Gadepræst for unge i Århus

Tekst: 1. mosebog, kap 3, vers 1-7 & vers 20-24

Når man vågner om morgenen er det mørkt udenfor. Når man går en tur gennem gaderne ser man blade, der ligger i kanten. Når man tager sin jakke på, husker man tørklæde og vanter.

Tiden skifter. Vi bevæger os atter mod koldere tider. Sidste års vinter og kulde er ikke glemt, og mange gyser ved tanken om endnu en vinter i kuldens jerngreb.

Men for nogle er det ikke kun vejret, der kan få det til at gyse. Tanken om fremtiden kan virke skræmmende. Man kan stå uden job, uden viden om, hvad man skal bruge resten af sit liv til eller man står måske med længslen efter en at dele sit liv med, men frygter, at det aldrig sker. Man kan stå med frygten for, hvordan det vil gå en selv eller måske er ens tanker fyldt med bekymring for et andet menneskes ve og vel. Og for nogle igen er selve tanken om bare at udholde endnu en dag en kamp i sig selv. Bare det at slippe igennem og vågne endnu en gang, ubemærket. Livet er fyldt med sådanne tanker, sådanne frygte – sådanne bekymringer. Hvordan skal fremtiden blive? Og midt i dette kan Gud synes uendeligt langt væk. Det er i mørket, i fortvivlelsen, i bekymringen, at Gud kan virke længst væk. Når kampen skal til at begynde kan det være svært at mærke Guds omsorg.

Det handler den fortælling I høre før om. Den handler om Adam og Eva, der bliver sendt ud af Paradisets have. Man kan kun begynde at forestille sig, hvor bange, de må have været. Deres verden havde hidtil været beskyttet, uden at de skulle tage stillingen til noget som helst. Der blev sørget for dem og de var trygge. De havde ikke en eneste bekymring. De har sikkert være lykkelige i ordets egentligste forstand. Lykkelige.

Og pludselig bliver deres verden revet fra hinanden. De spiser af en frugt fra et træ. Det fremkommer ikke som det værste i verden, man kan gøre. Men konsekvenserne er katastrofale for dem. Mon ikke det er en situation også vi kan nikke genkendende til. At vi gør noget, der ikke lader til at være så forfærdeligt endda, og som alligevel ender med konsekvenser, vi slet ikke kunne forestille os? Adam og Eva kunne slet ikke forestille sig en verden anden end den, de levede i. De havde aldrig set verden udenfor, og det er denne mørke og skræmmende verden, som Gud sender dem ud i.

Han bortviser dem fra det bedste han har lavet til os mennesker. Siger, at her, må I ikke være længere. Det bedste er ikke længere for jer.

Det er en hård fortælling og en hård Gud, der vender os ryggen, og man harmes og bliver vred på Gud. Men er Gud nu også så uretfærdig? Vender han sin egen skabning ryggen, den skabning, som han skabte i sit eget billede?

Lad mig begynde et andet sted: Omsorg er fleksibel størrelse, og nogle gange er en lille omsorg mere værd end man kan forestille sig. Omsorg kan være hjælp til at bære en tung taske, at låne sin mobil ud til en fremmed, at give sit sæde i bussen til en, der har mere brug for at sidde ned den dag, at være det menneske, der gør lidt ekstra i hverdagen også for dem, man ikke kender. Det er noget vi ser hver dag, at mennesker gør, og noget vi selv skal forsøge at gøre. Være og gøre lidt mere, også for dem, vi aldrig har mødet. Hvorfor ligger det i os, at vi skal gøre det?

Som jeg sagde før, så er vi skabt i Guds billede. Der er noget i os, der ligner Gud. Det i os, der ligner Gud, er det i os, der får os til at ville hinandens bedste. Men det er ikke kun det. For hvad mere er, så lærer vi også hvad omsorg er, fordi Gud viser os omsorg. Da Adam og Eva blev sendt bort og skammede sig over deres nøgenhed, da sender Gud dem ikke bare ud i ødemarken, nøgne og forladte. Nej, han må sende dem bort, fordi de skal have deres straf, MEN han giver dem samtidig det, der fjerner deres skam. Han giver dem nemlig tøj. Han giver dem klæder, så de ikke fryser, men kan holde varmen. Og han giver dem tøj, så de ikke skal skamme sig over dem selv. Mennesker skal ikke skamme sig. Han fjernede ikke deres skyld, for de havde gjort noget forkert – det er først med Jesus, at det ændrer sig. Men han fjernede deres skam.

Vi mennesker skal ikke skamme os over os selv. Vi skal rette os op, og gå vores liv i møde. Ligesom Adam og Eva måtte det. Og selvom Adam og Eva blev sendt ud af haven, så forlod Gud dem heller aldrig. Han kunne ikke lade være med at gå efter dem, og se hvordan det gik dem. Han lod dem ikke være alene.

Så på samme vis, skal vi lære, at vi ikke skal bekymre os, for Gud skal nok sørge for os. Han sørger for os, som med de to den morgen, de blev sendt ud i livet, og han vil sørge for os – fordi vi er hans. Fordi han elsker os. Fordi han ikke kan lade være.

Når livet giver modstand, er der kun en hånd, vi kan lægge vores liv i, og søge trøst og fred – og der er Guds

Amen