Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Lukas evageliet kaptel 18, vers 9-14

Hvem er jeg? Det er vel nok et spørgsmål alle mennesker, stiller sig selv fra tid til anden. Hvem er jeg? Hvad gør, at jeg er mig?

Der er mange måder at svare på det spørgsmål på. Man kunne sige: ”Jeg er min mors datter, min søsters søster, jeg er veninde eller jeg er mit arbejde.” Man kunne også svare ved at fortælle, hvad man har opnået i livet: ”jeg har taget en uddannelse, jeg har rejst, jeg har sprunget med faldskærm.” Og hvis man ikke ved, hvad man skal svare, så ved man i al fald, hvad man ikke er: ”jeg er ikke som dem, derover. Jeg er ikke som dem, der sidder på bænken, og jeg er i al fald ikke som de der fremmede.” Vi forsøger alle at finde frem til hvem, vi er, og nogle gange er det nemmere at gøre, ved at fortælle hvem man ikke er. Det er også hvad farisæeren i dagens evangelium vidste. Han vidste, hvad han ikke var. Han var i al fald ikke røver eller uretfærdig, han var heller ikke en mand, der brød ægteskaber, og han var da slet ikke som den tolder, der stod ved siden af ham.

Ja, han var godt klar over, hvad han IKKE var, og han var slet ikke som ham der, der stod lige ved siden af ham. Heldigvis da.

Men hvorfor er det, at farisæeren ikke vil være som tolderen? Hvem er denne tolder? Dengang var landet besat af romerne, og de krævede skatter ind af befolkningen. Til det job ansatte romerne lokale, så de kunne gøre deres beskidte arbejde for dem. Og de mennesker, der blev ansat som tolderen var gode til deres arbejde. Måske for gode, for de krævede ikke kun skat ind til romerne, men tog også et ordentligt stykke af kagen til dem selv. De snød og bedrog deres eget folk for penge, og derfor blev de set ned på. De var landsforrædere, og alle foragtede dem, ja man hadede dem ligefrem. De var samfundets afskum. Sådan en mand priste farisæeren sig lykkelig for, han ikke var. ”Tak Gud at du ikke skabte mig som en tolder, og tak Gud, at jeg er bedre end det”.

Og farisæeren selv – ja, han brugte sit liv på at leve det til Guds ære. Farisæeren var en hellig mand som alle respekterede. Det han stod og fortalte i templet var alle enige om, for det var rigtigt. Han gav penge til kirken og fastede til Guds ære. Han var et lydigt, godt og trofast menneske.

Og alligevel hører vi, at det er tolderne, der er retfærdig i Guds øjne. Lige når man hører lignelsen, så kan vi faktisk godt forstå, at det er tolderne, der er retfærdig, for han er ærlig og sætter sig ikke over andre mennesker. Han ved godt, at han er synder og at han har handlet dårligt – tolderne ved hvem han er. Derfor er han retfærdig. Og farisæeren han taler kun om, hvad han ikke er, og om hvor godt et menneske han er. Han praler af sine handlinger, og tror at det er disse, der gør ham til det bedre menneske. Farisæeren ser slet ikke, at intet menneske kan være perfekt, og tror samtidig at han er det. Derfor er han ikke retfærdig. Ja, der er jo som sådan ingen ben i denne fortælling.

Men denne fortælling rummer alligevel mere end som så. For det er faktisk chokerende, at farisæeren ikke er retfærdig, og det har været et chok på Jesu tid. For virkelig at forstå det, må vi sammenligne det med noget, vi kan forstå. Det kunne være, at Gud sagde, at en bankrøver er mere retfærdig end en politimand. En voldtægtsforbryder, der er mere retfærdig end en kvindesretsforkæmper, ja det er så overraskende, at tolderen er mere retfærdig end farisæeren, at man kan sammenligne det med, at Gud siger, at en pædofil er mere retfærdig end du selv. Det er med andre ord ikke bare ord, men noget, der har skæv vredet enhver måde at se verden på. Det er al menneskelig rimelighed, der bliver sat ud af spil, for Gud siger, at mennesker, man ikke værdiger et blik, er retfærdige.

Det er uretfærdigt!

