Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Johannesevangeliet kapitel 8, vers 12-20

Det er helligtrekongers søndag. På denne søndag i kirkeåret tænker vi på de vise mænd fra Østerland, der drog ud i verden for at finde det lille Jesus barn. De havde læst i stjernerne, at der ville blive født et barn, der skulle være Jødernes konge, og en klar stjerne, der lyste stærkere og klarere end alle andre stjerner tilsammen, ledte dem til Betlehem. Her gik de først til kongen over landet for at høre ham, om han vidste, hvor det lille barn var blevet født; men kongen havde slet ikke hørt om det, og besøget af de vise mænd og deres spådom en konge, der ville tage den plads, han selv havde, skabte en frygt i ham så stor, at han siden gav ordre til at alle små drengebørn skulle slås ihjel. Så de tre vise mænd måtte atter vende blikket mod stjernen, så den kunne vise dem vejen til det lille barn. Og de ledte indtil de fandt en stald, hvor et par havde taget bolig for en stund, og der havde født deres lille søn, Jesus.

I Bibelen hører vi om denne stjerne hos Matthæus, der fortæller i sit evangelium, at stjernen ledte de vise mænd gennem verden, indtil den stod helt stille over det sted, de ledte efter, nemlig det sted hvor en konge var blevet født.

Og når man taler om stjerne, så kan man, når man bor i en by som Århus, hvor der er frygtelig meget belysning, til tider helt glemme, hvad det vil sige at se en stjernehimmel, men også glemme hvad de vil sige at stå udenfor en mørk nat. Vi får hele døgnet lyst op; men har man først prøvet at stå derude, hvor der ingen elektrisk lys er, så ved man også hvad mørke er. Og man ved, hvor mørkt mørket kan være. Selv det mindste lille skridt kan føles kæmpe stort og svært at tage. Og den mindste lille lyd skærer i ørerne med al den larm. Og midt i sådan et mørke, der ved hvad det vil sige, at se en stjernehimmel. For de nætter, hvor stjernerne er dækket af skyer, da bliver verden hyllet ind i mørket, men de nætter hvor man kan se stjernerne, da skinner de ned på verden, og giver mørket glimt af lys.

For i mørket har vi brug for at vide, at der er lys. Ikke bare i disse kolde og mørke måneder, har vi brug for at vide, at der er lys, men også i de situationer i livet, hvor alt ser håbløst ud, og hvor vores sind formørkes af dunkle tanker og frygt. Det kan være de situationer, hvor sagnet og sorgen skaber en ensomhed, der river i vores inderste. Det er der, hvor selve meningen med livet glider os af hænde, og vi står med tomme hænder tilbage uden en stjerne til at lede os i den rigtige retning. Det mørke får mennesker til at visne.

Og midt i januar, noget nær den mørkest tid på året, hører vi i evangelieteksten, at Jesus siger, at han er verdens lys. Han er det lys, der gør at vi aldrig mere skal vandre i mørket, men altid have livets lys. Det er fordi Jesus er verdens lys, at vi ikke snubler over vejen eller livet. For lyset er kommet til verden. Og ikke nok med det, så er der tilmed kommet en mening ind i livet, nemlig at med Jesus liv, da vælger Gud at blande sig håndgribeligt og menneskeligt ind i vores liv, og leve med os. Nu kigger Gud ikke kun ned på os, men går mellem os. Det er store og flotte ord, som er nødvendige at sige.

Men, der kommer som regel et men, nemlig at for det menneske, der står midt i sit livs mørke, er det ikke altid nok, at sige at "..Jesus blev født for 2000 år siden" og "kan du da ikke se lyset?" Det kan faktisk være en stor fornærmelse, for at Jesus blev født, og senere sagde om sig selv, at han er verdens lys, har jo ikke fjernet det mørke, vi mennesker til tider lever i, og for nogle menneskers vedkommende er det mørke et helt liv. Da kan lyset være svært at finde.

Og her er vi ved et par paradokserne i troen, som vores fornuft og retfærdighedssans gerne lægger arm med. For hvorfor kan det ske, at Jesus Kristus lover os, at han er verdens lys, når vi nu kan se på verden, at der stadigvæk er sorg, gråd, smerte og mørke til? Og der kan være mørke selv for det menneske, der vitterligt følger Dig? Og her kunne man nemt forledes til at komme med en forsvarstale, der kunne dæmpe fornuften og retfærdighedssansens stemmer i vort indre. Men troen skal ikke forsvares med ord for at være en gyldig tro. Troen skal tros på. Og Jesus skal tros på. Vi skal tro på, at der en nat for mange år siden blev født et menneske, der var Guds egen søn, og at der med det lille menneske kom håb ind i verden.

Nej, verden blev ikke markant bedre, for som jeg nævnte til at begynde med, så ender kongen i landet, efter at have hørt om Jesus, med at slå alle små børn ihjel af frygt for den nye konge over jøderne. Det er ikke håbets budskab, men massakrens og meningsløsheden, der råder. En meningsløshed vi sporer frem til i dag, hvor vores ungdom ikke længere kan gå sikkert hjem fra en fest uden at blive overfaldt og kvalt. Det er ikke en verden, vi kan væres stolte af, eller som fortjener en forklaring.

Det er den verden vi lever i på trods. For midt i al det mørke, er det nemt at lade de tomme hænder falde og give mørket magten; men netop her kommer evangeliet ind. For det lover os, at Jesus er verdens lys, der på trods af en indædt og grusomt mørke vil lyse. Midt i meningsløsheden ligger håbet, og vil lyse for os. Lyse i vores indre.

Og det kan vi stole på. Hvorfor? Fordi vi har med en Gud at gøre, der levede som os, og ikke nok med det, så led han som os. Jesus gik ind i mørket for vide, hvordan dette mørke var at være i. Og han flygtede ikke fra det, selvom han kunne; nej han blev i mørket og valgte det. Han lod sig håne og ydmyge, han oplevede frygt og afmagt og han lod sin tro på Guds tilstedeværelse vakle. For det er hvad vi mennesker oplever. Det er hvad det vil sige at være et menneske, og menneske det blev han. Han lovede os, at han ville være ved vor side hele vejen og det er han.

Verden er altså ikke blevet bedre, og det lovede han os heller ikke; men han lover den dag i dag, at der er håb i verden. Han lover os, at der midt i mørket vil skinne et lys, om det lys så blot er at vide, at Gud sidder med os i mørket. Gud glemmer os ikke.

Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket. Han er med os hele vejen, det er op til os at tro på ham.

Salmer

1. 391: Dit ord, O Gud, som duggen kvæder

2. 444: Guds-husets dør er i vor dåb

3. 136: Dejlig er den Himmelblå

4. 787: Du som har tændt millioner af stjerner