Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Matthæusevangeliet, kapitel 25, vers 31-40

Hvorfor denne tekst nu? Hvorfor lige den tekst, verdensdomme? Det er egentlig den tekst, der bliver læst højt den sidste søndag i kirkeåret, første tekstrække. Det er den tekst, der afslutter året, og dermed den tekst, der opsummerer hele kirkeåret. Den tekst der rummer essensen af året, der gik. Det er samtidig den tekst, man går ind i det nye kirkeår med – ordene fra teksten klinger stadigvæk i rummet, når vi går ind i adventstiden. Så hvorfor lige den tekst nu?

Lad mig begynde et helt andet sted. Har I nogensinde overvejet, hvordan det vil være at møde Jesus i dag ansigt til ansigt. Der er mange, der har lavet det tankeeksperiment i tidernes løb. Hvor ville man finde ham, hvem ville han tale med? Ville vi tro ham – at det var Guds egen søn, der kom ned til jorden.

Tekst: Johannesevangeliet, kap. 20, v. 24-28 

Det er kommet frem for nogen tid siden, at Moder Teresa tvivlede i store dele af sit liv, og ikke kunne føle Guds nærvær. Mange tænkte, ”hvordan kan det da være”? Hun af alle burde netop føle Guds nærvær, hun af alle burde ikke tvivle, hun af alle burde da vide at Gud var med hende. Ja, med det arbejde hun lavede, var Gud da med hende. Det er så nemt at føle, hvornår Gud da burde være med et andet menneske. For når et menneske gør noget for andre, der er så uselvisk og givende som hende, kan vi alle slutte, at Gud i al fald er med hende. Men når det kommer til os selv, kan det være svært at fornemme, at Gud da altid er med en.

Tekst: Johannesevangeliet, kapitel 6 vers 44-51

”O Gud, du ved og kender,

Det ej i mine hænder

Og mine kræfter står,

at jeg dig ret kan dyrke,

om jeg ej daglig styrke fra dine hænder får”

-         Amen

I fadervor beder vi: giv os i dag vort daglige brød. Jeg har lige siden jeg var barn tænkt over, at den sætning var lidt sær, for jeg havde da masser af mad. Det var mere de små børn i Afrika, der havde brug for at bede den bøn. Jeg er vokset op i 80’erne med ”Giv en hånd til Afrika”, Life Aid koncerter, billeder af små børn med store opspilede maver og fluer, der sad i børnenes mundviger og øjenkroge. Fluer som børnene ikke havde kræfter til at vinke væk, og som øjensynligt ikke var fløjet væk alligevel. Jeg kunne som barn slet ikke forstå, at vi da ikke bare fløj noget mad ned til dem. Alt det mad jeg ikke kunne spise, kunne vi da bare lige pakke i en tupperware bøtte og så flyve til Afrika.

Tekst: Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 1-11

Den Mægtige finder vi ikke,

den mægtige Gud finder os,

der famler og fægter i mørket,

og lukker os inde i trods.

Han hører de bange, der beder,

han søger de blinde, der leder,

og tager os ind i sin favn.

-         Amen

Jeg var for et par år siden i Sydindien i en lille by, der hedder "Tiruvannamalai". Her boede jeg i en måneds tid og lærte mange fra den indiske kristne kirke at kende.

Selve byen er bygget ved foden af et bjerg, og er netop placeret der, da bjerget er helligt. Ifølge hinduerne har den blå gud Shiva vist sig på toppen af dette bjerg som en ildsøjle. Der for har hinduer siden, 1 gang om året, båret i litervis af olie op på toppen af bjerget, for at brænde det af til ære for deres gud Shiva.