Men her kommer vi til at stirre os blinde på handlinger. Vi tænker, at de pga. deres handlinger ikke fortjener Guds opmærksomhed. Ja, de fortjener endog ikke at få nogens opmærksomhed. Og sådan er vores samfund bygget op – dine handlinger fortæller noget om, hvem du er, og du bliver stillet til ansvar for dem. Sådan ser vi  på livet - at vi er, hvad vi laver. Af denne grund kan man tænke, at mennesker, der har forbrudt sig mod andre, såret andet eller har vist andre ligegyldighed, de burde få en straf for der det. Det ville være retfærdigt – at man får efter fortjeneste. Det ville være rimeligt.

Men denne lignelse fortæller netop ikke om handlinger. For gjorde den det, ville tolderen få en enkeltbillet nedad, men det gør han ikke. Vi må derfor spørge, hvad det så er, der er på færde i dagens evangelium?

For at svare på dette spørgsmål må et andet blive stillet, nemlig, som det samme som i indledningen: Hvem er jeg? Er jeg som tolderen eller er jeg som farisæeren?

Når vi hører lignelsen i sin helhed, tænker vi, at det er bedst at være som tolderne. Men hvem er jeg – eller man burde måske spørge: hvem kunne du tænke dig at være? Farisæeren eller tolderne? Det er jo åbenlyst, at vi gerne vil være tolderen. Vi vil gerne have, at Gud kan lide os. Så vi har ikke lyst til at være som farisæeren – "vi vil i al fald ikke være som farisæeren. Vi vil i al fald ikke ligne ham."

Og pludselig tager fortællingen et spring og vender sig om. Vi ser med ringeagt på farisæeren, og ønsker at vi i al fald ikke var som ham. ”Tak Gud at jeg ikke ligner ham”, og pludselig har vi gjort farisæerens ord til vore egne. Og det er hvad der er på færde i fortællingen; nemlig menneskets optagethed af at være bedre end de andre, og vores konstante forsøg på være noget andet.

Det er hvad evangeliet handler om til i dag. For bag det første lag i fortællingen, hvor vi hører at tolderen er den retfærdige, så ligger der et andet lag. Det lag, hvor vi identificere os med tolderne og samtidig gør som farisæeren og ser ned ham. Det er så besnærende let at sige, hvem man selv er, ved at tage afstand fra andre mennesker, og sige at man i al fald er bedre end dem. Men er det hvad Gud ønsker sig af os mennesker? At vi forsøger at blive bedre end vores medmennesker? At vi stiller os selv i et bedre lys ved at tale grimt om andre?

Næppe? Det er ikke hvad Gud ønsker sig af os. For Guds ønske til os mennesker, må være så enkelt, at vi næsten ikke fatter det, og så enkelt at ikke magter det. Gud ønsker, at vi elsker hinanden. Det er i al sin enkelhed bragende banalt, men ikke desto mindre Guds ønske til os mennesker. Det er hvad Jesus brugte et helt liv på at forsøge at fortælle os på den ene og den anden måde. ”Elsk hinanden, fordi jeg elsker jer så uendeligt højt”. De ord hører vi Gud sige til os igen og igen. Vi hører det i evangeliet, vi mærker det i dåben, vi smager det i nadveren – "elsk hinanden."

Men Gud ved godt, at vi ikke altid magter det. Gud ved, at vi alle er som farisæeren, og at vi ser ned på vore medmennesker. Gud ved, at vi behandler mennesker vi møder forskelligt alt efter hvilken retfærdighed, vi selv mener, de skal have. Og derfor er evangeliet gode nyheder. Og også her er enkelheden indlysende: for selv det menneske, vi ikke magter at behandle ordentligt – selv det menneske vi fjerne værdigheden fra – selv det menneske vi ser ned på – det menneske ser Gud på, og siger at det er elsket af ham. Det er gode nyheder!

Men mere end det, så er det gode nyheder for OS her i dag. For svaret på, hvem man er, må være at vi både er farisæer og tolder. Vi rummer det hele, og Gud ser os som dem vi er, farisæer og tolder, og elsker os.

Og tilbage er opgaven for os mennesker, at gøre Guds ønske til realitet – sand realitet. Ikke gennem albuestød og møven sig frem, men gennem sand kærlighed til ethvert menneske, vi møder på vores vej.

Elsk hinanden, fordi Gud elsker os. Mere end vi ved, og med sikkerhed mere end vi fortjener.

Amen