Gadepræst for unge i Århus

Tekst; Johannesevangeliet, kapitel 21, vers 15-19

Der findes en salme om troen, der lyder sådan her:

”Troen er ikke en klippe midt på et stormpisket hav

Tro er at sejle trods bølger

Under en truende grav.”

Troen er ikke en klippe. Jeg er ellers vokset op med, at visse mennesker nærmest pralede af at have en klippefast tro. En tro, der til alle tider altid ville gribe dem – og også lidt underforstået, en klippe de selv var med til at underbygge gennem et dadelfrit liv og levned. Nogle var med andre ord mere sikre i troen, og var måske endda nærmere Gud end andre.

Men som i et mareridt, der aldrig ender, er det netop klippen, der smuldrer. Peter svigter. Han står mens Jesus bliver torteret af romerne og kigger på ude af stand til at handle eller tale. Han forsøger at gemme sig i mængden. Og da en fra flokken genkender ham som en discipel af Jesus, siger hans ord ikke sandhed og forsvar; men derimod løgn og flugt. Peter siger; nej, jeg kender ham ikke, lyder ordene. Da det gjaldt, svigtede modet, og han svigtede ikke blot en ven, men Gud selv.  Den dag var der ikke meget klippe over Peter.

Nu er vi kommet længere frem i tiden.  Vi har haft påsken, hvor Jesus rejste fra sit dødsleje i live efter af have været død i tre dage. Peter har mødt ham og set ham som opstanden. Og de har tilmed gjort noget så jordnært som at spise sammen. Dagene på hver sin side af døden ligner forbavsende meget hinanden, og man kan få den tanke, at det var som en drøm, alt der er sket med Jesus. Men sket er det.

Og Peter sidder der sammen med sin Herre fyldt af den viden, at han svigtede og fornægtede. Vi kan kun gætte på, hvordan Peter må have haft det. Vi spørger os selv, hvordan vi selv har det, når vi svigter. Hvordan har vi det, når vi vender ryggen bort for at redde vores eget skind, og lader en anden betale vores gæld? Ja, Peter må have lidt. Lidt dybt ind i sjælen. Skammet sig, vredet sig i den ubehagelige situation, og have haft mest lyst til bare at flygte bort – forsvinde. Sådan må Peter have haft, for sådan har vi det, når vi svigter. Og Peter var dog blot et menneske.

Hvis man så forestiller sig hvordan Jesus må have haft det, så kunne man forstille sig, at han var skuffet. Han har måske følt sig skuffet over sin vens svigt og forrådt over den manglede hjælp, da romerne pinte ham. Vreden ligger under overfladen, og vi ville kunne forstå Jesus, hvis han ville have haft lyst til at sparke Peter væk fra bordet. Sådan kunne Jesus have haft det, for sådan ville vi have det, hvis vi var blevet svigtet. Men Jesus er ikke blot et menneske.

Og derfor ser Jesu ikke på os med hævnens øjne, men med de øjne, der hele vejen igennem, forstår hvem vi er, og forstår hvorfor vi gør. Trods sit svigt ved Peter dette, og derfor siger han til Jesus: Herre, du ved alt. Og dermed siger Peter også, uden at have sagt det: du ved at jeg lider, du ved, at jeg var bange, du ved, at jeg svigtede, du ved, at jeg ikke fortjener din opmærksomhed længere, du ved, at jeg ikke tør møde dig, du ved, at jeg ikke længere føler mig klippefast i min tro på dig. Herre, du ved alt.

Denne bekendelse kan vi i dag også komme med – Herre, du ved alt. For Gud ved alt. Det er for nogle en ubehagelig tanke, for hermed kan man nok føle sig afsløret. Og nogle fristes til, som Trilles gamle sang, at sige til Gud og til øjet i det høje, at han er svær at få smidt ud. Og det er han. Han er svær at smide ud.

For selv når vi smider ham eller ikke tør stå ved ham, så går han ikke sin vej. For han kender os. I virkeligheden er det netop FORDI han kender os, at han ikke går sin vej, og bliver vred. Hvis Gud nu ikke vidste bedre, så ville han for længst have opgivet os. Men han kender os.

Det er os mennesker, der er problemet, ikke Gud. Igen og igen må Han lægge skuldre til, at vi mennesker svigter. Så smider vi ham ud, fordi vi føler han ikke virker mere, så går vi bort fra Gud fordi han ikke underholder os nok eller vi bruger så mange kræfter på at fortælle ham, at vi i al fald ikke tror på ham, at det nærmest virker komisk. Og nogle igen vælger Gud fra gennem deres umenneskelige handlinger mod andre mennesker og bilder sig samtidig ind, at det er helt ok. Jeg ville skulle nok mene, at der er grund til at Gud finder os anstrengende.

Men når vi så opdager, at Gud ikke forlod os, da vi forlod ham, så bliver vi som Peter. Nogle prøver sågar at komme ud af kniben ved at forhandle med ham, og love at man begynder at spise sundt og holder op med at ryge, hvis bare han denne ene gang vil hjælpe. 

Nu er det bare ikke sådan, at Gud er en købmand, man bedste jysk facon kan slå en handel af med.

For Gud kender os og ser os. Ser ind i hjertet og ser at vi har brug for ham. Når Jesus i dag spørger Peter om han elsker ham, så er det faktisk Peter, der har brug for at høre de ord. Høre at han endnu er elsket trods sit svigt.

Peter fandt ud af, at han ikke var det menneske, han selv troede, han var. Han var ikke klippen. Det samme opdager mennesker i dag. Vi kommer alle i situationer, hvor vi opdager, at vi ikke er de mennesker, vi troede, vi gik og var. Vi opdager, at vi ikke altid gør det gode, selvom vi gerne vil det. Vi opdager, at selv vores tro kan svigte, vi opdager at troen ikke er en klippe, der fjerner det svære i livet.

Her er det, at vi trænger til at høre, at vi stadigvæk er elsket af Gud. Vi trænger til at bekende, at Gud ved alt, og derfor også kender trængslen i vort indre, og elsker os. Elsker os hele vejen gennem livet og ind i døden, og elsker så meget, at hans søn en fredag før påske strakte sin arme ud i et favntag mod verden for der at rumme og elske alle.

(Troen er ikke en klippe, men tro er at sejle trods bølger.)