


| Studentermenigheden i Århus, 19. april 2008 |
|
Tekst: Kvinden grebet i ægteskabsbrud, Johannesevangeliet 8, 1-11
Kære Gud
Jeg ved, du ser på mig med milde øjne.
Du ser mit sande jeg og mine løgne.
Du tyder mine drømme, når jeg sover.
Du lærer mig at se,
Mit liv er til at le og græde over”
- Amen –
Nogle gange kunne man ønske, at Bibelen var udformet som en brugsvejledning. Hvis livet ikke virkede, kunne man lige slå op i manualen og løse problemet ved at gøre som der står. Så kunne man få et funktionsdygtigt, gnidningsfrit og top-tunet liv, der bare ville kører derud af. Det ville være nemt, og går det ikke som man ønsker, kan man bare klage til producenten.
Hvor ville mange problemer være nemme, hvis det forholdt sig på den ene eller den anden måde, men det gør det ikke. Førend Bibelens budskab kan appliceres på livet, må man læse, tolke og reflekterer over teksterne. Bibelens budskab er for evigt rungende og gældende – om det hersker der ingen tvivl. Bogen kan selv med 2000 års afstand til os, til stadighed rykker os ud af vores comfort-zone og får os til at tænke over livet.
Men; et men skal lyde - Hvordan skal vi med vores erfaringer fra nutiden anvende en 2000 år gammel tekst uden at gå på kompromis med den tid vi lever i, eller det budskab der ligger i teksterne? Bibelen er jo bundet af sin kultur – den er skrevet i en tid ind i en social kontekst. Det viser de steder i Bibelen, hvor der står, at en kvinde skal giftes med sin voldtægtsforbryder, at man stener folk for utroskab, og – om man vil – at kvinder skal tie i forsamlinger. Alt sammen kan vi i dag godt se, er kulturbundne udsagn fra datiden samfund. Men hvad med de steder, der kan tolkes forskelligt, og som nogle grupper bruger som argumentation for diverse holdninger? Hvordan læser man Bibelen?
Når man læser Bibelen – eller en hvilken som helst tekst for den sags skyld – gør man det ud fra det sted man står i livet. Når en person læser Bibelen, går han i dialog med teksten. Der sker simpelthen et møde mellem tekstens skrevne ord, og den levede læser, der med al sin erfaringer forsøger at finde mening med teksten. Og netop det sker også, når vi i dag læser i Bibelen. Vi møder Bibelens ord med alt hvad der er os, og forsøger at gå i dialog med teksten, for at finde et budskab. Vi tolker teksten.
Vi er tolkende væsner. Vi forsøger at leve vore liv i en kaotisk verden, der ikke altid giver mening. I en verden, der kan synes uretfærdig og grusom. Vi søger retfærdighed ved at tolke vores omverden. Når verden ligger i ruiner eller når tingene går skævt søger vi en mening – en form for retfærdighed. Og her, lige der, hvor retfærdigheden anfægtes, forsøger vi med alle vore kræfter – med hele vores hjerte – at gøre retfærdigheden gældende. Det ligger i os, at vi ønsker det. Vi ønsker, at tingene skal gå rigtigt for. Derfor bruger vi vores magt på, at få sandheden for dagen og bringe orden i tingene. Jagtvej 69 er et godt eksempel – de unge følte sig uretfærdigt behandlet og brugte al den magt de havde, til at prøve at få retfærdighed. På den anden side var der mange borgere, der følte at de unge opførte sig uretfærdigt og ville have, at de unge skulle stoppes, så retfærdigheden kunne komme igen. Eller prøv at tænk på, når en person snyder foran i køen i supermarkedet – det er ikke retfærdigt. Retfærdighed er et begreb, der gennemsyrer vores liv, fra de helt store livs-omvæltende og eksistentielle oplevelser til de små ubetydelige situationer. Det er i vores liv – og vi forsøger med vores magt at bringe retfærdighed ind i livet – at retfærdiggøre vores handlinger. Og her kan vi nemt som mennesker komme til at snuble i vores egen søgen efter retfærdighed. Vi snubler i vores ego, og forveksler os selv med en universel lov om livet. ”Der er ingen, der skal træde mig over tæerne” eller ”Jeg finder mig ikke i det”. Vi kender det. Harmen skyller op. Den følelse, hvor man slet ikke længere ser sin næste. Retfærdigheden bliver til fordømmelse.
