Gadepræst for unge i Århus

Der findes en masse bøger, der handler om modige mennesker. Selv børnelitteraturen er fyldt med det. Tænk på Brødrerne Løvehjerte. Det handler om den lille dreng Tvebak, der ligger syg derhjemme. Der udbryder brand hjemme hos dem, og hans storebror Jonatan redder ham ud af flammerne, men dør i faldet, hvorefter Jonatan får tilnavnet Løvehjerte for sit store mod. For den modige er altid den, der gør det, de andre ikke tør. Og den modige er altid helten.  Den tapre, den der vover, hvor andre tøver – den der med rette kan kalde sig Løvehjerte, fordi han har fortjent tilnavnet. Tit hører man også børn råbe af hinanden i skolegården – tør du ikke? når vi vil lokke hinanden til noget dumdristigt. For sådan er vi også. Vi vil hellere være dumdristige end klantres for ikke at turde – for at være en bangebuks. Der er ikke mange, der er blevet helte i historiens løb ved, at være bange – nej mod skal der til.

Men hvad er mod for noget? Hvornår er vi selv modige?  Vi siger, at mod er, når man gør noget andre ikke tør. Når man gør det ekstraordinære – og den ægte helt siger så bagefter, at han eller hun da bare gjorde det, alle andre ville gøre. Så er de, hvad vi kalder heltemodige. Selv i Bibelen siger Moses til Josva, at han skal være modig og stærk, da han skal føre israelitterne ind i kanaaens land.

Men er mod er forbeholdt det stærke? Nej. For nogle er mod måske, at turde sige fra overfor chefen. For andre er mod, at gå alene i byen efter et dødsfald. For andre igen er blot det at handle ind, en handling så modig, at selv en helt ville ryste. Mod er relativt. Og mod er mere end heltegerningen.

I ordet tålmodighed har vi også ordet mod – når vi er tålmodige skal vi have mod til at tåle. Vi skal tude tåle at tiden går, og at vi måske intet kan gøre. Når vi tør holde ud, da er vi tålmodige.

Også i ordet sørgmodig finder vi ordet mod. Vi skal turde sørge, også selvom vores omgivelser ikke altid selv forstår eller kan holde ud, at vi gør det. Men det kræver mod at sørge. Mange tror fejlagtigt, at sorgen er automatisk, men det kræver også et modigt menneske, at stå der, hvor det ser allermest trist og mørkt ud. Når vi tør sørge over livet, tab, skuffelser, da er vi sørgmodige.

Mod er mere end vi først antager, og ikke kun den stærkes ret. Livet er mere end vi først antager, og ikke kun den stærkes ret. Men vi bliver nødt til at bliver mindet om det. For vi er blot mennesker, og som de mennesker vi er, har vi en tendens til at gøre livet mindre, gøre os selv mindre – og ikke mindst gøre Gud mindre. Måske fordi vi ikke begriber livets storhed? Og derfor skal vi have det fortalt igen og igen – vi skal høre de ord, vi ikke kan sige os selv.

 Julen handler om livets storhed. Og julen handler om Guds absolutte største handling – om Guds mod til at møde os mennesker. Og Jesus.

Det fantastiske i, at Gud griber ind i historien – ind i vores liv, og lader et lille barn føde. Et barn, der skal fortælle os om, hvem Gud er, og hvad han vil med os. Gud slår ned i historien og lader sin eksistens bliver en del af vores liv. Den lille dreng, vi fejrer med julen, forandrer verden. Ikke bare for kristne, der tror på ham, men for hele verden. For Jesus begynder Guds riget at bryde frem som lyset en solopgangsmorgen. Vi kan ane at lyset er på vej, det farver allerede vores himmel og forandrer det vi ser og den verden, der er omkring os. Fra at være mørk og uden farver, begynder alting at gløde. Guds rige er på vej – vi aner det i alt omkring os. Vi ser det, når kærlighed vinder over hævn og smålighed, når glæde vinder over bitterhed, og vi ser det når godheden i mennesker ikke bliver slået ihjel eller krænket af livets hårdhed. Da aner vi, at Guds rige er os ganske nær. At Gud er os ganske nær.

Ethvert menneske er Gud nær. Det er julens storhed – Guds storhed, at han vil os mennesker. Men det er også menneskers storhed. For hvad fortæller det om os, at Gud vil os? Det fortæller, at vi er værd at elske. Også den svage, den uduelige, den storsnuede og den falske – også de er værd at elske i Guds rige. Vi er elsket af den simple grund, at vi er mennesker. Ikke for spor andet – vi er mennesker.

Og det kan indgyde os mod. Mod til at leve et liv som mennesker for hinanden – først og fremmest mennesker. Vi skal ikke leve for hinanden, fordi den ene er højt uddannet, den anden er muslim eller den tredje er svensker. Det er ligegyldigt, vi skal først indse, at vi er mennesker alle sammen. Det er at se livet i farver efter en mørk nat – at se, at vi i al vores mangfoldighed, trods alt har det ene tilfælles, at vi er mennesker. Det kræver mod – ægte heltemod, at turde leve for hinanden i øjenhøjde, og ikke lade os bremse af vores fordomme og tanker. Mod er at tåle livet, at udholde livet, at leve livet som et menneske til et menneske.

Så beder vi: Giv
os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud,
til alt bliver ét i en lovsang til Gud,
som sendte sit Ord
i dig her til jord.