Gadepræst for unge i Århus

"Så lægger jeg mit liv i dine hænder

Så ved jeg, uanset hvordan det ender,

Når du bliver stor i mig, og jeg bliver lille,

Da er der ingen død

Og inden verdens nød

Der kan os skille"

I Faderens, sønnens og Helligåndens navn

-         Amen

Jeg vil fortælle jer en lille historie fra Indien. Jeg har lige været dernede, og mødte i den forbindelse en guru. I Indien har de mange guruer eller hellige mænd, og alle lever på hver deres et måde et liv i åndelighed. Det kan være, at de lever i en hule afsondret fra omverdenen fordybet i meditation, eller det kan være de lever i en ashram, hvor de inspirer andre til et åndeligt liv.

Og i den mere bizarre ende, kan det være mennesker, der vælger at smide alt deres tøj og leve ganske som Gud har skabt dem kun indsmurt i aske. Andre igen vælger at pine deres krop og derved vise mental styrke. Det kunne f.eks. være en guru, jeg mødte, der engang i en fjern fortid havde løftet sin højre hånd og derefter ikke taget den ned igen. Nu fuldstændig ude af stand til at tage den ned, med negle der vokser som spiraler fra en knudret og ødelagt hånd. Der er i Indien mange måder at søge et åndeligt liv på. Den guru, jeg her vil fortælle om lever i Sydindien i delstaten Tamil Nadu, hvor han bor i en ashram. Han siger, at han i 40 år ikke har indtaget fast føde, og derved kun har levet af te og kaffe. Jeg møder ham lidt tilfældigt på en parkeringsplads, hvor den bus han kører rundt i sammen med sine tilhængere, stopper for…ja en kop te vel.

Jeg aner ikke at han er kommet der, før end en af mine rejsefæller kalder på mig, for at høre om jeg har lyst til at møde en guru. Det siger man jo ikke nej til. Jeg kommer derefter hen til en bus, hvor guruen sidder inden for på det forreste sæde. En ad gangen skal vi med respekt klatre ind i bussen for derinde at stå ansigt til ansigt med ham.

Normen i Indien er, at man bukker for alle mennesker, så derfor giver jeg ham et buk. Han tager noget fra en lille pose og rækker det til mig. Det er et hvidt pulver. Derefter vil han give mig nogle små sukkerkugler, og nu er gode råd dyre. For jeg havde taget sukkerkuglerne med min højre hånd som sig hør og bør i Indien.

Den anden hånd bruger man efter toiletbesøg, og da de ikke bruger toilet papir kan I nok regne ud, hvorfor det ikke er velanset at bruge venstre hånd til ret meget. Så derfor må guruen lægge sukkerkuglerne i min højre hånd sammen med det hvide pulver.

Jeg forsøger så igen at komme ud af bussen med respekt uden at vende ham ryggen. Og da jeg endelig får mig bevæget ud af bussen, baglæns - med højre hånd ukampdygtigt fyldt med sukker og pulver, kan jeg se nærmere på indholdet. En del af hans tilhængere, der står udenfor beder mig om at spise sukkeret, hvilket jeg pligtskyldigt gør, og hvilket ikke kan ske uden at pulveret også ryger ud i ansigtet og i munden på mig.

Alt imens dette sker, står en af rejsedeltagere, der til dagligt bor i Indien udsendt af Danmission og griner i skægget. Han går over til mig for at høre om jeg ved, hvad dette mystiske hvide pulver er. Jo, siger han. Her i Indien er der jo mange køer. Og mange køer, der spiser meget, giver meget affald i den anden ende. Dette tager man så, og laver til en pandekage, som man tørrer i solen. Når det er tørt, brænder man det til hvid aske, der anses som meget helligt. Dette pulver giver guruerne, når man hilser på dem.

I min hånd lå der med andre ord en skønsom blanding af sukkerkugler og brændt ko lort. Og hvad endnu bedre er, så havde jeg det indsmurt på det meste af mig selv også. Ja, det er ikke altid nemt at møde en guru.

Og hvad skal denne fortælling nu til for, her påskedag?

Historien om asken rummer noget unikt, også selvom det stammer fra hinduismen. Hvis man tænker efter, så tager man det ringeste af det ringeste, affald, ko lort, som man klapper til en kage, brænder og støder, hvorefter det bliver til et pulver, der er helligt. Det ringeste bliver det højeste.

Det er en tanke vi kender, og en tanke der netop hører hjemme i dag, påskedag.

For snart 2000 år siden ændrede verden sig og blev aldrig den samme. For det var den dag, hvor Guds eget barn, efter at have været i dødsriget siden Langfredag, rejste sig op fra sit dødsleje i levende live. Selv ikke døden var fra da af en grænse for livet. Det ændrede verden, og gør det stadigvæk den dag i dag, for det er netop det håb, vi lever vores liv på. Det håb, at når vores time kommer, så bliver alt ikke bare mørkt omkring os. Vi lever i håbet om, at der efter døden også er liv.

Det er et liv, vi får foræret, som vi fik det, første gang Gud åndede luft i os. Ord yder ikke den største gave i livet fyldest, og må blot stå som falmede forklaringer på, hvor stort det er, at livet er stærkere end døden. Og her er livet ikke kun processer og biologi, men må rumme noget ganske andet. For det er kun det liv, der bliver levet i lyset af Guds kærlighed, der har den styrke der skal til for at bryde dødens lænker.  Livet skal have kærligheden for at vinde over mørket.

Det er, hvad vi fejre, nemlig at livet ikke skal leves ventende med vridende, bekymrede hænder på den sidste dag; men skal leves i kærlighed. Leves fordi Gud skabte livet og så at det var godt. Og leves fordi Han så, at vi mennesker engang imellem opfører os som det ringeste af det ringeste, som affald, og han vidste, at vi aldrig kunne afsone den straf, der følger med den opførsel, så derfor gik hans egen søn ind, stillede sig foran os, og sagde: jeg tager deres straf – alle sammen. Jeg skal nok betale for dem. Gud kunne have sagt nej, og sagt, at vi fortjente straffen selv; men sådan er Gud ikke. Han gav Jesus lov til at sone vores dårligdomme. Jesus gik helt derned hvor vi er, og der tog han fat i os, og tog os med. Vi fik noget at betyde, selvom vi fra Guds synspunkt kan forveksles med det ringest –  så er vi det ikke. Og som asken i Indien fik en værdi, ser Gud også vores værdi.

Det kan man leve et liv på. Leve på, at Gud elskede os, også der, hvor vi fortjente sparket, elskede os så meget, at han gav sin egen søn lov til at tage vores straf, som han udstod for os i fredags. Så meget betyder vi, også når vi ikke selv mærker det, føler det, ved det og tror det. Vi betyder noget for Gud.

Og derfor kan vi sige:

"Når jeg er træt og trist, når modet svigter. Når hjertet føles tungt af sorg og pligter. Når det ser ud som håbet altid taber, da bøjer jeg mig ned og finder trøst og fred hos dig min skaber.

Så lægger jeg mit liv i dine hænder, så ved jeg uanset hvordan det ender, når du bliver stor i mig og jeg bliver lille. Da er der ingen død og ingen verdens nød der kan os skille."