|
Min uge som praktikant ved gadepræsten begyndte med et kalendermøde i Skolegade i Domkirkens sognehus tirsdag den 16. februar kl. 9.30. Det finder sted hver uge. Her mødes kirkens præster og personale og gennemgår, hvad der sker i løbet af den kommende uge og skriver det ned, de evt. ikke har fået skrevet ned. Senere på dagen deltog jeg i et møde i Vestergade i Vor Frue Kirkes sognehus vedrørende et forslag om lægmandslæsning ved ind – og udgangsbøn, lægmandshjælp ved nadveren og evt. på – og aftagning af messehale. Dette er blevet foreslået i takt med, at den ene kordegn er gået af. Jeg havde selv nogle inputs til mødet, da vi for godt et år siden i Skt. Johannes Kirkens menighedsråd, hvor jeg sidder, netop havde den samme debat. Det endte med, at vi fik lægmandslæsere til at bede ind – og udgangsbøn og varetage de andre funktioner til gudstjenesten, som før havde været kordegnens. Jeg er selv en del af dette lægmandslæserteam og synes, det fungerer godt. Det kræver selvfølgelig, at man har nogle kompetente lægmandslæsere, og at der er lægmandslæsere nok, for at en sådan ordning kan fungere, og det synes jeg, den gør i Skt. Johannes Kirken på Trøjborg.
Onsdag den 17. februar holdt Anni et foredrag om Kirken På Gaden og kirken og de unge i Brabrand Kirkes sognehus. Jeg er imponeret over Annis evne til at formidle og til at tale frit uden manus. Det er bestemt noget, jeg kan tage ved lære af hende. Torsdag den 18. februar stod jeg for at holde det første møde i en studiegruppe, jeg er iværksætter for. I gruppen, som består af teologistuderende, læser vi en række artikler om kirkens placering i det moderne samfund og diskuterer de artikler. Det kom der i torsdags en konstruktiv debat ud af. Jeg fører notater og håber, det vil føre til et skrift, der evt. kan blive lagt ud her på hjemmesiden.
Torsdag den 18. om aftenen var Anni og jeg på gadevagt. Havde vejret været til det, ville vi normalvis været gået rundt på gaderne inde i midtbyen og talt med de unge mennesker, der står stille og gerne vil snakke. Dertil ville vi være gået rundt til de forskellige væresteder, hvor unge mennesker kan opholde sig. Det sneede dog, og der lå masser af sne, så vi ville nok ikke have mødt ret mange, hvis vi gik rundt. I torsdags var vi derfor kun nede på et enkelt værested i midtbyen, hvor unge kan komme, få et måltid mad og være.
Fredag den 19. februar var vi til to dåbssamtaler hos to hold dåbsforældre, som fik deres børn døbt i søndags, den 21. februar kl. 10 i Århus Domkirke. Selvom det er en af de mere traditionelle præsteopgaver, har det hidtil været meget positive oplevelser og samtaler for mig at være med til. Det er en af de opgaver, jeg synes godt om, da man her dels har mulighed for at føre en opbyggelig samtale med dåbsforældre, som er ganske almindelige mennesker og ikke nødvendigvis særligt kristne, og dels har mulighed for at stille dem det interessante spørgsmål, hvad det er, der gør, at de gerne vil have deres barn døbt. Det kommer der sommetider nogle interessante samtaler ud af, som man kan erfare noget af og tage med videre til andre samtaler. |
Ord fra praktikanten
Jeg hedder Kasper, er 25 år og vil i de kommende fire måneder være i praktik hos gadepræst Anni Albæk som en del af mit teologistudium. Praktikordningen på teologi oprettedes for fire år siden, hvormed det blev muligt at komme i praktik. Det betragter jeg som et særdeles positivt initiativ af Teologisk Fakultet i Århus, da man – som på mange andre videregående uddannelser – ellers ikke har mulighed for at få ret meget praktisk erfaring på studiet, fx i forhold til det at skulle være præst (hvilket størstedelen af teologistuderende bliver). Da jeg ved, at jeg gerne vil ud og være præst efter studiet, så jeg praktikken som en mulighed for at komme ud og få noget praktisk erfaring i en anderledes, innovativ og spændende præstestilling som Annis.
