• Increase font size
  • Decrease font size
  • Default font size
Forside Gæste Blog
GæsteBlog
praktik

Blogindlæg af Victoria Strøbæk

D. 13 december 2011

 

 

Praktik som gadepræst ved Anni Albæk i uge 49.


Jeg hedder Victoria og jeg går i 9.klasse, på en privatskole
i en lille by, som hedder Ryomgård. Jeg har været i praktik, som gade præst i
hele uge 49. Jeg valgte gadepræst, som praktikplads fordi jeg har stor
interesse for at hjælpe skæve eksistenser og folk der bare har brug for hjælp.
Mit største ønske er at starte et herberg for hjemløse eller for sindslidende,
så gadepræst synes jeg ville være en god måde at få indsigt i miljøet.


Da jeg mødte mandag, startede vi med at gå op til
værestedet: Bazen, som er ejet af foreningen sind. Bazen er et sted hvor folk,
med forskellige sindslidelser, kan komme fra gaden komme og få en snak, noget
kaffe eller te. Om aften bliver man enige om hvad der skal laves til aftensmad
og så hjælper man til, nogle handler ind, nogle laver mad og andre dækker bord.
I mandags da mig og Anni var der, fik vi rødbedesuppe til forret og til
hovedret fik vi kartoffel, brun sovs og frikkedeller. Mandag viste mig, at hvor
lidt man skulle gøre for at gøre et andet menneske glad.



Tirsdag skulle jeg møde tidligt, fordi Anni skulle ud at
holde foredrag for en konfirmandklasse i Tranbjerg. Foredraget gav mig en
indsigt i hvad Anni laver, som gadepræst. Foredraget handlede om nogle
oplevelser hun har haft og om hvad hendes arbejde går ud på. Efter foredraget
fik Heidi (Diakon, frivillig hos Anni) og jeg besked på at vi skulle pakke
gaver ind, så vi sad og pakkede gaver ind mens vi drak varm kakao, indtil vi
skulle over til Vor Frue kirke. I Vor Frue skulle Anni endnu engang fortælle om
hvad hun laver på gaden, denne gang var det bare til en klasse fra Samsø.


Om aftenen skulle jeg til bibel læsning, det var helt vildt
hyggeligt, vi sad fire mennesker og grinede over søde og sjove steder i den
gamle testamente, mens vi drikkede kaffe og varm kakao.



Onsdag var en rigtig nem, men hyggelig dag. Jeg mødte
klokken 7, hvor vi skulle se film og spise slik. Filmaftenen var for dem, som
frivilligt hjælper Anni, jeg tror vi var omkring 9. Vi spiste en masse slik og
nogle småbrændte popcorn. Det var så det vi lavede onsdag aften.


Torsdag var der drop-off på Studsgade. Drop-off varer en
halvanden time, man kan komme ind og snakke hvis det lige er det man har brug
for. Vi sang nogle salmer, uden at det blev meget højtidligt. Vi snakkede om
alt og ingenting, det var rigtigt hyggeligt.


Fredag der startede med, at mig og Heidi tog ud at handle,
fordi vi skulle lave mad til hjælperne til natkirken og en konfirmandklasse.
Til natkirken kom en digter og hans kone, som læste noget af deres egne værker.
Hele vor frue kirke, var oplyst af stearinlys og der var en nærmest
drømmestemning. Man kunne skrive en bøn og få den læst op til midnatsmessen,
man kunne også tænde et lys for et andet menneske.

Det var en perfekt afslutning, på en rigtig god uge.

Det har været en rigtig god uge, som har fået mine øjne op
for gadepræst-livet.

 

- Victoria Strøbæk.    



 





       



 
 
ensomhed

Blogindlæg skrevet af Heidi Spangberg Christensen

D. 13. december 2011

Jeg hedder Heidi og jeg er uddannet diakon og
pædagog. Jeg er i øjeblikket i praktik som ”gade diakon” hos gadepræsten, hvor
jeg følger hende i hendes arbejde. Jeg har været her 1½ uge nu og skal følges
med hende frem til 23. december. Det glæder jeg mig rigtig meget til.


