Og du var selv i mørket, den dag da Kristus døde, du rejste ham til livet i påskens morgenrøde.”

Musikken giver mine følelser vinger, så de kan befries fra min krops fængsel og flyve rundt. Flyve hvor jeg kan se dem og mærke dem. Salmen tager mig med til det sted, hvor døden ikke er livets sidste ord, men der hvor livet er.

Salme 552