Gadepræst for unge i Århus

”Det var ikke en nat som de andre, og det var en nat som alle de andre. Det unge par går rundt i gaderne, og leder efter et sted at overnatte – efter et sted, hvor de kan få lov at hvile sig efter en lang og udmattende rejse. For de to er det ikke en nat som de andre. Hun er gravid og skal snart føde. Deres liv er på tærsklen til at skulle ændre sig for altid, og midt i det hele står de alene i en fremmed by, uden nogen mulighed for at overnatte i en ordentlig seng.

Uden nogen mulighed for at deres lille barn kommer til verden i varme og trygge omgivelser. Midt på gaden, alene og fortabte står de. De banker på mange døre, men alle steder er svaret det samme – der er fyldt op, vi har ikke plads til jer, I må prøve et andet sted. Det var en nat som de andre. Der var ikke plads til dem. Gaderne bliver lange mens natten falder på, og der ingen steder er at finde.

Men ét sted får de lov til at lægge sig i den tilhørende stald. Da de ikke kan finde husly andre steder, går de ind i stalden. Der er fyldt med dyr, men de finder en plads, og tager noget af dyrenes hø, for at bruge det som underlag. Der, langt væk fra varme senge, føder hun sin søn. Det var ikke just sådan de to unge mennesker havde tænkt sig deres søn skulle komme til verden, men sådan blev det. Mellem hø, dyrenes varme ånde og de unges kærlige blikke, kom han til verden. Det sted, hvor der var plads til dem, kom han til verden. Der begyndte livet. For ham og for os.”

I kender fortællingen bag – fortællingen om to unge mennesker, for hvem mulighederne bliver færre og færre som aftenen skrider frem. De havde ikke mange valg, andet end at håbe på, at der ville være en person, der kunne hjælpe dem. Der var ingen steder, hvor de kunne være. Ingen plads til dem, og det var en nat som de andre.

Ofte sker det, når man kender en fortælling godt, at man læser den i lyset af slutningen. I juleevangeliet bliver frelseren født og engle stiger ned og synger for herren. Der kommer visemænd og hyrder, og sammen står de og kigger på det lille Jesus-barn, og frydes og glædes derved. Men vi hører også kort om et ungt par, der ikke ved, at deres rejse vil ende på denne måde, men som vandrer rundt for at finde et sted for natten. For dem er virkeligheden en anden.

En virkelighed, der er forskellig fra person til person. Vi har alle vores egen oplevelse af verden. Forskellig optik, som man fint kan kalde det. Hvis man går en tur ned gennem gågaden, vil man støde på mange mennesker, der alle er på vandring gennem livet, og for hvem dagene huskes forskelligt. Den dag, der ikke var som de andre dage for den forelskede dreng, eller hende, der blev mobbet, er måske en helt almindelig dag for alle de andre. Vores dage, vore liv ser forskellige ud. Og erfares forskelligt.

Men der er vilkår vi deler. Vi er alle en del af denne verden, og dermed på vandring gennem livet. Og alle oplever vi både de gode dage, hvor der er plads til os, og de dage, hvor mørket samler sig om os, og omslutter os. De dage, hvor ensomheden holder os fast, og hvor der ikke er plads til os. Hvor vore valgmuligheder synes opbrugt. Hvor det er svært at være til, og være menneske, og hvor man søger efter accept.

Der banker vi på døren. Små forsigtige bank, der knap kan høres, hårde faste slag, der runger eller måske som et stille, uudtalt ønske. Alle banker vi på, for at høre om der skulle være en plads ledig? En plads til os i livet, så vi kan udfolde det menneske, vi er skabt til at skulle være. På vores vandring gennem livet, gennem gaderne, har vi brug for det sted, hvor vi kan få lov til at bare at være. Et sted, hvor vi ikke skal have målsætninger, visioner og planer for livet klar. Et sted, hvor vi ikke skal præstere for at få adgangsbillet. Men et sted, hvor døren bliver åbnet, når vi banker på.

I juleevangeliet får Josef og Maria en stald, som de kan sove i. Efter de havde banket på mange steder, finder de det ene sted, hvor der er plads til dem, den nat. Det sted er ikke, som de forventede, og ikke som det sted de søgte; men dog var der en plads fri. Deres vandring blev afløst for en stund. Og der i stalden blev alt som det skulle være. I den stald var der ikke blot plads til Maria og Josef, men også til de hyrder, der lå i nærheden, og til de rige visemænd. Der er der plads til mange.

Her sker underet, at Gud bliver til menneske. Gud vælger at møde os, vælger at åbne døren og lukke os ind til sig. I den stald, i Guds hus, er der plads til alle, der kommer. Man bliver lukket ind, og mødt som den man er, hvor man er.

Men vi skal også åbne døre for hinanden, når der bliver banket på. Her bliver mødet med det andet menneske en dyb nødvendighed. Først i mødet med næsten, bliver den plads vi har i livet ikke en ensomhedens piedestal, hvor man søger sig selv; men en plads, der bunder i mødet, i fællesskab med næsten. Her kan Guds kærlighed til mennesker blive til handling, der sætter sig spor i vore liv. (Og lige der, bliver vi det menneske som vi er skabt til at skulle være. I den usleste mand eller kvinde, så han perlen så kostelig skinne.)

Adventstiden venten og julens glade budskab rummer dette; at vi er skabt i fællesskab med hinanden og at Gud vælger at sætte sig ind i dette fællesskab som menneske.