Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Lukasevangeliet, kapitel 19

"Du løfter op min smerte, så smerten er hos dig, du, Gud der kender sorgen og deler den med mig.

Du fylder mig med undren, forunderlige Gud, du åbner altid udvej, når alt ser håbløst ud." Amen

Når alt ser håbløst ud? Hvad er da håbløst?

Vi lever i verden, der med nemhed kan overmande ethvert menneske. Verden kan synes at falde fra hinanden og man kan intet andet gøre, end at kigge magtesløs til. Det kan virke håbløst.

Man kan se ind i sit indre, og det kan med nemhed overmande ethvert menneske. Mange bruger et helt liv på at ønske sig noget andet end det, man har fået. Ønske at livet var anderledes end det er. Det kan virke håbløst.

De øjeblikke af håb-løshed oplever alle mennesker på et eller andet tidspunkt i løbet af et liv. Et sted i livet, hvor spørgsmålene tårner sig op, og vi ikke længere kan se, hvilken vej vi skal gå. Vi famler og farer i blinde. 

Nogen må bære en andens nød,

Nogen må vise mildhed,

Nogen må kæmpe for andres ret,

Gud, lad dit riges tegn blive set!

Hjælp os at følge dit bud.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn

-         Amen

Går man en tur ned gennem midtbyen i Århus kan man ikke undgå at få øje på gadens folk. Mennesker der bor ude det meste af året, og kun i korte perioder har tag over hovedet. Mennesker der ofte drikker mere end leveren kan holde til, men som ikke kan holde op. Vi kender dem alle sammen. De sidder rundt om i byen, og er del af bybilledet. Narkomanen, alkoholikeren, ludere – mennesker på bunden af livet.

Gadegudstjeneste om fordomme, lørdag d. 6. juni kl. 11.00 på Kloster Torv.

Tekst; skuespil over den barmhjertige samaritaner

Fordomme handler om at mødet mennesker.

Vi møder mange mennesker i løbet af en dag, og langt de fleste af gangene bemærker vi måske knap hinanden – og når vi så bemærker hinanden, kan det være svært på kort tid at forholde os til dem vi møder. Og hvad gør vi så, for at forholde os til det nye menneske vi møder? Vi ser på tøjet, håret og kropssproget – og fra det fælder vi en dom på forhånd. Vi sætter dem i en kasse, hvor vi mener de passer. Og i den kasse pådutter vi dem samtidig alle de træk, der står på kassens forside – uagtet om det så er sandt eller ej. Er du gucci-pige er du på en bestemt måde og tænker på en bestemt måde. De er alle ens. Er du emu tænker du på en bestemt måde og er på en bestemt måde. De er alle ens. Vi ser, dem vi møder, med de briller, vi selv vælger at tage på. Hver enkelt mennesker er pludselig repræsentant for en gruppe og vi dømmer dem.

Tekst: skuespil over den Barmhjertige Samaritaner

Sommerlejr med Agent tema

Den barmhjertige samaritaner. Jeg tror I alle kender fortællingen om manden, der ligger i vejkanten som ingen vil hjælp – hverken præsten eller levitten. Men så kommer der en samaritaner forbi, som hjælper ham. Samaritaneren var et folk som ingen kunne lide, og som ingen gad være sammen med. De var udstødte og man forventede intet godt fra en samaritaner. De af alle ville i al fald ikke hjælpe en, og man ville da slet ikke hjælpe dem. Og så sker der det forunderlige, at manden der ligger i vejkanten bliver hjulpet af netop en samaritaner. En person som man regner for ingenting – der var ikke én, der ville have undret sig, hvis samaritaneren ikke havde hjulpet ham. Alle ville have forstået det. Men han hjalp alligevel. Samaritaneren valgte at hjælpe et menneske, der havde brug for hjælp selvom han ikke havde behøvet at hjælpe. Alle ville have forstået det, hvis ikke havde hjulpet, men han valgte at hjælpe. Han valgte at være den forslåede mands næste.