Gadepræst for unge i Århus

Det er sjældent, at det skaber problemer at mennesker befinder sig i en kirke. Normalt ville man klappe i hænderne af begejstring, men begejstringen var lille at spore, da de mennesker, der befandt sig i kirken, var mennesker, der af frygt for livet og fremtiden havde søgt skjul og beskyttelse under kirkens tag.

Der er blevet talt, talt og talt om irakerne i Brorsonskirken. Talt om sagen, talt om kirken og talt om staten.  Og midt i det hele var der en flok mennesker, der kæmpede for livet, som blev genstand for en gammel strid om forholdet mellem kirke og stat. Jeg vil ikke kede jer med en gennemgang af dette forhold, eller give mit bud på fremtiden, for jeg mener, for det første, at vi ved udelukkende at holde fokus på stat/kirke forholdet går glip af evangeliets budskab, der også her må lyde, og for det andet kender vi ikke morgendagen, så den vil jeg lade ligge til i morgen.

Der jeg mener der her skal siges, er ikke først og fremmest hvordan vi organiserer os, men i langt højere grad hvordan vi opfører os. Eller måske nærmere, hvilket ansvar der påhviler kristenlivet. For at være kristen er ikke et joy-ride til himlen, som så mange tror, når man har en Gud, der tilgiver det utilgivelige, bare man er døbt. Vi har et ansvar fordi livet har værdi. Var det nu sådan at livet faktisk bare var en ventesal til himlen, og at man var garanteret indgang, hvis bare man blev døbt, ja så kunne ethvert menneske gøre som det ville. Men sådan er livet ikke. For livet er givet en værdi – Livet er alligevel så vigtigt at Gud lader sin søn leve et helt liv som menneske blandt mennesker. Livet er Guds triumf kunne man fristes til at sige.

Og hvad skal vi så gøre ved vores liv? Vi skal elske vores Gud, og vi skal elske vores næste som os selv.  Længere er den ikke, og alligevel kan der siges meget om dette. For hvem er min næste? Nogle ville mene at det er et snævert begreb, der kun lige omhandler de mennesker, man ikke kan undgå at møde, andre ville igen mene at det omhandler hele menneskeheden. Hvorom alting er, så er næstebegrebet et begreb, der langt mere radikalt og provokerende end vi regner med. Det er jo nemt at være næste for dem, der trænger og dem vi kan lide. Det er så nemt at få det godt, når man hjælper en hjemløs eller en fattig. Uha hvor kan vi vælte os i vores kristenhed, når vi møder mennesker med et åbent sind. Men glemmer vi i al vores selvfedhed ikke at vores næste også omfatter de mennesker, vi helst vil se igennem? De mennesker, der ikke burde få en hjælpende hånd, fordi de har såret os, talt ondt om os, forbrudt sig mod andre mennesker både fysisk, psykisk og seksuelt? De mennesker, hvis menneskelighed er svær at få øje på? De mennesker er vores næste. At elske en næste som sig selv er ikke en nem opgave, og en opgave, der kan tage et helt liv at komme overens med – en opgave de fleste af os, mig selv inklusiv, ofte svigter, fordi det er så svært? Men ikke desto mindre er det vores opgave – at forsøge at give den kærlighed, vi bliver mødt med af Gud, videre, for Gud han skelner ikke. Gud ser ikke på handlinger eller holdninger, men hjerter. Gud ser og elsker. Og det uagtet om præsten taler om det eller ej. Og fordi Gud elsker, skal vi give videre – det er ikke kun tale, men er en handling.

Og denne opgave er også kirkens. Kirken er det sted ethvert menneske skal kunne komme og møde Gud, det sted et menneske skal komme og opleve sikkerhed, det sted hvor man bliver mødt som menneske først. Kirken er også et handlingens sted, for her skal det blive synligt at der er plads til alle.

Se den på:

www.youtube.com/afvist