Jeg vil et par gange i løbet af praktikken skrive et
blogindlæg her på hjemmesiden om et emne som jeg synes afspejler de oplevelser
og refleksioner jeg har i denne praktik.


Overskriften for den første tid må uden tvivl være ensomhed…
ensomhed er et ord som er blevet nævnt igen og igen i mange sammenhænge i den
første tid i praktikken.


Begreberne alene og ensom bliver ofte betragtet som
det samme. Men det at være alene og det at være ensom er faktisk to forskellige
ting. Det at være alene betyder for det meste at man ikke har nogen at være
sammen med, mens ensomheden stikker dybere og giver en grundlæggende følelse af
at stå helt alene i sit liv. Man kan sagtens være alene uden at være ensom og man
kan sagtens være ensom sammen med andre.


Først skabte Gud Adam, men så fandt han ud af at det
ikke var godt for Adam at være alene og derfor skabte Gud også Eva. Vi
mennesker er sociale væsner som har brug for at være sammen med andre. Vi er
ikke skabt til at være alene og derfor kan ensomheden så svær for os mennesker.


Det er ikke kun den gamle mand, den hjemløse, den
stille pige eller den som har mistet en de holdt af, som er de ensomme…
ensomheden rammer os alle.

 

Ensomhed er en følelse vi nok alle kender, følelsen
af tomhed, det at føle sig forkert og udenfor fælleskabet, at blive ignoreret,
følelsen af ikke at passe ind… eller føle at man står alene med sine følelser.
Føle at der ikke er nogen der hører eller ser en. Det er også nogle gange sådan
at man kan føle at man er den eneste i hele verden som ikke har styr på sit
liv. Man har måske ikke nogen at være sammen med eller måske føler man at man
er ensom blandt andre mennesker.  Og man
kan sige at ensomheden er en del af det at være menneske på godt og ondt.  I perioder i alle menneskers liv optræder
ensomheden… hos nogen mere end hos andre

 

Hvis man bliver ”ramt” af ensomheden kan det være
svært at fortælle andre om det, og andre mennesker kan ikke altid se at man er
ensom. Dette er ofte et af de største dilemmaer, at det ikke er noget man taler
om, for hvordan kommer man så ud af ensomheden?


En ung kvinde jeg kender har skrevet dette digt om
det at føle sig ensom. Digtet fortæller om hvordan hun har oplevet ensomheden.

 

Digtet hedder ”Ensomhedens øde ø”


Jeg føler mig som ensomhedens øde ø

ensomheden som får sjælen til at dø

skibene der bare sejler forbi

hører aldrig mine grådkvalte skrig


Jeg spejder ud over vandet

skriver mit råb om hjælp i sandet

men bølgerne skyller det hele bort,

og håbet er ikke så stort.


Mine følelser er mixed og blandet,

er splittet mellem håb og tvivl blandt andet

håbet om at nogen vil mig se

og tvivlen på at det nok aldrig vil ske.


Jeg ser fuglene i træernes top

sidder der i samlet trop,

og fiskene svømmer alle den samme vej

beskytter hinanden mod den farlige haj


Alle hører de til et sted,

har hver især nogen at følges med

men jeg føler mig så øde og forladt

græder for mig selv i den mørke nat.


Digtet her fortæller om at føle sig ensom. Hun føler
sig som ensomhedens øde ø, hun ser hvordan alle andre har nogen at følges med
mens hun selv er alene. Hun ser skibene sejle forbi men ingen ser hende eller
hører hendes råb om hjælp. 


Jeg tænker at ensomhedsfølelsen altid er der men at
følelsen bliver endnu mere tydelig på denne tid af året fordi der på en måde er
en eller anden usagt forventning om at, nu skal alle skal hygge sig og ha det
godt og derfor er det også meget oplagt at det er det ord der fylder meget
netop lige nu.


For julen er jo over os… julen som også kaldes
hjerternes fest… julen hvor vi stimler sammen og hygger os… Men hvad er det nu
med den jul? Hvad er det den handler om? Mange af os har den opfattelse at der
er en eller anden selvfølgelighed eller forventning om at, i julen skal vi være
sammen og rigtig hygge os… Og julen er da også en god anledning til at samles
med dem man holder af. Ingen tvivl om det. Men hvorfor er det netop i julen at
vi skal samles? og skal man samles for en hver pris også selv om det ikke er
hyggeligt men bare fordi at sådan plejer man at gøre..?

