Gadepræst for unge i Århus

Tekst: vandringen til Emmaus, Lukas evangeliet kapitel 24, 13-15

Peter Plys mødte engang Grislingen, der var ude af gå. ”Hvor er du på vej hen?”, spurgte Peter Plys sin ven. ”Ingen steder”, svarede Grislingen. Og så gik de derhen.

Jeg holder meget af denne lille historie, og har altid været fascineret af, at Peter Plys med det samme godtager Grislingens svar og slår følge med ham på vej til ”Ingens steder”. Ingen spørgsmål om, hvor ”Ingen steder ” ligger henne eller hvor langt tid det tager at komme derhen. Peter Plys går bare med, og giver Grislingen følgeskab.

Vi er ellers vant til at skulle vide, hvor vi skal hen. Hvis vi møder en på gaden vi kender, er første spørgsmål: ”Hvor er du på vej hen?”. Vi skal fra A til B. Og gerne så effektivt som muligt, at vi helt glemmer, at der en distance at gå inden man når frem. Hovedet er fuldt af planer, aftaler, tanker og vi farer af sted uden at ænse, hvad vi laver imens. John Lennon sagde engang at: livet er det der sker for dig, mens du har travlt med at lægge andre planer. Så det ér mere end bare en lille bjørn, der misforstår, hvad Grislingen siger, når han følger med ham til ”Ingen steder”. For dem betyder det ikke så meget om stedet findes, men at de nu er to på vej derhen.  

Disciplene, vi lige hørte om, er også på vej. De er på vej mod Emmaus. Faktisk ved man ikke præcis, hvor Emmaus har ligget, men i denne fortælling er dét heller ikke så vigtigt. For de to disciple, der kommer gående, er kede af det. Deres mester – Jesus – er lige blevet slået ihjel, hængt op på et kors, og alt hvad de troede på, er taget fra dem. De havde gennem deres følgeskab med Jesus, set ham gøre store undere og tale om Gudsriget. Og nu er det slut – han er død. De er oprørte, bange, uden håb og alene. De havde håbet, at han var den nye messias, men nu er han død, så de er ikke længere sikre. Så hvor Emmaus lige har ligget, betyder ikke så meget.  De går hen af vejen. De er på vej, måske har de været skuffede, måske har de skyndt sig – men de har gået og ikke vidst, hvad fremtiden ville bringe.

Mens de går, kommer en fremmed hen og begynder at tale med dem. Disciplene opdager ikke, at det er Jesus selv, der går med. Hvorfor skulle de også det? Det er da for utroligt, at Jesus efter være blevet henrettet som forbryder – han er død - ville komme og gå med dem her på denne støvede og ligegyldige vej mod et sted, der var så ubetydelig, at vi i dag ikke engang ved, hvor det har ligget. De havde ikke forventet at møde Jesus der. Men det gør de. Der hvor de mindst ventede det, kommer Jesus dem i møde. Han taler til dem, men de kan ikke kende ham. Senere i fortælling hører vi, at Jesus brækker noget brød til dem og velsigner det, hvorefter de kan kende ham. Så de ender med at vide, hvem han er. Men undervejs fra A til B, er de ikke klar over, at det er deres mester, der går ved siden af dem. De er blot på en vandring mod Emmaus.

Vi er alle på vandring gennem vore liv. I dåben hører vi, at Gud vil bevare vores udgang og indgang, men ikke noget om, hvad der skal ske imellem disse to punkter. Der er vi overladt til os selv. Overladt til at finde det sted, hvor vi vil gå til. Det kan være en ensom vandring. Den kan være hård, lang, for kort eller stejl. Der er mange liv, og vi oplever alle noget forskelligt, mens vi vandrer mellem de to punkter. Det eneste vi ved, er at Gud vil bevare udgangen og indgangen.

Men i fortælling vi hører i dag sker der noget, der gør vandringen mellem de to punkter til noget mere end blot en ensom vandring. De to disciple vi hører om, kan ikke finde håbet i deres liv. Deres livsgrundlag blev taget fra dem, da Jesus døde. Og så sker der det forunderlige, at Jesus dukker op og slå følgeskab med dem. Han går med dem på vejen til Emmaus. Sammen går de alle tre mod Emmaus – stedet vi ikke kender – mod ”Ingen steder”. For det er ikke målet, der er vigtigt her; men det, at disciplene bliver mødt af Jesus, og at han går med dem. Jesus møder ikke disciplene et fint sted, eller et særlig helligt sted, men der, hvor de er – på vejen. Der hvor hverdagen leves – på vej et sted hen. Der ser Jesus dem og går sammen med dem.

I dag bliver jeg indsat som gadepræst i Århus. Jeg skal fungere som præst på gaden. For unge, der er på vejen og på vej et sted hen. Gaden er vigtig, om man så farer forbi i et kort øjeblik, eller om man bliver hængende, så er vi alle en del af gadebilledet. Vi er alle på vej. Nogle er på vej til ”Ingen steder” og andre igen er på vej fra A til B i et rasende tempo. Det er ikke altid let at skelne de forskellige liv fra hinanden. Hvem er på gaden for at blive set, hvem ønsker ikke at blive set og hvem er aldrig blevet set af nogen? Men vi har det tilfælles, at vi et kort øjeblik alle er en del af gadebilledet og dermed på vandring.

Jesus vandrede også i sit liv. Jesus vandrede rundt og mødte mennesker, der hvor de var. I deres hverdag og i deres liv. Der kom han dem i møde og talte med dem. På samme måde som han mødte de to disciple på vej mod Emmaus. Han gav dem håbet igen, da alt håb syntes ude. Jesus Kristus blev virkelig for dem – blev nærværende. Himlen rørte jorden. Det er en smuk tanke, jeg har hørt engang. Og jeg kan så godt lide billedet af himlen, der rækker sin finger frem for at nå jorden – nå os. Vi er ikke alene på vores vandring. Når Gud siger, at han vil bevare vores indgang og udgang, bliver det en ramme om livet. Fortællingen viser os, at Jesus vandre med os alle, men det ikke altid vi kan kende ham. Vi må tro. Og kan vi ikke tro nok, så hjælper han os med resten. Det utrolige kan ske, og især når vi mindst venter det.

Jesus møder dermed ikke kun særlige mennesker, men møder dig og mig. Møder det menneske, der ikke har et mål, og det menneske for hvem livet ikke synes livet værd. Der er Jesus. Blandt de ubetydelige, de der er blevet glemt og dem der ikke blev regnet for noget. Men også hos den populære gruppe, den flotte pige og den smarte dreng. Han vandrer med alle dem Lige nu og her, hvor vi er.

Han sørger for at himlen rører jorden.