Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Johannesevangeliet, kap. 20, v. 24-28 

Det er kommet frem for nogen tid siden, at Moder Teresa tvivlede i store dele af sit liv, og ikke kunne føle Guds nærvær. Mange tænkte, ”hvordan kan det da være”? Hun af alle burde netop føle Guds nærvær, hun af alle burde ikke tvivle, hun af alle burde da vide at Gud var med hende. Ja, med det arbejde hun lavede, var Gud da med hende. Det er så nemt at føle, hvornår Gud da burde være med et andet menneske. For når et menneske gør noget for andre, der er så uselvisk og givende som hende, kan vi alle slutte, at Gud i al fald er med hende. Men når det kommer til os selv, kan det være svært at fornemme, at Gud da altid er med en.

(Eller for den sags skyld er med de mennesker, der ikke handler efter normen, virker onde eller har forvoldt en skade, så kan det være utænkeligt at Gud er med dem.)

Men det kan være svært for os, at føle er Gud med os. Det er ikke altid at ”Guds nærværet” er lige nærværende. Gud kan synes uendelig langt væk. Og når man til dagligt lever i verden, der ære alt, der kan måles og vejes og gør det til mere end blot en sandhed om verden, men selve sandheden, kan det virke besnærende, at læne sig op af det, og gemme sin tvivl, men også sin tro, et øjeblik. Det ville være nemmere ikke at tro, kan man synes at føle. For man tvivler. Vi tvivler. Der er øjeblikke, hvor man overvejer om det hele nu virkelig kan passe. Er der overhovedet en Gud, og gjorde han virkelig det, at han lod sig inkarnere i Jesus Kristus. Var Jesus overhovedet Guds søn, eller var han måske bare en mand, der fik succes. En karismatisk mand. Er Gud der overhovedet eller har vi bare skabt ham for at kunne holde verden ud. Vi tvivler alle sammen.

Moder Teresa tvivlede i store dele af sit liv. Luther tvivlede i store dele af sit liv. Vi tvivler i dele af vores liv. Det gør vi, fordi vi er mennesker. Vi har ikke så stærk en tro, at vi følger Gud i tykt og tyndt. Selv i Adam og Eva tvivlede på Gud, da de spise af æblet. Hele Bibelen er fyldt med fortællinger om mennesker, der tvivlede. Det gør vi, fordi vi er mennesker. Vi tvivler. Jesus tvivlede, da han hang på korset, og råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? For Jesus var også et menneske, og vi tvivler.

Thomas tvivlede. Jesus var opstået, det havde han hørt – det havde de andre fortalt – men han tvivlede. Han havde ikke set det, og ville med egne øjne erfare det. Han ville måle og veje, føle og mærke, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Det var da for fantastisk, hvis Jesu virkelig kunne opstå. Det er ikke så underlig en tanke. Det lyder jo absurd det med at rejse sig fra de døde. Der er ikke nogen, der i dag efter at have været døde i tre dage, rejser sig op med varme hænder og rødme i kinderne. Det er da for u-troligt. Thomas havde selv set Jesus i graven. Havde set, at han var kold, at huden var bleg, og at livet havde forladt ham. Det havde han selv set, så at Thomas tvivler er ikke så underligt. Det er faktisk meget forståeligt. Han tvivlede. Han slap ikke troen, men han tvivlede – og troen og tvivlen var i ham og stred i ham.

Men Jesus kom og viste sig for Thomas. Sagde til ham, at han skulle mærke efter med sin finger. Mærke at Jesus virkelig var opstået. Jesus overbeviste Thomas om, at han virkelig var opstået fra selve døden. Thomas kunne ikke komme frem til det selv, han overbeviste ikke sig selv, men blev overbevist af Jesus. Der står ikke i teksten om Thomas virkelig stak sin finger i siden af Jesus, men der står, at Jesus taler og Thomas svarer ham: Min Herre og min Gud. Thomas tror, og kan der i selve mødet med Jesus Kristus lægge sin tvivl bag sig. Thomas tvivlede og troede. Og Gud slap ham ikke.

Umiddelbart kan vi føle at tvivlen modarbejder troen. Men tvivlen er ikke altid troens absolutte modsætning. Vi er ikke svage fordi vi tvivler – vi tvivler, fordi vi er mennesker. Vi har nemlig ikke visheden om Gud. Den har kun Gud. Nej, vi har som mennesker ikke al viden om Gud. Derfor tvivler vi. Vi er ikke overmennesker, der aldrig tvivler. Selv Jesus tvivlede. Men vi gør, hvad vi kan; vi tror på Gud. Vi tror, vi har fat i sandheden, vi har tillid til det, vi er overbeviste om noget, som vi ikke kan se, men som vi fornemmer. Vished, har vi ikke, så vi søger Gud i steder for. Vi ved ikke alt om Gud, men søger ham. Og når man søger ligger tvivlen nær. Men som Gud kom til Thomas, da han tvivlede, så kommer Gud også til os, når tvivlen overskygger troen. Han opgiver os ikke. Han holder fast og taler til os. Vi tvivler og tror. Og Gud slipper os ikke.

Amen