 

Netop denne ”nu skal vi rigtig hygge os” stemning
kan være meget smertefuld for nogle mennesker… for de mennesker som ikke har
nogen at være sammen med… for de mennesker hvor julen bliver fuld af
konflikter, og for dem som føler sig ensomme sammen med de mennesker som de er
sammen med, og der er selvfølgelig også andre årsager til at julen er svær for
nogle mennesker.  Julen er efterhånden en
svær tid for mange. For dem er julen ikke hjerternes fest, snarere tvært imod.


Man kan nogen gange spørge sig selv om hvad julen
egentlig handler om nu om dage… …? Handler den om hvem der giver de største
julegaver, om hvem der når at blive mest stresset? Handler det om gaveræs og om
julefrokoster hvor vi spiser os så mætte at vi knap nok kan trille videre til
det næste julearrangement?


Er det det julen handler om eller hvad er det lige
at julen betyder for os? Julen som i udgangspunktet handler om at vi fejrer at
Jesus blev født julenat, men glemmer vi ikke nogle gange dette budskab i vore
hektiske liv. Glemmer vi ikke Jesus budskab om at elske sin næste som sig selv
og om at tage sig af de små. Man siger at julen som er hjerternes fest… men
hvor er hjerterne henne hvis vi glemmer at se hinanden? Hvis alt det materielle
bliver vigtigt.


Løft blikket, send et smil til den du møder på din vej, det kan være netop
dit kærlige blik og dit varme smil som gør en forskel i det andet menneskes
liv. Det kan være at netop det der får den anden til at føle sig set… og dermed
knap så ensom blandt mennesker.



 
 
...bider du, hvis jeg smiler

Gæstebloggeren er Bjørn Juul Hansen

Frivillig i KPG

27. oktober 2010

Vintermørket er langsomt ved at sænke sig over landet. Det er mørkt endnu, når jeg står op, og fra tid til anden virker det endog som om det aldrig rigtig når at blive lyst, inden aftenmørket på ny gør sig til.

Skønt jeg ganske vist tager tidligere af sted om morgen end de fleste, så synes jeg da godt det måtte være bare en anelse lysere – blot en smule.

I bussen er der koldt, mørkt og ikke just mere opkvikkende – de få passagerer, der er med denne første afgang, er lige så morgensøvnige og tavse som jeg selv. Fåmælte sidder vi i halvmørket, adskilt af intet andet end en nogle sæderækkers morgenkold september luft – og alligevel er det som om vi befinder os i hver vor egen lille verdensboble. Min egen brister først i det øjeblik jeg træder ind på arbejdsmatriklen og hilser godmorgen, først på portvagten og dernæst de andre kolleger.

Hvor blev al varmen af...?

Jeg smilede til en ung pige i bussen forleden dag – nej alvorlig talt, det gjorde jeg. Vi sad i de her nymoderne bybusser, hvor interiøret så betænksomt er placeret, således at sæderne vender i alle retninger. Hermed kan man jo så selv vælge, hvorvidt man ønsker at se personen overfor i øjnene,  nakken eller blot ind i øret.

Nå, men vi sad dér i bussen med ansigterne vendt mod hinanden, og med kun en kort afstand imellem os. Da vore blikke tilfældigt mødtes efter en rum tid, vedblev de med at holde kontakten, bare lige et kort øjeblik. Lige langt nok til at vi kunne udveksle et forsigtigt, men varmt og imødekommende smil.

Ved næste stoppested skulle jeg af, og vore veje har aldrig siden krydset hinanden. Alligevel gik jeg derfra med et godt humør og en rar fornemmelse i maven. Der lå sikkert ikke meget mere i smilet end almindelig, venlig omtanke – men stadig er det netop dén omtanke, der varmer en kold oktoberdag.

Når jeg bevæger mig rundt i byen, blandt mennesker, lyde og dufte, kan jeg som oftest gå i fred.

