Gadepræst for unge i Århus

Salme: Skyerne gråner, sl. 733 i DDS (Den Danske Salmebog)

Jeg blev af en ung mand spurgt om, hvor jeg tror ondskab kommer fra. Er det noget, der ligger i os mennesker, og dermed noget vi skaber, eller er det noget udenfor os – altså noget andet end mennesker? Det er jo ikke et let spørgsmål, for i det ligger også et spørgsmål om lidelsen.

Hvorfor er der lidelse, og hvorfor skal livet gøre så ondt til tider?

”..hold nallerne fra hende. Forstået? Hvis du prøver på noget i den retning, bliver det over mit lig!”

Det bliver over mit lig, siger han. Sådan kan man have det, hvis ens nærmeste bliver syge eller lider. Så ville man ønske det var en selv, der lå der – at man kunne tage smerten fra dem. Aldrig ønsker man sig almagt så meget, som når en i familien rammes af sygdom. Og pludselig kan tanker om at tage smerten fra den elskede blive så stærke, at man ligefrem vil tage livet fra dem i forsøget på at dulme det, der gør ondt. Vi taler om værdighed, når vi siger sådan. Livet skal rumme værdighed.

Men hvad er værdighed? Historisk set er det gået fra at være et udtryk brugt om alle mennesker i relation (fordi alle er skabt i Guds billede) over til at være en del af menneskerettighederne. Og videre til i dag, hvor værdighed handler mere om mennesket egen selvbestemmelse, end det handler om hvordan vi behandler hinanden. Og måske der bag denne ny fortolkning af et ellers godt begreb, der med sin oprindelige mening var et udtryk for næstekærlighed, nu ligger en frygt. En frygt for livets uforudsigelighed, for dødens grimhed og for lidelsen. Vi ønsker os selv en værdighed, fordi der med værdigheden er en løsning på magtesløsheden. Vi dækker os ind under at det handler om værdighed, fordi det gør så ondt at stå lige der og intet kunne gøre. Og lidelsen bliver pludselig vores fjende. Det vi forsøger at fjerne os fra, eliminere som grundlæggende ondt.

Ondskaben. Jeg kan ikke give jer en forklaring på, hvorfor der er ondskab i verden – jeg vil det heller ikke, for at give det en grund, er at give det en mening. Men jeg kan sige så meget, at ondskab kan få livet til at gøre ondt, og kan give lidelse. Men er det ondskab når et barn falder og slår sig midt i en leg, og det gør ondt på knæet? Er det ondskab når det gør ondt ind i hjertet fordi ens elskede dør, og man står tilbage med kærligheden, men ingen at kunne give den til? Hvor sætter ondskaben ind? Og er al lidelse fra det onde?

Ja ondskaben sætter ind der, hvor svagheden findes. Og den kan kendes på sin evne til at fjerne medmenneskeligheden. Når vi holder op med at se et menneske som vores ligemand, så har det onde vundet. Og ondskaben sætter ind, når vi meningsløst sårer hinanden, ignorerer hinanden og slår hinanden ihjel. Så ser vi det onde i al dens afstumpethed. Ondskaben er ikke af os – den fjerner os derimod fra det, der gør os til os.

Men det er ikke ondskab, at vi skal dø. For det skal vi. Og det er ikke ondskab, at døden kan være svær. For det er svært at sige farvel til et menneske, vi elsker, og det kan føles umuligt at skulle leve uden det menneske og være overladt til lidelsen – til smerten, der gør så ondt ind i vores kød, at vi med et forstår at sjæl og legeme uløseligt hænger sammen. Vi smerter, fordi vi elsker.

Det er lige der, på kanten af livet, at vi har brug for at høre en anden fortælling om, hvorfor. Vi har brug for et men, lige der hvor alt synes så endeligt.

Og det ”men”, der hører vi i kristendommen. Kristendommens men til verden. Det ”men” er et håbets men, for det siger noget andet til os end vores erfaringer fortæller os. Det siger til os, at historien engang forandrede sig. Engang blev der født en lille dreng, der skulle vokse op og fortælle os om, hvem Gud er og hvad Gud vil med os mennesker. Og senere ville han med sin død sikre os, så vi ikke længere skal dø ind i intetheden, men derimod dø ind i livet igen. Det er ikke til at forstå, men det er heller ikke noget, vi med vores fornuft kan begribe – der skal et hjerte til for at fortælle os, at sådan er det.

Vi får fortalt, at trods erfaringer om smerte og uretfærdighed, så lover Gud os, at det ikke slutter med det. Det ender ikke der, hvor alt er tabt. Det ender der, hvor vi får lovning på, at ikke bare døden, men også selve ondskaben har tabt, og at livet sammen med kærligheden har vundet. Vi må ikke forsøge at fjerne os fra livet i frygten for, at det vil gøre ondt – jeg lover jer, at det vil det; men Gud lover os derimod, at det ikke ender der – kærligheden har vundet. Derfor bærer blus vi med glæde.