Jeg lærte Anni så småt at kende gennem min opstilling til menighedsrådsvalg i Skt. Johannes Kirken for snart 1½ år siden, hvor hun sad i størstedelen af sidste valgperiode (2004-2008), inden hun blev gadepræst. Her fungerede Anni og to andre som mentorer for os, der stillede op for Studenterlisten, hvoraf jeg og to andre blev valgt ind. Mit største samarbejde med Anni har imidlertid hidtil bestået i en ungdomsgudstjeneste, der fandt sted i Århus Festuge i begyndelsen af september 2009 i Vor Frue Kirke. Det var en stor oplevelse at være med til – og jeg ser frem til mange flere af slagsen i det næste halve års tid. Det var rart at se, hvor meget al vores forarbejde forud for gudstjenesten betalte sig i sidste ende, hvor det hele bare flaskede sig.
Hvad har fået mig til at søge praktik hos lige gadepræsten i Århus? Først og fremmest er det arbejdet med unge mennesker, der på den ene eller anden måde har det svært, der har vækket min interesse. Jeg kunne godt tænke mig at hjælpe disse unge med et håb om, at jeg kan gøre en forskel i deres liv. Det vil fx sige: Have sjælesørgeriske samtaler med dem, lytte til dem og deres problemer, tage deres problemer alvorligt og vejlede og retlede dem i et kristent øjemed.
En anden ting, der også har vakt min interesse, er de mange forskellige gudstjenesteformer, gadepræsten har med at gøre og er med til at opfinde. Hvem har fx nogensinde hørt om ”Gud på glatis”, før Anni Albæk kom til? Ja, jeg har ikke. Og det er sådan noget, jeg synes er spændende. At gadepræstestillingen lægger op til, at man mere eller mindre kan gøre lige, hvad der passer én – det er præsten selv, der sætter grænserne. Det åbner op for et hav af muligheder, men må samtidig også være vildt udfordrende, da det kræver, at man både er iværksættertypen og har blækspruttearme.
I det hele taget virker det til, at Anni har frygtelig mange spændende jern i ilden – og det er det, jeg godt kunne tænke mig at være en del af. Endnu et eksempel er projektet natkirke, der finder sted en fredag en gang om måneden i Vor Frue Kirke fra kl. 20-24, hvor folk kan komme og gå, som de har lyst. Her kan man komme ind og sætte sig og bruge kirken som et stillerum, skrive en bøn, bede, lytte til den beroligende baggrundsmusik, tænde et lys, skrive i natkirkens logbog, som andre forbipasserende kan læse, lytte til refleksionen, gå til alters osv. osv.. Det er efter min mening en måde at drive kirke på, som i det moderne bysamfund er et godt alternativ til den traditionelle søndagsgudstjeneste.
Jeg ser frem til at følge Anni, tage ved lære af hende og samtidig selv sætte mit præg på dagsordenen - til selv at holde prædikener, være med til at arrangere forskellige gudstjenester, tale med de unge, og hvad der ellers hører gadepræstestillingen til.

|
|
Min første uge som praktikant ved gadepræsten
Den første uge som praktikant ved gadepræsten har været meget begivenhedsrig og spændende. Jeg har allerede på den første uge fundet ud af, hvor mange jern Anni har i ilden, og hvor mange forskellige mennesker hun møder på sit job.
Fredag den 5. februar om aftenen var jeg sammen med gadepræstens frivillige med til at afholde en ungdomsgudstjeneste om tilgivelse i Århus Domkirke, som en 9. klasses elev fra Skrødstrup Efterskole var tovholder på. Gudstjenesten var en stor succes. Man havde den første halve time – 45 min. mulighed for at bevæge sig rundt i kirken og foretage forskellige aktiviteter. Når man kom ind i kirkerummet, stod der til højre en gipsfigur, der skulle forestille Guds hænder, hvor man kunne skrive alt det, man ikke kan tilgive, og overlade det til Gud. I venstre side stod to malerier, hvor man havde mulighed for at standse op og reflektere. Et andet sted i kirken kunne man tage et hjerte og sætte det på sit tøj. Der var også et sted, hvor man kunne skrive en bøn. Og sådan var der forskellige ”stationer” i kirken, man kunne dvæle ved. Sådanne stationer kan være en god måde at stresse af på, koble fra hverdagen og dens eventuelle problemer og komme i kontakt med sine følelser. Selve gudstjenesten bestod af en prædiken, afholdt af Anni, samt en lovsangsafdeling med musik, udført af et lovsangsband fra Skrødstrup Efterskole.