Det er meget sjældent nogen spørger om vej, hilser eller nikker genkendende.

De ansigter jeg møder på gaden og i det pulserende byliv er ofte lukkede og private – det er som om vi er mere fremmede for hinanden, end man umiddelbart skulle tro. Jeg mener; jeg har to ben, to arme, ét hoved og én krop – men er dog tilsyneladende fra en helt anden planet end dig, når vi mødes.

Et smil kan, selv et lille forsigtigt et, bringe to mennesker tættere sammen. Det er som om smilet nedbryder de fleste barrierer, forcerer alle forhindringer og let træder på tværs af kulturforskelle, køn og alder, Hvis vore blikke mødes tilfældigt på gaden, og jeg smiler forsigtigt til dig, kan det være vi begge bliver forlegne og hastigt ser væk igen. Men selv dette forsigtige smil kan gøre dagen lidt lysere og hviske ens egen himmel mere ren for truende skyer og mørke bekymringer, end noget andet.

Smilet er et det eneste naturlægemiddel, du ikke kan købe i helsebutikken, og dog rummer det en fantastisk helbredende kraft. Måske ér der en grund til, at det kræver 43 muskler at se sur ud, mens smilet kun behøver 17 musklers hjælp??

Jeg er ganske sikker på, at ingen bider, hvis jeg smiler lidt til dem – og dog falder det mig stadig svært, ved fremmede jeg ikke kender. Det er som overskrider jeg en usynlig, men dog meget skarpt afmærket grænse mellem medmenneskelig omgang og intimsfære. Som tager jeg et skridt for nært på andre, kommer på en eller anden måde for tæt på...

Et venligt smil er harmløst, medbringer ingen våben, ingen onde hensigter – tværtimod kan det varme kolde hjerter, bringe glæde og hele sår. Jeg er ikke overset, men bemærket - ikke ubetydelig men tværtimod værd at kaste et blik på.

Smilet kommer frem alle vegne, fra de rigeste kår til de fattigste brosten. Det giver næring til glæde og grobund for lykke, det smitter som intet andet og koster ikke noget.

...hvorfor føles det da så svært, at smile til dem jeg møder?
Senest opdateret: Onsdag, 27. oktober 2010 06:02
 
Hvorfor det er røv sygt at være kristen!

Gæstebloggeren er Maria J. Vestergaard, Frivillig i KPG

13. oktober 2010

Har du nogensinde prøvet at forstå de der tosser som tror på Gud? De der fanatikere som går i kirke hver søndag, og som alle tror de er meget bedre end alle andre? Nej vel, for hvem gider snakke med folk som hverken må drikke, ryge eller dyrke sex? Kan de ikke se de er medlem af en eller anden syg form for kult? Og helt ærligt, hvis de tror på Gud så er de nok også racister og pædofile!

Okay, jeg erklærer mig skyldig: Jeg tror på Gud!

Så nu vil jeg fortælle dig om alt det, som er røv sygt ved at være kristen.

  • Det er kun gamle mennesker som går i kirke! Og ved du hvad, det er vi nogle stykker som forsøger at kæmpe imod. Ungdoms- kirker og -præster vokser i antal landet over. Gade kirke og gospel gudstjenester bliver mere og mere populært at møde op til selvom man ikke er kristen. Folkekirken er blevet et sted for alle aldersgrupper, også for dem som helst bare sidder og lytter til musik.
  • Man skal altid synge dårlige gamle salmer! Har du hørt om gospel? Hvad med lovsang? Er du til heavy metal, det har vi også. Selv Linkin Park synger ”God bles sus every one!”. Sæt dig lige og lyt din iTunes igennem og sæt en streg på et stykke papir hver gang ordet Gud bliver nævnt. Jeg garanterer, du bliver overrasket!
  • Man skal gå i kirke hver søndag, og det er tidligt om morgen! Ja, okay. Der er gudstjeneste om søndagen, men det er kun toppen af isbjerget. Der er midnats kirke når man alligevel er på tur i byen, der er gudstjenester om aftenen hvor man bagefter sætter sig sammen og spiser pizza, ja vi har sågar gudstjenester både på gaden og ude midt i skoven! Kirken møder folk hvor de er, og det vil vi blive ved med!

