Gadepræst for unge i Århus

Gæstebloggeren er Bjørn Juul Hansen

Frivillig i KPG

27. oktober 2010

Vintermørket er langsomt ved at sænke sig over landet. Det er mørkt endnu, når jeg står op, og fra tid til anden virker det endog som om det aldrig rigtig når at blive lyst, inden aftenmørket på ny gør sig til.

Skønt jeg ganske vist tager tidligere af sted om morgen end de fleste, så synes jeg da godt det måtte være bare en anelse lysere – blot en smule.

I bussen er der koldt, mørkt og ikke just mere opkvikkende – de få passagerer, der er med denne første afgang, er lige så morgensøvnige og tavse som jeg selv. Fåmælte sidder vi i halvmørket, adskilt af intet andet end en nogle sæderækkers morgenkold september luft – og alligevel er det som om vi befinder os i hver vor egen lille verdensboble. Min egen brister først i det øjeblik jeg træder ind på arbejdsmatriklen og hilser godmorgen, først på portvagten og dernæst de andre kolleger.

Hvor blev al varmen af...?

Jeg smilede til en ung pige i bussen forleden dag – nej alvorlig talt, det gjorde jeg. Vi sad i de her nymoderne bybusser, hvor interiøret så betænksomt er placeret, således at sæderne vender i alle retninger. Hermed kan man jo så selv vælge, hvorvidt man ønsker at se personen overfor i øjnene,  nakken eller blot ind i øret.

Nå, men vi sad dér i bussen med ansigterne vendt mod hinanden, og med kun en kort afstand imellem os. Da vore blikke tilfældigt mødtes efter en rum tid, vedblev de med at holde kontakten, bare lige et kort øjeblik. Lige langt nok til at vi kunne udveksle et forsigtigt, men varmt og imødekommende smil.

Ved næste stoppested skulle jeg af, og vore veje har aldrig siden krydset hinanden. Alligevel gik jeg derfra med et godt humør og en rar fornemmelse i maven. Der lå sikkert ikke meget mere i smilet end almindelig, venlig omtanke – men stadig er det netop dén omtanke, der varmer en kold oktoberdag.

Når jeg bevæger mig rundt i byen, blandt mennesker, lyde og dufte, kan jeg som oftest gå i fred.

Det er meget sjældent nogen spørger om vej, hilser eller nikker genkendende.

De ansigter jeg møder på gaden og i det pulserende byliv er ofte lukkede og private – det er som om vi er mere fremmede for hinanden, end man umiddelbart skulle tro. Jeg mener; jeg har to ben, to arme, ét hoved og én krop – men er dog tilsyneladende fra en helt anden planet end dig, når vi mødes.

Et smil kan, selv et lille forsigtigt et, bringe to mennesker tættere sammen. Det er som om smilet nedbryder de fleste barrierer, forcerer alle forhindringer og let træder på tværs af kulturforskelle, køn og alder, Hvis vore blikke mødes tilfældigt på gaden, og jeg smiler forsigtigt til dig, kan det være vi begge bliver forlegne og hastigt ser væk igen. Men selv dette forsigtige smil kan gøre dagen lidt lysere og hviske ens egen himmel mere ren for truende skyer og mørke bekymringer, end noget andet.

Smilet er et det eneste naturlægemiddel, du ikke kan købe i helsebutikken, og dog rummer det en fantastisk helbredende kraft. Måske ér der en grund til, at det kræver 43 muskler at se sur ud, mens smilet kun behøver 17 musklers hjælp??

Jeg er ganske sikker på, at ingen bider, hvis jeg smiler lidt til dem – og dog falder det mig stadig svært, ved fremmede jeg ikke kender. Det er som overskrider jeg en usynlig, men dog meget skarpt afmærket grænse mellem medmenneskelig omgang og intimsfære. Som tager jeg et skridt for nært på andre, kommer på en eller anden måde for tæt på...

Et venligt smil er harmløst, medbringer ingen våben, ingen onde hensigter – tværtimod kan det varme kolde hjerter, bringe glæde og hele sår. Jeg er ikke overset, men bemærket - ikke ubetydelig men tværtimod værd at kaste et blik på.

Smilet kommer frem alle vegne, fra de rigeste kår til de fattigste brosten. Det giver næring til glæde og grobund for lykke, det smitter som intet andet og koster ikke noget.

...hvorfor føles det da så svært, at smile til dem jeg møder?