Gadepræst for unge i Århus

Tekst: Lukasevangeliet, kapitel 22. vers 24-32

Så er fastetiden begyndt. Den begyndte sidste søndag – fastelavnssøndag – der i sin fejring står i kontrast til, hvad man ellers associerer en faste med. Der var udklædte børn i alle aldre, tøndeslagning og fastelavnsboller. Midt i vinterens strenge tag i os, midt i kulde og mørke, stod en masse farver frem.  Det er lige hvad man trænger til på denne tid af året. Fest og farver, der kan minde os om, at sneen en dag om ikke så længe nok skal fortrække.

Og så er fastelavn også indgangen til fasteperioden. De 40 dage der ligger inden påsken. Inden fastetiden begynder, fejrer vi altså den med et ordentligt brag af en fest. Når man siger ordet faste, tænker mange sikkert på lange og træge kure, der skal tvinge os til at tabe de kilo, der afholder os fra at leve det perfekte og lykkelige liv (?). Kure der er strenge og hårde. Sådan er det ”at faste”, tænker man vel.

Men fastetid er mere end blot at afholde sig fra slik og søde sager. Eller at afholde sig fra så meget andet, som det er blevet moderne igen at gøre i denne periode, om det så er kaffe, tv eller kød. Fastetiden er ikke kun en tid, hvor vi skal holde os tilbage.

Tekst: Markusevangeliet kapitel 10, vers 13-16

Vi har nok alle gjort det på et tidspunkt – eller er kommet til at gøre det uden måske at tænke over det. Vi er optaget af dagens gøremål, optaget af en ukendt fremtid, vi forsøger at kategorisere, optaget af det vi ikke nåede – ja, optaget af livet.

Det er helt naturligt, for det er vi tit – optaget af livet. Og til tider kan vi være så viklet ind i vores eget hjernespind og ideer om, hvordan verden er, at vi støder et menneske bort, der kommer til os med et ønske. Vi vender os bort uden at opdage, at vores ryg sårer ligeså meget som ordene.

Uha det er ikke nemt at stå på skøjter, hvis man ikke har prøvet det før. Man falder og glider hele tiden, og det ser heller ikke specielt kønt ud, når man glider af sted. Man har det måske lidt som Bambi havde det, da den skulle forsøge at stå på isen for første gang. Fuld af tillid til isen og egne evner, så kastede den sig ud på isen, og ikke mange nanosekunder efter, lå den flad på maven. Og trods indtil flere forsøg, så fandt den aldrig rigtig ud af det der med at stå på skøjter.  Den mistede simpelthen balancen igen og igen.

Tekst: Johannesevangeliet kapitel 8, vers 12-20

Det er helligtrekongers søndag. På denne søndag i kirkeåret tænker vi på de vise mænd fra Østerland, der drog ud i verden for at finde det lille Jesus barn. De havde læst i stjernerne, at der ville blive født et barn, der skulle være Jødernes konge, og en klar stjerne, der lyste stærkere og klarere end alle andre stjerner tilsammen, ledte dem til Betlehem. Her gik de først til kongen over landet for at høre ham, om han vidste, hvor det lille barn var blevet født; men kongen havde slet ikke hørt om det, og besøget af de vise mænd og deres spådom en konge, der ville tage den plads, han selv havde, skabte en frygt i ham så stor, at han siden gav ordre til at alle små drengebørn skulle slås ihjel.