Selv kommer jeg jo i kirke, især af disse to grunde:

1: Jeg elsker historierne der bliver fortalt, sangene der bliver sunget og bønnerne der bliver bedt, de taler til mig og de giver overskud i min hverdag.

2: Jeg har fået de fedeste oplevelser af fællesskab når jeg har været frivillig. Man møder mange nye venner hele tiden, og oplever en masse fede ting sammen med nogle dejlige mennesker!

Så jo, det er røv sygt at være kristen, hvis man er bange for at more sig!
Senest opdateret: Onsdag, 13. oktober 2010 12:12
 
Gæste Blog

Gæstebloggerne er Heidi S. Christensen, Frivillig i KPG,

d. 11. september 2010

 

Var livet en dans på roser,

mon alt da var bedre end nu,

hvis ej der var noget at kæmpe for

hvad var da vel jeg og du...

Sådan lyder et af versene i den sang der hedder "jeg elsker den brogede verden", og lige præcis dette vers har fået mig til at tænke lidt over livet...

Vi ved det godt alle sammen.... Livet er ikke altid en dans på roser....Mange gange ville vi ønske at det var ... At livet bare kørte derud af uden de store problemer... Men sådan er livet bare ikke altid...

Jeg tænker at livet nogle gange er en mærkelig størrelse. For det meste er livet jo dejligt men alligevel står vi mange gange i situationer hvor livet gør ondt, hvor livet er en kamp, hvor tingene ikke fungere og føles uretfærdige og hvor vi har svært ved at se en løsning på problemerne. Ofte forstår vi ikke hvorfor det skal være så svært at være menneske, og hvorfor vi skal rammes af sorg og ulykke... Men sådan er livet også... Livet er ikke altid en dans på roser, og det er måske godt nok at det ikke er det. For hvis ikke der var noget at kæmpe for, så ville vi vel ikke være dem vi er? Det er ofte i de perioder af vores liv, hvor vi har det svært, at vi lærer os selv at kende, det er her vi udvikler os. Det er i de perioder hvor vi har det svært at vi er nød til at søge nye veje og bruge nye sider af os selv. I de perioder har vi ofte en masse følelser som vi har svært ved at holde styr på og som vi gerne vil af med i en vældig fart.

Og mon ikke vi har alle stået der hvor vi har været frustreret over livets kampe, og følt at vi ikke kunne komme nogen vegne. I de her situationer vil vi rigtig gerne finde en løsning på problemet lige med det samme, så vi kan komme videre i livet. Men sådan går det for det meste ikke, tingene går for det meste ALT for langsomt synes vi og det kan ofte være vildt frustrerende.

Jeg har også mange gange stået i situationer hvor jeg har været frustreret over at det gik alt for langsom med at finde en løsning på problemet. Jeg har mange gange gerne villet handle på tingene og få det svære til at gå over i en vældig fart, men det er sjældent lykkes efter hensigten, i hvert fald ikke i det tempo jeg kunne ønske mig og det har ofte været anledning til stor irritation. Sådan har det været i rigtig mange situationer, men så kom jeg på et tidspunkt til at tale med en kvinde som gav mig svaret på hvorfor det sjældent lykkedes, det hun sagde var

Følelser og fornuft følges ikke altid ad... Husk at det fornuften ønsker at gøre, ikke altid sker, fordi følelserne endnu ikke har nået at følge med. Følelserne kører i deres helt eget tempo, et tempo som vi ofte synes er alt for langsomt, men vi kan ikke ændre ret meget på det. Vore følelser går deres egne veje – så der er ikke andet at sige end... giv tid...

Fornuften ønsker at få det svære til at forsvinde, men følelserne siger noget ganske andet... og det er uden tvivl følelserne der har det sidste ord... det er svært med hovedet og fornuften at ændre på noget uden at have følelserne med...

Så giv dig selv lov til at være der hvor du er i livet... giv dig tid til at finde din vej gennem det svære... for vejen findes et sted og du skal nok finde den på et tidspunkt men følelserne er nød til at kunne følge med...

Senest opdateret: Onsdag, 13. oktober 2010 12:12