Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Matthæus evangeliet kap. 14, vers 22-33

Som mennesker vil vi gerne have, at vores liv er meningsfyldt. Vi skal gerne lave noget, gøre noget med livet, der giver det en mening. Det giver et greb om livet.

Men vi søger også selve meningen med livet, for et liv uden mening er ikke et liv. Vi søger Gud i vores liv. Gud giver mening. Det giver mening at vide, at Gud er med os, med mig. Og at Gud vil noget med os. Vil os noget. Det giver mening i livet.

Men derfor er der stadigvæk tidspunkter i vore liv, hvor hverdagen ikke længere giver mening. Der er tider, hvor livet mister sin betydning for os. Der er situationer, hvor vi mister alt, der betyder noget for os, og hvor vi mister troen på, at Gud er med os. Til tider kan verden være så grum og ond, at vi ikke længere kan se, at der stadigvæk er noget godt og lyst ved verden. Da synes alt at være meningsløst, og vi kan gribes af en tomhed. Vi er magtesløse og råber til Gud om hjælp – vi råber til Gud og gribes måske samtidig af tvivlen om Guds eksistens.

Tekst: Matthæus evangeliet kapitel 18, vers 1-14

Så lægger jeg mit liv i dine hænder,
så ved jeg, uanset hvordan det ender,
når du blir stor i mig, og jeg blir lille,
da er der ingen død
og ingen verdens nød,
der kan os skille.

-         Amen

Hvem er størst, bliver der spurgt i dagens evangelietekst? Det lyder som om det er taget fra en børnehave, hvor børnene kæmper om, hvis far er den største. Er det nu min far eller din far, der er den største?  Vi kan måske trække på smilebåndet over spørgsmålet, hvem der er den største.

Tekst: Johannesevangeliet kapitel 15, v 1-11

Så send da din Ånd herned, at hjerterne kan brænde,

for retfærd, brodersind og fred, og vi dig lydigt tjene!

Lær os at nemme ret dit bud: For hvad vi for intet fik af Gud

For intet glad at give! - Amen

Hvad vil det sige at leve som kristen? Spørger man en række tilfældige personer på Store Torv, vil der nok komme mange overraskende bud på, hvordan en kristen lever. Det er i al fald noget med, at man ikke bander eller drikker, man går tidligt i seng og husker at bede sin aftenbøn knælende ved sengen.

Og nå ja, hvis man spørger de unge, jeg arbejder med til dagligt i mit embede som gadepræst, så er det ret kedeligt at være kristen. Det er nu ikke fordi, de ikke tror på Gud, for det gør de; men det der med at leve som kristen, dét er kedeligt. Det er trist, mørkt, livs fornægtende og ligefremt sørgeligt at være kristen.

Er det sådan, man lever som kristen? En kedeligt og gråt liv – et liv i en jammerdal, kun ventende på døden i håbet om at Paradiset er bare lidt bedre end det her?

Her blev der præsenteret nye salmer af Lars H. Clausen, musik af Jens Morsing. Nana Rømer Dorph-Petersen læste op af sin digt samling "I lyset af dig". Desuden holdt jeg en lille refleksion over temaet "Salmer":

Salmen. Når man hører ordet ”salme” tænker man uundværligt på kirken. Kirkerummet. De hårde bænke, fornemmelsen i kroppen fra sidst man var i kirke. Præsten for alteret, der læser gamle tekster. Ritualer. Solen der baner sig vej gennem ruden. Lyset bliver vredet og forvandlet på dens vej ind i kirken. Som alt andet i rummet bliver det vredet og forvandlet. Intet ser ud som det plejer. Det er forandret. Ens forældre sidder tavse og alvorlige. De sidder med rank ryg, der indimellem må give op overfor den uvante måde at sidde på. Det giver et ryk, og kroppen er tilbage i sin stoiske skuen op mod altret. Kirken. Det hele bliver afbrudt af salmen. Sangen. Man bruger sig selv og mærker, at her er noget, der gør kirken, teksten, præsten, forældrene, lyset til noget ganske særligt. Her mærker man, at det er mere end bare hverdag.