Tirsdag den 9. februar var jeg med til et udvalgsmøde om forkyndelse til en KFUM og K lejr, Ung Uge, der vil finde sted i Løgumkloster i uge 29, 2010. Til lejren vil der blive opstillet et kirketelt, hvor der vil foregå forskellige aktiviteter, gudstjenester og andagter. Udvalget planlægger, hvilke aktiviteter, gudstjenester og andagter, der vil foregå. Det lyder til at være et utrolig spændende projekt, og jeg er glad for at være kommet med i dette udvalg. Ung Uge lejren vil rumme 1000-1500 unge i alderen 13-19 år.
Tirsdag den 9. februar om aftenen var jeg med i Bibelkreds, som finder sted i gadepræstens lokale på Studsgade i Århus. Vi er her en lille gruppe, der læser Biblen (i dette semester er det Matthæusevangeliet) og drøfter, hvad vi kan bruge Biblen til i dag. Hvad fortæller de forskellige beretninger om vores hverdag, og hvad kan vi bruge dem til i vores nutidige liv?
Onsdag den 10. februar havde vi konfirmander fra Randers på besøg i Vor Frue Kirke. Her fortalte Anni om alt det, hun laver som gadepræst. At Annis stilling er utrolig spændende og nyskabende indenfor den danske folkekirke kommer fx til udtryk ved, at konfirmanderne virker meget interesseret i at høre om, hvad gadepræsten foretager sig. De er stille, hører godt efter og stiller relevante spørgsmål. Samtidig er der måske nogle af dem, der åbner op og fortæller om ét eller flere problemer, de har i deres liv, som Anni kan hjælpe dem med. Det vidner om en meget god evne til at få mennesker til at gøre sig fortrolige med sig, som Anni i den grad besidder. Det er sådan noget, jeg vil forsøge at tage til mig, og som jeg mener er altafgørende for en præst og dennes relevans i det moderne samfund.
Onsdag den 10. februar var jeg med til en dåbssamtale, som var meget interessant og lærerig at være en del af. Selvom det er én af de mere traditionelle præsteopgaver, mener jeg, den er udfordrende, da det for præsten kræver en evne til at aktualisere troen og fx stille dåbsforældrene det eksistentielle spørgsmål, hvad der gør, at de vil have deres barn døbt.
Torsdag den 11. februar var vi på endnu et konfirmandbesøg, denne gang i Århus Domkirkes sognegård. Den samme tendens som konfirmanderne fra Randers gjorde sig her gældende: konfirmanderne fra Laursens Realskole i Århus lyttede godt efter, virkede meget interesserede og stillede spørgsmål. Det er ikke sikkert, folkeskolelærerne vil være enige med mig, men det vidner måske om, at 7. klasses elever er mere dannede end de var, ”da jeg var dreng”. Eller også lytter de blot efter, når det er noget, der interesserer dem. Et andet emne ville måske ikke fange dem i så høj grad. Jeg mener, det er en styrke ved Annis forkyndelse og evne til at formidle, at hun i den grad kan få de unge til at lytte.
Torsdag den 11. februar om eftermiddagen var vi til stiftsudvalgsmøde om diakoni og sjælesorg. Det handlede primært om Diakoniens Dage, der vil finde sted i Vor Frue Kirke i Århus i dagene 9. marts til 11. marts. Her vil der foregå forskellige spændende aktiviteter. Bl.a. vil der være oplæg og debat med biskop Kjeld Holm, Helle Christiansen fra Kirkens Korshær og Doris Linkenkær fra Danmission. Hver morgen vil der være morgenandagt ved gadepræsten, og herefter tager konfirmanderne ud på en såkaldt geocaching, der er en slags skattejagt med GPS. Om aftenen vil der være film og efterfølgende oplæg ved en foredragsholder. Tirsdag den 9. marts om aftenen vil Søs Fenger holde koncert. Tilmelding er nødvendig på diakoni2010.dk.
Fredag den 12. februar var jeg med til at holde natkirke i Vor Frue kirke. Natkirken finder sted en gang om måneden i Vor Frue Kirke fra kl. 20-24. I fredags stod jeg for refleksionen kl. 21.30, som jeg holdt med udgangspunkt i Jeff Buckley’s udgave af sangen ”Hallelujah”, der oprindeligt er skrevet af Leonard Cohen. Det var en stor oplevelse at få lov til at stå for refleksionen, og det er noget, jeg gerne gør igen.
|
|