Der ser vi ikke, at den person vi står overfor er et menneske, der er blevet født ligesom os selv, har leget i skolegården, ligesom os selv, er blevet forelsket første gang, ligesom os selv, har fået knust sit hjerte, ligesom os selv, har grædt i smerte, ligesom os selv. Alt det er væk – som dug for solen. For personen handlede uretfærdigt og fortjener min spot, min hån og min dom. Et ansvar skal placeres.
I dag har vi hørt fortællingen om kvinden, der bliver grebet i ægteskabsbrud. Kvinden har horet, og dommen er, at hun skal stenes. Stenes til døde, så hun kan bliver fjernet. Hun har forurenet livet med sine handlinger – hun har handlet uretfærdigt og ikke til guds ære og skal dø. Når man hører fortællingen kan man næsten fornemme vreden fra folkemængden. De søger retfærdighed, og mener at have retten på deres side. Loven har jo foreskrevet, at hun skal stenes.
Umiddelbart handler Jesus ikke, han virker nærmest ligeglad – sidder bare og tegner i sandet. Der går en rum tid, mens de venter på, hvad han vil sige. Med hvilken retfærdighed vil han dømme hende? De venter spændt. Men da han endelig rejser sig op, siger han ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”. Den, der aldrig i sit liv har syndet, skal være det første til at dømme hende.
Og som vi har hørt det i historien, lægger de en efter en deres sten fra sig. De kunne ikke med retfærdighed sige, at de var uden synd. Da det kom til stykket, kunne ikke en af dem dømme kvinden, for ikke en af dem var uden synd – og således blev det ham, der altid har handlet retfærdigt, der dømmer hende med retfærdighed. Men hvilken retfærdighed? Ikke loves, ikke normen i samfundet, ikke den retfærdighed, som skaren mente hun skulle have – men med Guds retfærdighed. Med tilgivelsen. Trods det, at det har været utilgiveligt, det kvinden har gjort, ser Gud på hende med kærlighedens fortegn. Der er ikke fordømmelser, hån eller dom; men tilgivelse. Guds retfærdighed er ikke menneskers. Vi kan ikke bruge vores egen målestok for retfærdighed, for Guds retfærdighed er så meget større end os og det vi kan forstå. Men vi kan forstå den kærlighed, der bliver vist i fortællingen her.
I mange kirkebønner, der bliver bedt om søndagen i kirker landet over, beder vi om, at Gud ikke vil give os løn som forskyldt, men vil se på os med milde øjne. Vi beder om, at den menneskelige retfærdighed ikke vil være det mål, som Gud bruger, når han skal se på os. Vi beder derimod om, at Gud vil se på os med sin retfærdighed. Se på os med tilgivelsens øjne, for vores synder, for de gange vi har fordømt et andet menneske, for alle de sten, vi står med i hånden – parat til at smide på andre mennesker. Og alle kasteskyts gælder her, ikke kun sten – også bøger, ja selv Bibelen bliver kastet efter andre mennesker.
Kærligheden lyder højest hos Gud. Guds kærlighed er til alle mennesker – ikke kun dem, vi er enige med eller dem vi godt kan lide. Nej, Guds retfærdighed er mere radikal end det. Selv vore fjender skal vi være næstekærlige mod. Det er jo nemt, at behandle dem man kan lide godt; men sand næstekærlighed (uden kasteskyts) indbefatter også de mennesker, som vi foragter for deres holdninger eller handlinger. De skal også mærke næstekærligheden. Det er ikke retfærdigt, men det er Gud heller ikke. Ikke som vi forstår det.
Kun der, hvor kærligheden får lov til at være, hvor vi som mennesker ikke blive svimle af vores egen magt, slår Guds retfærdighed for alvor igennem.
Amen
|
|||
| Senest opdateret: Søndag, 03. august 2008 21:16 |